Julevisitter.

1. juledag er amerikanernes juleaften om man så må sige. Altså den dag hvor de samles med familien og spiser julemiddag, for manges vedkommende kalkun. På trods af det havde vi 2 invitationer denne dag. Først var vi hos vores søde naboer Martha og Mike, et ældre ægtepar midt i 70´erne. De havde inviteret os til brunch. Deres venner Bob (89) og Cathryne (lidt yngre) var der også. Det blev en rigtig hyggelig formiddag med spændende diskussioner om politik, historie, samfundsforhold og dagligliv i Danmark og USA. Rigtig spændende og hyggelige mennesker, med et langt livs erfaringer. Dertil spændende mad, mest til den søde side, og kaffe, champagne og chokoladevin! (Sidstnævnte minder om Bailey). Efter uafbrudt snak og godt humør i 3 timer brød vi op efter først at have fået en lille rundvisning i huset.

Vi blev hentet af Christian, og fulgtes ad til Janine, som er Christians og Steffens kollega. Hun har rejst en del til Danmark i forbindelse med uddannelse af studerende, og har besøgt København og omegn. Hun er meget interesseret og vil gerne vide mere. Hendes mand er meget naturinteresseret, og arbejder vist som guide indefor "Wild life". Datteren var hjemme fra college på juleferie. Hun var vældig snakkesalig.
De havde tre hunde, som var søde og kælne. Dejligt at mærke pels igen.
Vi sad ved baren i køkkenet, og fik valget mellem vin og "egg-nogg", en slags æggesnaps med fløde og rom. Steffen måtte opgive halvvejs i den, vi andre kendte vores begrænsninger, og valgte vin og vand.
En hyggelig eftermiddag med søde mennesker.

Her kommer lige et par billeder fra den pænere ende af Fayetteville´s villa kvarterer med diverse juleudsmykninger.

Jul på dansk i Amerika.

Julen har været anderledes end den plejer. Så er det sagt. På én måde har vi savnet det, vi plejer, og på en anden måde, så har vi jo oplevet noget nyt, som også har været godt.

Lillejuleaftensdag besluttede vi at cykle en lille eftermiddagstur, bare for at komme ud og røre os lidt. Steffens knæ havde gjort at vi ikke havde cyklet sammen længe, og det savnede vi. Vi cyklede først til biblioteket, hvor jeg skulle aflevere nogle bøger. Vi gik lige en runde og så honningkage hus konkurrenceudstillingen i børneafdelingen.

Dernæst cyklede vi ud til Walker park syd for byen, og cyklede lidt rundt på må og få, for at se en del af byen, hvor vi ikke har været så meget. Jeg havde et bykort med, og den ene mile tog den anden. Vi besluttede at bestige Mt. Sequoyah fra sydsiden, vi kunne se at nogle trails (skovstier) førte op denne vej. Det blev en heftig tur, hvor vi trak cyklerne op ad de temmelig stejle stier. Heldigvis mødte vi et par, vi kunne spørge om vej, da vi var ved at fare vild. Vi nåede toppen efter en stigning som svarer til Himmelbjergets højde ved halv 5 tiden. Vi nød udsigten over Fayetteville dryppende af sved, der var vel 16 gr. igen nu!

Juleaftensdag var vi ude at handle det sidste til julen sammen med hele befolkningen i Northwest Arkansas! Vi havde valgt at gå i Wallmart, hvilket vi nok ikke skulle have gjort. Selvom det ikke var helt så slemt som Bilka, nærmede det sig!

Vel hjemme igen gik vi igang med at forberede julemiddagen. Christian havde skaffet den sidste gås i Fayetteville et par dage før, og Steffen lavede den på grillen. Christian kom med Riz a la Mande (lavet på risotto ris som er det nærmeste, vi kommer på grødris her) og dertil cherry pie filling, som grangivelig smagte som kirsebærsovs.

Jeg gik i kirke (University Babtist Church) kl. 5 med vores søde naboer Ramona og Phil. Det var en meget moderne form. Ved indgangen fik vi hver et lille juletræslys med karton rundt om til at fange stearinen. Det hele startede med, at vi så juleevangeliet tegnet på to store wide screens bag alteret, mens en stemme læste op. Præsten og et lille band med forstærkere stod og sang for, når vi sang julesange. Som en forskel fra den danske tradition står man op under sange/salmer og sidder under læsning fra Biblen. For mig var det fremmede lidt rytmiske sange, de eneste jeg kendte var "Joy to the World" og "Silent Night". Der blev læst fra bibelen af både det, vi kender som Juleevangeliet og andre tekster om Jesu fødsel. Det var folk fra menigheden, som kom op og læste. En hel familie med børn og måske bedsteforældre ad gangen. Præsten (som havde sit almindelige tøj på) talte over julens budskab, kort og godt om at bringe det lys og fællesskab, der er i kirken ud i verden og gøre godt. Der var også en tale knyttet til en slags adventskrans med fire lys og et stort i midten, som blev tændt et ad gangen undervejs i talen. Hele gudstjenesten sluttede med at præsten tændte sit lille lys ved det store i midten af kransen. Så blev lyset sendt videre fra ham til hjælpere til alle folk i hele kirken, flere hundrede, mens vi stående sang "Silent Night" ("Glade Jul").
Virkelig rørende.

Da jeg talte med mine naboer om oplevelsen på vej hjem, sagde de at med denne nye præst som var kommet for nogle år siden, havde tiderne skiftet i deres kirke. De mente at han gjorde (for) meget for at tilfredsstille de yngre mennesker i kirken med den moderne form. De savnede orgelet og det kirkekor, der havde været tidligere. Det kunne jeg godt følge dem i. Men som Ramona sagde : "Jeg er glad for at de unge også kommer i kirken, og vi bliver ved med at komme, for det er her vi hører til".

Ja kirke her er jo virkelig meget mere også et socialt fællesskab, end det er i Danmark. Her i staten går rigtig mange i kirke, og søndag formiddag er de fleste butikker lukket, der virker helt dødt overalt, folk er i kirke. Mange opfatter folk i kirken, som deres familie. Der er mange forskellige trosretninger, her i staten er flertallet knyttet til en form for babtisme. Man donerer penge til sin kirke, og alle kirker udfører socialt arbejde med frivillige fra menigheden. Man giver penge og mad til fattige, kører ud og handler for syge, støtter velgørende organisationer. Man kender hinanden i kirken pga. alt det, man laver sammen ved siden af gudstjenesten. Man lever det kristne budskab meget bogstaveligt.

"Gåsestegen bliver flittigt vendt"

Nu skal vi spise, se hvor drengene har taget pænt tøj på!

Der kom en pakke fra Odense om morgenen, se hvad der var i den !

Næh, et forklæde, lige hvad jeg har ønsket mig!

Små betydningsfulde møder.

Denne seneste uge har været præget af juleforberedelser. Først og fremmest har jeg bagt brunekager og fedtebrød, både til os selv, men også til at fordele i små julekurve sammen med rugbrød og give til naboerne Ramona og Martha. Det synes de er vældig spændende, og jeg synes det er hyggeligt. Jeg har været til frokost hos Ramona, og har vist en masse billeder hjemmefra, og vi snakker rigtig godt sammen. Hun er pensioneret småbørnslærer, så vi har også en fælles faglig interesse.

Vi har fået en del invitationer her op til jul, som fordeler sig pænt hen over ugen. Det er sjovt at være hjemme hos nogen privat, og se hvordan det foregår, og møde nye mennesker. Det er jo noget anderledes end hjemme. I fredags var vi inviteret til et arrangement fra 5 til 9 om aftenen. Det viste sig at være en slags åbent hus med folk, der kom dumpende lidt ad gangen. Vi kom jo pænt kl. 5 og forventede selv, at vi skulle blive til 9, men forstod konceptet og tog afsked ved halv 8-tiden. Til denne fest blev vi inviteret til "drinks" 1. juledag hos en anden af Steffens kolleger. Men da de jo spiser julemiddag denne dag forventes vi vel at fordufte efter et par timer ? En sød dame i nabolaget kom ind en dag og præsenterede sig og inviterede os til en nabo-komsammen efter jul. Det er fra 6-8. Ja, sådan gør man her, man sidder ikke i timevis sammen ved bordet og hygger sig som hjemme.

I strikkeklubben i torsdags havde jeg fedtebrød og lune æbleskiver med jordbærsyltetøj og flormelis med. Det gik som varmt brød, og snakken gik om skandinaviske forfædre, og pepperkakor og jeg ved ikke hvad. Alle forsøgte at udtale "Æbleskiver" og "fedtebrød" til stor moro for os alle.

Jeg fik en lang snak med en psykoterapeut, som havde skrevet en stor opgave under sin uddannelse, hvor hun havde sammenlignet danske og amerikanske uddannelsesforhold. Meget spændende. Hun var meget imponeret af både uddannelsesforhold og sundhedssystem. Ja, vi har virkelig noget at være glade for i det lille smørhul.

Lidt senere kom 3 yngre kvinder, som var meget interesserede i at snakke også. De var lige kommet hertil for 4 måneder siden fra hver deres stat, og arbejdede hver for sig i en frivillig organisation for en minimal løn. Peace Corps America. En arbejdede i Apple Seeds, som jeg har meldt mig til som voluntør. Den arbejder med at lave skolehaver på alle skoler og undervise børn i havedyrkning og at lave sund mad. Jeg regner med at starte i det nye år, når der skal starte aktiviteter. Hun havde også en veninde, der læser til Steinerlærer i nabostaten Missouri, så hun vidste rigtig meget om "Waldorf" pædagogikken, som Steiner-pædagogik kaldes her. Meget spændende at snakke med hende, og spændende at prøve at forklare pædagogikken for de to andre, som ikke rigtigt vidste noget om det! Det var en stor mundfuld. På engelsk.
For øvrigt bor hun meget tæt på mig, og jeg blev inviteret til at være med i en anden strikkeklub, som de også er med i. Om onsdagen! Skønt.

Steffen kom og hentede mig, og blev lidt og fik et glas vin og en lille snak med Cynthia. Inden vi gik, blev vi inviteret til Nytår hos hende, hvis vi ikke havde andre planer. På et hvilket som helst tidspunkt efter 8. Vi kunne medbringe noget "finger-food", hvis vi ville, men der ville være masser af mad, det var ikke nødvendigt. Det lyder som åbent hus. Hun bor på Mount Sequoyah. Det er nogle pænt store huse deroppe på bjerget, så det bliver da vist spændende!

Her lørdag aften har vi været i Walton Arts Center og set balletten "Nøddeknækkeren" med Moskva-balletten! Vi bestilte billetter, da vi så de skulle komme hertil, den chance kunne vi ikke lade gå fra os. Der kommer faktisk mange gode forestillinger og koncerter her til byen. Der er nogle rige sponsorer, og et stort interesseret publikum, som bakker op om det. Walton Arts Center er jo bygget med Walton familien som hovedsponsor. Walton familien ejer bl.a. Walmart butikker over hele USA og hele verden. De er temmelig rige, og donerer mange penge også. De er her fra Arkansas.
Steffen har aldrig været til ballet før, og jeg har været til én. (For øvrigt i Moskva for 24 år siden, pudsigt nok). Det var en meget dejlig oplevelse. Selvom musikken ikke var live, var det meget medrivende. Smukke kostymer, kulisser, dansere og den velkendte musik. Imponerende hvad menneskekroppen kan.

Vi har forsøgt at følge med i "Julestjerner", kan se det på computeren. Nogle aftener har vi set op til 4 afsnit, hvis vi var bagud, så vi kan snart sangene udenad.

Vi  syntes, vi ville bidrage til julestemningen derhjemme, så vi vil gerne præsentere en lille julefilm, special edition, optaget med håndholdt kamera på Mount Sequoyah da vi var til julemarked deroppe.

Glædelig jul allesammen!

Det er også USA.

Her til aften åbnede vi tilfældigt tv´et på CNN kanalen, som transmitterede fra et møde holdt i Newtown, Connecticut. I denne by var der et skole-skyderi på Sandy Hook Elementary School fredag morgen, hvor 20 børn og 7 voksne blev dræbt af en 20-årig ung mand.

Tilhørerne var de berørte borgere.Vi har fulgt talerne fra mødet, borgmesterens, præsident Obama´s, og bønner fra præster fra mange forskellige trossamfunds kirker. Der bliver talt om smerten, sorgen, vreden, kærligheden, om de mennesker der ikke er her mere, om sammenhold mellem de der er tilbage, i familien, i det lille bysamfund, hvor det skete, i hele landet, hvordan kommer vi videre, hvad kan vi lære af hele situationen. Der var rørende interviews med familier til de dræbte, portrætter af de døde, oplæsning af alle navnene.

Præsident Obama talte om, at man nu ikke må lade det blive hverdagskost, at så mange skyderier sker i samfundet. Han vil forandring, og erkender det ikke er enkelt. Ikke en enkelt lov eller et sæt af love kan forhindre lignende tilfælde, men noget må der gøres, for "vi gør det ikke godt nok". Han vil samle professionelle indenfor politi og retsvæsen, skolevæsen, sundhedssystem for at diskutere en måde at komme videre på.

Våbenlovgivningen har været meget ivrigt til debat i tv de seneste dage. Våbentilhængerne påstår, at man har ret til at have våben, så man kan forsvare sig. De våben der blev brugt i fredags var 3 halvautomatiske våben i hjemmet, som var anskaffet på lovlig vis af drabsmandens mor.

Æbleskiver.

Igår havde vi inviteret Christian og Kai på æbleskiver. Æbleskiver er et ukendt begreb herovre, men Christian havde en æbleskivepande med. Jeg stod for bagningen, og da æbleskiverne stod på bordet sammen med syltetøj og flormelis, stearinlys og juleservietter, indfandt julestemningen sig!

Og med et smukt leveret musikalsk indslag blev stemningen i top!

Træd varsomt på de bonede gulve.

Lørdag tog vi til julemarked på Mt. Sequoyah. Det var anderledes, en blandet landhandel af hjemmelavede ting, håndarbejde, håndværk, keramik, kunst og hjemmefremstillet slik, syltetøj og hjemmebag. Manglede hyggen, synes jeg. Men venlig stemning. Der var også lidt optræden, hvoraf vi så :"Irish dancers".

Søndag var vi på juleshopping i en "Mall", som er en slags storcenter med alle mulige slags butikker. Herovre er det mest det, der er. En egentlig bymidte, som vi kender det fra danske byer, findes ikke. Så man tager sin bil og kører til en "Mall" for at "tage ned og gå i butikker". Kan sammenlignes med Rosengårdcentret. Jeg gentager måske mig selv, men folk her er altså utrolig venlige og hjælpsomme. Man bliver hilst, når man går ind og ud af butikker, og man bliver spurgt, om man har brug for hjælp til at finde noget. Og det er på en meget venlig og ikke påtrængende måde.

F.eks. var jeg i mit lokale supermarked igår, hvor jeg stod og prøvede at finde mørk sirup og potaske til brunkager. En ung medarbejder kom hen og spurgte, om han kunne hjælpe. Han gik på opgaven med krum hals, googlede ordene, og fandt "molasses" som nok kommer tættest på det, vi kalder mørk sirup. Potasken fandt han ikke. Han spurgte også, hvor jeg kom fra, hvad jeg lavede her i Fayetteville, og hvad jeg skulle bruge varerne til. Da jeg senere kom op til kassen for at betale, kom han og pakkede varer for mig, imens vi fik en hyggelig snak om, cykelstier, og Norfork Lake som han var vokset op ved, og fiskeri osv. Til sidst bar han varerne ud for mig til bilen. Det er helt almindelig service her!

Der kunne vi altså lære  noget, Fakta og Netto!! "Bon me´?" er snart det eneste, man får ud af en medarbejder, når man handler der...Måske et "ha´ en go´ dag" uden øjenkontakt, mens de er ved at slå varer ind for den næste kunde, og man febrilsk forsøger at samle sine varer sammen så hurtigt som muligt, mens man sørger for at flødebollerne ikke bliver mast af de 4 liter letmælk, der rykker hastigt nærmere.. Men i disse butikker er der jo heller ikke for meget personale, i modsætning til herovre, hvor det ser ud, som om de er nok til at kunne tage det forholdsvis stille og roligt. Hvad er det der gør forskellen ? Folk syner mere afslappede og tilfredse her..

Om eftermiddagen tog vi med Kai og Christian ud at bowle.
Et lille fejltrin på det glatte gulv, var han presset ? Steffen forvred sit knæ og måtte gå og humpe et par dage. Det går meget bedre nu, han cykler igen.

Bowling er meget som derhjemme, blot tillades alkohol ikke. Alkohol har i det hele taget en meget mindre rolle i det sociale liv her. Jeg har kun én gang hørt nogen på gaden en fredag aften, som var lidt fulde. Der er en helt anden kultur på det område. Man kan godt få vin eller øl til maden på restaurant, men det er ikke almindeligt at få det. Man kan også gå ud at få en øl, men det forventes at man bestiller mad til, hvis man bliver hængende. Unge skal være 21 før de kan købe og få serveret alkohol. Nogle supermarkeder har et mindre udsalg af vin og øl, men ikke alle. Der findes butikker, som udelukkende sælger vin, øl og spiritus, de kaldes "Liquor Stores". Ved kassen står et skilt, hvorpå der står, at man kan blive bedt om at vise legitimation, hvis man ser ud til at være under 40!

Vejret har taget et skift, det er har nu været under frysepunktet et par nætter, og ret koldt om dagen. Heldigvis skinner solen de fleste dage stadig.

Fik bagt brunkager efter Ebba Viola´s opskrift, de er nu ikke helt, som jeg husker dem, men ok. Alle ingredienser er jo anderledes end dem jeg er vant til at bage med, så det er jo derfor.
Fik en fin julehilsen fra Munkebo med julehjerter, som jeg skal finde et fint sted til.

Kor med tåre-garanti !

Jeg var på vej ned at handle igår eftermiddags, da jeg opdagede en kuvert sat fast i klemmen på vores post kasse. Det var adresseret til "Denmark Neighbours", altså os. I kuverten var et fint julekort, og en invitation til at gå med vores to søde nabo-damer til koncert i en nærliggende kirke! Vi skulle bare sige til, så kunne vi køre med Ramona og Martha derned. Jeg susede selvfølgelig straks over til Ramona og sagde ja tak. Så måtte jeg udskyde strikkeklubben.

Jeg fik handlet, bl. a. til at bage lagkagebunde, da vi skulle til "Pot luck" fredag, (dvs. sammenskudsgilde), som er årets julefrokost på Steffens arbejde. Jeg bagte fir-kantede lagkagebunde i et ildfast fad i mangel af bedre, og kogte vaniljecreme.

Koncerten med titlen "Winterfest" foregik i "United Babtist Church", en meget stor kirke med et flot kirkerum, hvor scenen var sat op. Koncerten bestod af 4 afdelinger, først 2 forskellige aldersopdelte store børnekor ca. 40 i hvert, dernæst 2 voksen kor med uni studerende. "Concert choir" på ca. 70 sangere, og "Scola Cantorum" med ca. 50. En virkelig vel-klingende messing-blæser kvintet bandt det hele sammen med dejlige julemelodier, når alle sangerne skulle ned og op på scenen. Kvaliteten var rigtig god i alle korene, en virkelig fantastisk koncert. Mange numre kendte vi fra vores egne jule koncerter, og der var også 3 stykker fra Handels Messias. Det sidste kor som er næsten professionelt lavede et fantastisk nummer fra Nigeria som afslutning på deres afdeling : "Betelehemu". Prøv lige at søge på det, og hør det på youtube ! Det ellers meget stilfulde og klassiske kor livede fuldtændig op med trommer, tamburiner og andre rytmeinstrumenter og bevægelser og klap. Vildt. Publikum rejste sig spontant og klappede helt vildt bagefter!
Som afslutning på koncerten kom alle 4 kor på scenen (ja de kunne ikke rigtig være der, så de stod på hver side nede på gulvet også), og så sang de "Hark the herald angels sing", ""Angels we have heard on high" og "O come all ye faithfull". Fantastisk rørende at høre så mange stemmer i fælles klang. Der begyndte det altså at svide i øjnene, og jeg tror vi begge for alvor mærkede, hvor vi savner at synge i vores kor. Det er jo den første jul i mange, mange år, vi ikke har julekoncerter at øve os til og hele det fællesskab, der er ved det.
En meget dejlig aften.

Da vi kom hjem lagde jeg lagkage sammen, så den var klar til start i dag, hvor jeg drog afsted på gåben mod uni til julefrokosten som var kl. 12 middag. Fik den pyntet i laboratorie køkkenet, og så afsted.

Lad mig sige det sådan : det var en anderledes julefrokost, set med danske øjne. Først stod vi i kø ude på gangen en halv times tid. Det var sådan set meget hyggeligt, for så blev jeg præsenteret for nogle af kollegerne, og vi kunne stå og snakke lidt der. Så kom vi op til maden. Uni havde leveret skinke og kalkun, kartoffelmos og sukkerbrunet yams. Dertil spændende tilbehør, som folk havde haft med. Dernæst dessert, som også var medbragt. Uni gav sodavand, alkohol må ikke nydes på matriklen. Så spiste man ved små og større borde, ca. en times tid, så begyndte folk at gå tilbage til deres kontorer og laboratorier, for at fortsætte arbejdsdagen. Vi hyggede os ved vores bord, blev siddende til ca. kvart i to, og det var så årets julefrokost!

Lagkagen blev spist til sidste krumme!

Tålmodighed !

Tålmodighed er en dyd, som er god at have i store mængder, hvis man bliver syg og skal til lægen, her hvor vi er i hvert fald.

Det undrede os, at det var så let at blive modtaget på skadestuen i søndags, men måske var det fordi det var "emergency" ? Da jeg tirsdag ringede for at få en tid til kontrol på den klinik, vi var blevet anvist, var det en anden sag. Da det var en uni klinik, skulle de først finde patienten i deres system, og da de ikke kunne det udfra adgangskort nummer og navn og titel, ville de slet ikke give ham en tid. Jeg var lidt desperat, så jeg pressede på, for at den noget modvillige sekretær kunne undersøge det nærmere, og hun lovede at ringe tilbage. Da hun efter 2 1/2 time ikke havde givet lyd, ringede jeg igen. Nårh nej, det var mig med manden, nej hun kunne ikke finde ham i systemet, så hun kunne ikke give ham en tid. Nå, dagen var nu så fremskreden, at patienten havde det en anelse bedre, så vi opgav at få en tid den dag.
Steffen ringede senere og kom igennem til et andet lægehus, hvor han fik en tid næste dag. Vi har begge tegnet en sygeforsikring, men de enkelte forsikringsselskaber samarbejder jo med bestemte lægehuse og hospitaler, derfor skal man finde en af dem. Da han ringede, var sekretæren ikke sikker på, de havde et sådant samarbejde med vores forsikring, men da vi dukkede op dagen efter, var alt i orden.

Som ny i lægehuset, skulle Steffen som det første vise forsikringspapirer og ID. Dernæst udfylde en formular med en masse spændende spørgsmål. 3 sider med helbredsoplysninger, både om den nuværende sygdom, og sygehistorie og helbredsoplysninger i det hele taget. Foruden oplysninger om forbrug af alkohol, tobak, narkotika og kofein! Hvor mange kopper om dagen Hr. Madsen ?
Så har de sådan et system, hvor patienten kommer ind (ventede kun 1 kvarter) til en sygeplejeske, som måler højde, vægt, BT og spørger til sygdommen. Så bliver patienten efterladt i rummet :"Lægen kommer lige om lidt!" Efter 1/2 time kom lægen så.

Ja, så tålmodighed er en dyd.

Som vi kender det fra andre forsikringer, er der også her en selvrisiko for lægebesøg. Afhængigt af forsikringsselskab varierer beløbet. Så man betaler altså selv et beløb uanset hvad. Det gør nok, at de fleste kun besøger lægen, hvis det er virkelig nødvendigt.
Jeg er en stor fan af offentlig dækning af sundhedsvæsenet i Danmark, og synes det er af stor betydning, at vi har sundhed for alle uanset indkomst. Men måske kunne man indføre en indkomstbestemt mindre afgift pr. lægebesøg for at komme unødvendige lægebesøg til livs ? Man hører jo om, at nogen går til lægen rigelig ofte ? Og dermed belaster sundhedssystemet unødigt. Jeg mener, vi skal jo spare, hvor vi kan. Måske kunne der ske en omfordeling af ressourcerne på den måde. Selvfølgelig skal der differentieres, så man ikke straffes økonomisk, hvis man er ofte syg, eller får en kronisk sygdom.

Nå, patienten overlevede, og er idag cyklet på arbejde, lidt bekymret for om han kunne klare bakkerne op til uni, men det går nok...

Vi modtog en fin lille pakke for et stykke tid siden. Indholdet skulle hjælpe os med at komme lidt i julestemning. Det blev vi rigtig glade for! Noget af indholdet kan I se her, hængt op på en Kristjørnegren. (Vi har et enormt Kristjørne træ i haven) :

Pakken kom fra Holstebro, gæt fra hvem?

Vi har ord som sulten og tørstig. Men hvad kalder man det, man hungrer efter garn! Pga. bagagebegrænsninger da vi skulle flyve herover, måtte jeg efterlade mit elskede garn-lager derhjemme. Set i bagklogskabens klare lys, ville jeg nok have kunnet klemme mindst 4 kilo garn mere med, f.eks. i stedet for min ene vinterjakke og et par lange forede støvler!!
Nå, sådan blev det ikke, men da mit medbragte sparsomme lager af garn er ved at rinde ud, satte jeg mig for at opsøge steder, hvor jeg ville kunne anskaffe mig noget. I min lokale strikkebutik kan man få det mest eksklusive lækre garn i virkelig gode kvaliteter. Og til gode priser. Men ganske almindeligt bomuldsgarn til overkommelig pris er der ikke noget af.
Fandt 2 steder, hvor jeg kunne cykle til nogenlunde sikkert, ca. 10 km herfra.
Første butik var en stor stof butik, som også havde et udvalg af garn. Bare ikke det jeg gik efter. Anden butik "Hobby Lobby", kan bedst beskrives som en krydsning mellem Stof og stil, Panduro Hobby, Mega Møblers indretningsting og pynteafdeling lige før kasserne og en kunstmalerafdeling i en farvehandler. Alt dette i en butik på størrelse med Bilka! Her fandt jeg en lille garn-afdeling, hvor jeg fandt noget bomulds- og viscose garn, som jeg kunne bruge. Pudsig garn afdeling. Små lagre af hver type garn, kun få farver i hver kvalitet, og ofte farver som overhovedet ikke passer sammen. Det der fylder mest er 100% acryl garner i babyfarver, eller vanvittige farveskiftegarner. Meget mærkeligt firma.... Nå, jeg fandt noget jeg kunne bruge, og i det hele taget en spændende og inspirerende forretning, som jeg slet ikke har set nok af.

Denne uge er gået hurtigt, det er allerede torsdag, og jeg skal til Strik!
Jeg slutter lige af med et par solnedgangbilleder fra haven i går aftes. Lysene for neden er fra down town Fayetteville.

I

Geologi og Fitness !

På vores cykeltur besluttede vi at svinge forbi Fayetteville Athletic Club, (som vi havde hørt om aftenen før), for at checke stedet og især svømmehallen ud. Det viste sig at blive endnu en af de sjove, finurlige oplevelser, som vi er så heldige at opleve herovre gang på gang. Sådan én af dem, hvor man tror, man opsøger noget bestemt, men går derfra med noget, man ikke havde forestillet sig!
Den unge mand i informationen,Will, tog godt imod os, og gav os den helt store rundvisning i træningslokaler, omklædningsrum og svømmehal. Der var både træning i maskiner, og hold undervisning med alt fra aerobics, body pump, zumba og "hot Yoga". Sidstnævnte et meget populært hold, hvor man laver yoga i ca. 37 graders varme! Svømmehallen viste sig at være en udendørs pool, som om vinteren er overdækket af en slags telt, som holdes oppe af luft, der blæses op. Alt i alt, så det rigtig godt ud.
Imens han forklarede os om medlemsskab og praktiske ting, faldt vi i snak Selvfølgelig om, hvor vi kom fra, om cykling, natur, om Arkansas, og han fortalte, han studerede geologi på uni. Så var jeg jo nødt til at høre, om, hvilke fossiler der er at finde her i nærheden! Så gik han ellers igang med at finde hjemmesider på computeren og fortælle om, hvor fantastisk spændende lige netop Arkansas er på det område. Han fortalte, at Arkansas i tidernes morgen lå der, hvor hav og land mødtes. Så Ozark Mountains er opstået ved, at der på grund af trykændringer er sket en hævning af havbunden. Igennem tiderne har regnvand eroderet landskabet og dannet kløfter, dale og floder. Derfor er der mange spændende fossiler at finde i klipperne og i flodlejerne. Fossiler af havdyr og planter. Jeg har allerede fundet lidt, men øjnene skal jo lige indstilles på, hvad man skal lede efter. Spændende i hvert fald.

Fossiler som jeg fandt i det næsten udtørrede flodleje ved Buffalo River.

Om aftenen tog vi til julekoncert i Springdale, byen lige nord for Fayetteville. Det var både kor og orkester, som opførte traditionelle amerikanske julemelodier, nogle klassiske stykker og så var der fællessang ind i mellem. Dejligt at høre korsang, og dejligt at få lov at synge lidt.

Idag måtte vi bruge tiden på at erfare det amerikanske sundhedssystem på første hånd. Steffen havde fået meget ondt i øret, og vi måtte afsted til en læge. Først finde ud af, hvor vi kunne tage hen. Huske alle forsikringspapirer og så afsted. Det blev til et besøg på Washington Regional Medical Hospital, skadestuen/akutmodtagelsen. Vores forventninger var nok, at et hospital her ville være ret effektivt. Fordi man her selv betaler, eller man skal have en forsikring, som betaler. Og fordi hospitalerne er private, og man må formode, at der er konkurrence imellem dem.
Det startede da også meget lovende. Steffen udfyldte straks en formular med personlige oplysninger, og grunden til, at han var kommet. Så blev han ret hurtigt kaldt ind til en sygeplejeske, hvor han fik optagetjournal, taget temperatur og målt blodtryk. Efter endnu lidt ventetid, blev han kaldt op sammen med 7-8 andre patienter, og de blev vist ind i hver sit konsultationsværelse. Der sad vi så og ventede noget tid igen. Så kom en mand ind og egentlig bare snakkede lidt, hvorpå han gik igen. Noget senere kom en sekretær, som skulle have oplysninger om Steffens forsikringsforhold osv. Derpå ventede vi længe. Var ude at spørge nogen gange, vi troede en overgang, de havde glemt os. Vi følte os dårligt informeret. Da vi havde været på hospitalet i 3 timer, kom lægen endelig. Hun var vældig flink og grundig i sin undersøgelse. Hun var også grundig med at forklare diagnose og behandling. Steffen havde mellemørebetændelse og skulle have penicillin og noget smertestillende. Han fik en recept med.
Ude hos sekretæren fik vi at vide, at regningen ville komme indenfor 10 dage.
Hun var for øvrigt "kindergarden teacher" (=pædagog), og jeg forhørte mig lidt om mulighederne, hvis jeg ville være volunteer i en "elementary school". Børnene starter jo i "school" i det, vi kalder børnehave alder herovre. Som frivillig ville jeg evt. skulle støtte enkelte børn og lave lektier med enkelte børn ad gangen. Måske en mulighed for mig et par dage om ugen? Det vil jeg tænke lidt over.

Så afsted til Walmart efter medicin og handle ind, og så hjem og lave mad. Vi havde jo ikke fået noget siden morgenmaden, så vi var godt sultne. Vi satte os udenfor på terassen og spiste i den lune aften. Patienten fik sin medicin.

Aftensmad på terrassen - 19 grader. Grene til Adventskrans???

Opløftet af den smertestillende medicin, (hvad var det egentlig ? Han må ikke drikke alkohol eller køre bil??), gik Steffen igang med "adventkransen". Klippede grene af fyrretræ og Kristjørn i haven, som han bandt om en krans af avispapir ved hjælp af, hvad tror I ? Fiskesnøre.... Ganske flot! Lysene må vi tænke os til.

Patienten i centrum!

Glædelig Advent til læserne.

Vejret kort !

Idag skal vi ud og cykle til Lake Fayetteville, den gode gamle 30 kilometers tur. Først skal vi lige have strammet håndbremserne. Det slider helt vildt med de stejle bakker, vi okser op og ned ad hele tiden. Det gir´ goe´ ben!

Det er tid at blive klippet, men hvordan finder man en frisør, når man er meget kræsen, og egentlig helst ville vente 10 måneder, til man kunne komme hjem og blive klippet hos sin egen frisør?
I aftes var jeg så heldig at slå to fluer med et smæk på en restaurant, hvor vi var ude at spise. Damen ved nabobordet havde en frisure, som ligner min, og det var godt klippet. Jeg roste hendes hår, og spurgte om jeg måtte få tlf. nummeret på hendes frisør. Hun blev meget glad og vi faldt i snak, og jeg fik nummeret! Det er i en nabo-by, men så laver vi bare en udflugt ud af det!

En ung mand ved bordet faldt ind i samtalen, og på en eller anden måde kom vi til at tale om svømning. Det viste sig, at han var director i Fayetteville athletics Club, hvor der er en svømmehal, hvor man kan svømme baner! Fantastisk. Så skal jeg vist igang med at svømme.

På fisketur / I forskningens tjeneste.

Igår stod vi tidligt op, fordi vi skulle afsted på "fisketur" til den lille by Norfork 2 1/2 times kørsel herfra. Vi var lige forbi uni, for at hente et par store køletasker på vejen. Det var en flot tur, koldt men solskin og blå himmel. Norfork ligger halvvejs gennem Arkansas nogenlunde på højde med Fayetteville. Vejen førte os gennem de velkendte Ozark Mountains til en kæmpe dæmning ved Norfork Lake.

Norfork Lake bag dæmningen.

Her ligger et af USA´s største dambrug, hvor der opdrættes ørreder til udsætning. Steffen havde fået lov til at komme og hente 250 små 2 grams ørreder til sin forskning. Vi ankom i deres frokostpause, så der var ikke et øje, da vi kom. Vi benyttede tiden til at se os omkring ved dambruget og floden, og spiste så frokost oppe ved dæmningen. Så fandt vi først en meget venlig og snakkesalig sekretær, der fortalte om stedet, og derefter en medarbejder som fangede fisk til os.

122, 123, 124, 125.....ca.

De blev fyldt i vores medbragte pink affaldssække, fik pustet noget oxygen ned ovenpå vandet, og så blev sækkene omhyggeligt forsejlet med elastikker og puttet i vores medbragte køletasker. 125 fisk i hver, sådan ca. Der gik ørreder i forskellige størrelser i de forskellige bassiner, fra bittesmå til nogle store krabater. Sjovt at se dem så tæt på. De mellemstore sprang i vandet.

Floden, hvor børn kunne øve sig i at fiske, fyldt med gydende ørreder.

Dambruget har også undervisning af skoleelever, som kommer og studerer fiskene. Ved siden af løber en flod, hvor de havde lavet fine broer og afsatser, hvorfra man kunne fiske. Her kan unge mennesker under 16 stå og øve sig i at fange med flue, men man skal kaste alt ud man fanger, det er kun til øvelse. Fiskene stod nærmest i kø her, ikke fordi dambruget sætter ud her, men fordi der bare er mange her!

Hjemturen til campus føltes længere end udturen. Sådan en tur ville man ikke lige tage derhjemme, ville man? 2 1/2 time hver vej, det er jo lige som, hvis vi tager i sommerhuset og tilbage! Afstandene føles bare anderledes herovre, når landet er så stort.

Og nu til noget helt andet:

Da vi havde været her et par uger meldte trangen sig. Trangen til RUGBRØD. Vi havde fundet skiveskåret rugbrød et sted, men det så ikke så spændende ud. Så jeg besluttede mig til at bage selv. Fandt rugmel i Ozark Natural Store, men skårne rugkerner havde de bare ikke. Jeg fandt skårne havrekerner, og besluttede mig til at gøre forsøget. Jeg researchede lidt på opskrifter på nettet, tog lidt her og der, og startede helt fra start med at lave en surdej over 2 dage, og så 2 dage mere til langtidshævning. Vi synes det blev rigtig godt, og hermed er et nyt brød født! I får lige opskriften.

Det nyfødte brød !

Gry´s Havre-rugbrød:

Surdej :
1. dag : 80 gr. rugmel blandes med 1 dl. lunkent vand. Står et døgn med film løst over.
2. dag : dejen blandes med 80 gr. rugmel og 1 dl. lunkent vand og et mikro-nip tørgær, står 1 døgn igen.

Surdejen er nu klar til brug. Hvis den ikke skal bruges nu, opbevares den i køleskab. Pas på, den vokser!

Dej :
3. dag :
600 gr. (ca. 12 dl.) rugmel
surdejen
2 ss groft salt
6 dl. vand
blandes i en skål, hæver under løs film/viskestykke 1 døgn

4. dag :
2 dl. surdej tages fra og sættes i køleskab (så kører det bare, start herfra næste gang, du bager)
300 gr, (ca. 5 dl) skårne havrekerner (eller rugkerner, eller andre kerner / frø)
3-4 dl. lunkent vand
blandes, hæver i rugbrødsform (28cm) mindst 6 timer.

Glat med lidt vand på hænderne. Drys evt. med sesam, græskarkerner, gryn, frø.
Bages 1 t. 40 min. på nederste rist. 175 gr. C ( 350 gr. F).

God fornøjelse !

Miniferie.

I forbindelse med Thanksgiving holder mange en lille ferie. Det gjorde vi også.

Fredag kørte vi til en mindre by kaldet Eureka Springs ca. 45 miles herfra. Byen er oprindelig opstået omkring nogle kilder, hvor rivaliserende indianske stammer havde "Helle", hvor de kunne mødes og hvile. Senere blev stedet kendt for det helbredende vand i kilderne, hvor folk valfartede til for helbredelse af sygdomme. Senere igen blev det et mere mondænt sted med varme bade og luksus for de rige.

I denne lille by var jeg på efterårs-ferie under mit ophold i Kansas i 1981. Jeg var blevet inviteret på "Løvfaldstur" med en gruppe pensionister i bus. En vældig hyggelig oplevelse, som jeg tydeligt husker. Især et besøg i en lille kirke ude midt i skoven tæt på byen gjorde stærkt indtryk på mig. Kirken blev færdig i 1980, bygget af en arkitekt ved navn Jim Reed, som selv oprindelig er fra Pine Bluff i Arkansas. Kirken er bygget i sten, træ og glas, og man har en fornemmelse af at være midt i naturen. En meget smuk kirke. Selvfølgelig måtte vi besøge "Thorncrown Chapel".

Vi lytter til musik.

Kirken i skoven.

Vi gik derefter en tur i byen, som var frygtelig turistet. Den ene butik efter den anden med de mest skrækkelige souvenirs. Der var mange mennesker, på trods af at det var en meget kold og blæsende dag. Hvordan mon det så ikke er i højsæssonen? Byen er desuden kendt for sine viktorianske huse malet i pastelfarver.

Lørdag var vi ude at cykle på nogle mindre veje ud i den vestlige ende af byen, hvor vi ikke havde været tidligere. Vi kom helt ud på landet, hvor vi passerede roligt græssende Angus kvæg på en mark.

En del af vejen på cykelsti som pludselig hørte op ved et pigtrådshegn. Så måtte vi en anden vej, og op på nogle større veje. På hjemvejen fandt vi en sti gennem et krat, så vi kunne komme på stien igen.
Kørte forbi Campus for at fotografere egern.

Søndag kørte vi med Christian og Kai til Hawksbill Crag, hvor vi skulle "hike" (gå en tur ad en mærket sti). For at komme til vores udgangspunkt kørte vi 1 1/2 time ud af byen gennem meget øde landskab. På vejen gik vi ind og provianterede lidt i en Country-store, en blandet landhandel med servering. Der var ægte cowboys og folk i army tøj, og alt kunne vist købes der, der var ingen andre butikker i miles omkreds. De kiggede ligeså meget på os, som vi kiggede på dem! Det sidste stykke gik stejlt opad til toppen af bjergkammen, hvor der kun var grusvej. Selv deroppe boede folk, og der var kvæg, og endda en kirkegård!

På info tavlen ved parkeringspladsen kunne man læse, hvordan vi skulle forholde os i tilfælde af, at vi skulle møde en bjørn :
1. bak, eller gå i en stor bue uden om, tag små børn på skuldrene,
2. giv bjørnen plads, så vil den sikkert gå,
3. du kan ikke løbe fra en bjørn, den løber 2 gange så stærkt som noget menneske nogensinde har løbet, og desuden klatrer den nemt op i et træ!
4. hvis bjørnen angriber, så slå fra dig med, hvad du nu kan få fat på, opfør dig aggressivt, det er set før at bjørne er blevet skræmt af store kæppe!

Således opmuntrede gik vi en i øvrigt fredelig og flot tur ud til et udkikspunkt på en enorm klippe der ravede ud over dalen. Nu er næsten alle blade faldet af træerne, men alligevel et flot syn ud over bjergene, The Ozarks.

Når der er mere vand i floden er der et vandfald her.

Frokostpause i solen.

Gid vi ku´ flyve!

Hawksbill Crag

Thanksgiving Day.

Idag er Thanksgiving Day. Alle har fri, de fleste butikker er lukkede. En lille hurtig research på nettet fortæller mig, at denne dag har været fejret muligvis siden midt i 1600-tallet. En dag hvor man fejrer høsten og i det hele taget siger tak for, hvad man har. En dag hvor man mødes i familien, og her i USA betyder det, at mange rejser på kryds og tværs mellem staterne for at komme hjem. Jeg har indtryk af at denne dag betyder næsten det samme for amerikanerne, som juleaften gør for os derhjemme. Der er dog en lille historie ved siden af, som jeg fik et lille hint om ved strikke klub aftenen. Jeg sad jo imellem en "african american" og en hvid amerikaner. Og da sidstnævnte begyndte at fortælle mig om, hvad Thanksgiving er, lød der fra min anden side nogle bemærkninger, som gik på at de hvide jo var kommet og havde været ikke så helt ordentlige (for at sige det diplomatisk) overfor de oprindelige indbyggere. Det blev sagt på en humoristisk måde, men jeg forstod jo godt, hvad hun mente. Altså at Thanksgiving er opstået med de mennesker som kom og "erobrede" land fra "the american indians", og at de takkede for noget, som de havde taget uretmæssigt. I kølvandet af Thanksgiving Day kommer American Indian Heritage Day (i morgen), som fejrer de værdier, som de oprindelige indbyggere har bidraget og bidrager med til det amerikanske samfund. Denne dag havde jeg aldrig hørt om før.

Vi havde tænkt, vi skulle lave en kalkun, nu vi er her, men den mindste jeg kunne få vejede 6 kg. Det var lidt voldsomt. Så det blev til en kylling i stedet, da vi bare får 2 gæster i aften : Christian og Kai. Til dessert bliver det en "Irresistable Pecan Pie", som virkelig er tung!

Stuffed chicken !

Nu vi er ved dyr, vil jeg lige fortælle lidt om dyrelivet, som vi er omgivet af.

Når vi sidder i haven, hører vi altid noget pusle, det lyder lidt som solsorte der hopper rundt i visne blade...Store solsorte. Men det er det ikke. Fik næsten et chok første gang jeg så, hvad det var :
De sødeste grå egern med kæmpe haler! De er så søde. De er her overalt, på plænen, i træerne, på taget. Der er også rigtig mange ved cykelstierne og på Campus piler de rundt i hobetal.

Der er en hel del fugle, men de er lidt mere sky. En art der har gjort særligt indtryk indtil videre er en "Northern Cardinal".  De har besøgt vores have tidligt om morgenen i par, hannen er skrigende rød, med en lille sjov top, ligner en papegøje, hunnen er lidt mere afdæmpet i farven. De er bare utroligt flotte.

Der er en del rovfugle også, som vi især ser, når vi er ude at cykle. På motorvejen ser vi nogle trafikdræbte dyr i vejkanten med jævne mellemrum. Det er bæltedyr og vaskebjørne. Desværre har vi ikke set dem i levende live endnu.

Ude i "The Ozark Mountains", som vi faktisk befinder os midt i her i Fayetteville, findes der faktisk mange spændende vilde dyr. Bjørne, hyæner, elge, pumaer osv.

Om aftenen hører vi cikader som nok synger på sidste vers inden vinteren. Den lader i øvrigt vente på sig, vinteren. De sidste to dage er temperaturen lige krøbet op på 20 gr. Men det er da OK.

Flashbacks !

Fredag cyklede jeg en tur syd på til Walker Park. Jeg udforsker mit kort og det er nogengange en fordel, at jeg ikke kan se højdekurver på mit bykort. Turen derned gik af sig selv, bare måtte jeg sørge for at bremse godt ! Så turen op igen, kan I nok regne ud, var lidt mere op ad bakke!

Steffen og jeg mødtes til en fredagsøl igen (tadition?), og vi blev hængende til det var tid at finde Barnhill Arena på Uni. Vi havde nemlig bestemt os for at gå til en volleyball kamp Arkansas vs. Georgia.
Og så var det tid for flashbacks til 1981-82 hvor jeg var i Kansas som udvekslingsstudent i High School. En volley kamp er jo ikke bare selve kampen, men i høj grad alt det udenom. (Eller basket, football eller et hvert andet sportsarrangement). Først blev spillerne præsenteret en ad gangen mens de løb ind på banen med højde og navn, mens de vinkede til folk. Så rejste man sig og med ansigtet vendt mod "Stars and Stribes" og orkestret spillede "Nationalhymnen". Ja, så var der jo publikum, som råbte og sang, så var der et kæmpe orkester (alle slags blæsere og trommer 40-50), af uni studerende som peppede kampen op med slagsange og marcher og accompagnement til "Pep club", en stor gruppe studerende som sidder ved siden af med kampråb, sange og diverse kamp bevægelser og dans på stedet. Så var der jo ikke mindst "Cheer-leaderne", som her var i selskab med hver sin hærdebrede fyr, 1 1/12 gang så høj og dobbelt så bred som pigen. Deres opgave var dels kamp råb i megastore megafoner, og   meget spektakulært at løfte pigerne op i strakt arm !! (Ja, én arm!), når der var time-out eller pause. (Her kommer en video, tryk på trekanten nederst til venstre.)

 I den store pause midtvejs kom et hold på ca. 25 unge kvinder ind i pallet miniskørter og dansede en slags jazz ballet. Og så var der jo maskotten for University of Arkansas : "The Razorback", som er et karrikeret rødt vildsvin!! 2 af disse fyre gik rundt mellem publikum og piskede stemningen op. Og sidst men ikke mindst blev hele kampen speaket af en fuldstændig overgearet mandsperson, som råbte i mikrofonen hver gang der var serv og mål og andet.
Det var sjovt at opleve, og samtidig havde jeg denne følelse af en let krympen af tæer i skoene, fordi det er så overgearet, og hvordan gebærder man sig midt i sådan en heksekeddel af fans, som går vildt meget op i det, når man ikke selv har noget særligt forhold til det ?? Kampen varede to timer, var på et rigtig godt niveau, og sjov at se.

"The Razorback!" .... og os.

Lørdag tog vi cykeltøjet på og cyklede til Lake Fayetteville, hvor jeg havde været først på ugen. Solen skinnede selvfølgelig, og vi nød turen.

Pausetid, så vi lige kan svede lidt af.

Om aftenen tog vi ind til Fayetteville sammen med Christian og hans søn Kai på 6 år for at overvære juleudsmykningen "Light og the Ozarks" blive tændt. Vi kom ved halv 6 tiden, og jeg tror nærmest hele Fayettevilles befolkning (73.800) havde fået samme idé. Vi stod tæt pakket sammen med alle de andre og kl. seks blev der talt ned og de imponerende lys blev tændt. Det var virkelig overvældende. Så kom en endeløs parade af handelsdrivende, firmaer, kirker, kennelklubber, butikker, skønhedsdronninger, børn og andre i store trucks med anhængere, den ene efter den anden, nogen mere vellykkede end andre. Vi havde hørt at der skulle komme en kamel som børnene kunne ride på og at man kunne se et levende rensdyr formedelst 1dollar. Desuden skulle Santa komme som rosinen i pølseenden. Efter en halv times tid syntes vi det var nok, og så tog vi ud at spise mexicansk lidt udenfor byen.

Søndag cyklede vi en tur op til Mt. Sequoyah, en stejl men ikke så lang tur. Vi har regnet ud at det svarer til Himmelbjerget i stigning. Ellers en rolig søndag med lidt shopping og afslapning.

Handheld knitting.

Så har jeg været i Handheld knitting for første gang. Sikken en god oplevelse. Da jeg trådte ind ad døren sad der måske 25 kvinder i alle aldre rundt om et langt bord midt i butikken. Cynthia fik fortalt med høj og klar røst : Her er Gry, og hun er fra Holland ! Alle kiggede, og jeg fik sagt at jeg er fra Danmark. Der blev lavet en plads til mig ved bordet, og jeg blev tilbudt et glas vin efter eget valg.

Snakken gik, men hver gang jeg sagde noget i starten, blev der sådan lidt stille, og jeg blev lyttet til og spurgt til. De var meget venlige og snakkende. Vi snakkede selvfølgelig om strikketøj og hvad vi lavede, men mange emner blev vendt. Jeg snakkede især med de to kvinder, jeg sad ved siden af, men også på tværs af bordet. Der var bare alle typer kvinder fra helt unge i 20érne til op i 60érne gætter jeg på. Vi snakkede om valget, Barack og Michelle Obama, social security, steder man kunne se i Arkansas, hvordan man pensioneres og at mange stadig arbejder selvom de har pension, famileforhold, og den kommende Thanksgiving som er en stor festdag her i landet.

Jeg tog hjemad lidt i 8, fuldstændig høj af den gode og venlige stemning, her skal jeg bare komme hver torsdag. Næste gang er desværre aflyst pga Thanksgiving. Jeg vil nok også gå derned engang i mellem og "drop-in strikke" bare for hyggens skyld. Endnu engang blev jeg fortalt, at der næsten altid vil være nogen i butikken der sidder og strikker. Da jeg gik fik jeg endda et kæmpeknus af Cynthia. Prøv at gå ind på www.handheldknitting.com og se den skønne dame og hendes butik !

Borgerservice !

Igår var vi igen på "Social security Office", for at få et "social security number". Det var et lidt trist sted, med en hel masse mennesker på stole, der var stillet op på lange rækker. I den ene ende sad to uniformerede vagter iført knippel og revolver. En ung og en ældre mand. Den ældre gik en runde en gang imellem. Han var dårligt gående, og vi talte om. at han måske ikke var så meget bevendt, hvis han skulle sætte efter nogen? Man trak et nummer, og på vores stod der at der ville være ca. 49 minutters ventetid. Mange af de folk der sad der, så noget mismodige ud. En ad gangen blev man så kaldt op til en af de tre åbne skranker, eller ind bag ved i et kontor. Da vi blev kaldt op, viste det sig at kun Steffen kunne få et nummer, da min visa-status er en anden. Praktisk betyder det nok ingenting.

Ja de seneste dage er gået med at få cykler og udstyr i orden. Nu har vi alt til faget hørende : pumpe, lappegrejer, lygter og låse. Dejligt at kunne komme omkring på denne måde, havde ikke turdet håbe på det hjemmefra. Idag har jeg endda fundet et nyt sted at handle, uden at komme ud på alt for store veje.

Ja, det der med at handle er jo et kapitel for sig ! Det kan godt være I har hørt det før, eller selv oplevet det : Jeg må bare fortælle det : Udvalget er ENORMT! Selv de mindste butikker er store, og hver enkelt varegruppe har så mange variationer, så man bliver helt træt af at kigge på de forskellige slags, sammenligne priser og indhold. Og hvad man dog ikke kan få altså, det er ikke til at beskrive. Mange madvarer sælges halvt eller helt færdige til at spise. Bare hæld vand på, eller tilsat margarine! Grøntsager og frugt skåret ud, så det er lige til at spise uden besvær, skåret, revet osv. Og så en detalje som ikke er uvæsentlig : Næsten ingenting er genkendeligt. Selv de mærker, vi måske har i Dk er i en anden slags emballage her. På en måde synes jeg det ser meget gammeldags ud ? Men det er jo meget spændende og sjovt også.

Idag var jeg lige forbi turistbureauet igen, og spurgte om den bedste vej til Mt. Sequoyah på cykel. Hun advarede mig på det kraftigste, og om jeg var vandt til at cykle "up hill" osv. Jeg tænkte, jeg bare kunne trække noget af vejen, hvis det blev for stejlt....Det var det, men ikke så slemt endda. Og en fantasisk udsigt over byen deroppe. Så flot! Der ligger et "Retreat Center", som ejes af Methodist Church, hvor der også foregår koncerter mm for offentligheden. Der skal bl.a. være et julemarked.

Ved Mt. Sequoyah Retreat Center.

Udsigt over Fayetteville.

I aften tager jeg til strikkeklubben, er lidt spændt. Var lige forbi Cynthia i Handheld knitting for at sikre mig det var i aften. Jo, jo, og hun "has told everybody about you", og hun kunne huske mit navn!

Omslag i vejret.

Igår søndag var vejret slået om da vi vågnede. Det var mørkt og regnede næsten uafbrudt hele dagen. Vi kom kun ud, da vi sidst på eftermiddagen kørte ud og handle. Det var dagens motion!

I dag mandag, var det minus 2 gr. da vi stod op ! Solen skinnede dog igen fra en skyfri himmel, så det løftede humøret. Vi tog afsted for at opsøge kontoret, hvor vi skulle ansøge om et "Social security number", som svarer til vores CPR nr. Et nummer det kan være godt at have, når man skal bo her så længe som vi skal. Desværre havde kontoret lukket, da det er "Veteran´s Day". Vi besluttede at benytte lejligheden til at få åbnet en bank konto, nu vi var afsted, og kørte til "Arvest Bank" tæt på. Det tog ca. 1 1/2 time, hos en venlig bank mand, som ikke var vant til at lave den slags kontoer til "Foreigners". Vi oplever ofte amerikanerne som meget bureaukratiske, man skal udfylde virkelig mange formularer, og underskrive det ene og det andet før man er færdig.
Så tog vi ud i Wallmart, hvor jeg anskaffede en cykelhjelm. og vi købte en cykel nr. 2, så vi kan komme ud og cykle sammen.

Man kan blive ved med at tage billeder af de flotte farver.

Så fulgtes vi ad til Uni, hvor vi gik fra Herodes til Pilatus og fik lavet adgangskort til Steffen et sted, og hentede nøgler til hans kontor flere kilometer derfra på et andet kontor. Desuden gik vi op og så den lejlighed, hvor han og Morten boede under deres sidste ophold her i byen.
Så var det tid for arbejde for Steffen, og jeg gik ned i en cykelbutik for at købe lappegrejer og en cykelpumpe.
Selvom det nu kun er 6 gr. er det varmt når man går op og ned ad de stejle gader i solen, så endnu engang havde jeg fået for meget tøj på. Mon jeg lærer det ?

Hilsen til Pansy !

Disse små fine stedmoder blomster (Pansies) ser man i mange bede inde i byen. De har endda klaret frosten i denne omgang.

Week-end

Koncerten torsdag aften var en dejlig oplevelse. Vi hørte kormusik fra Buxtehude til Ola Gjeilo (nulevende meget hot norsk komponist bosiddende i New York) med Universitetets allerbedste kor "Scola Cantorum".
Dirigenten Stephen Caldwell har et andet kor som er åbent for andre end studerende, Master Choir. Dem skal vi høre mandag aften, og måske kan vi synge i det. Nu må vi se.


Fredag gik jeg til "Hyper building" på Campus, hvor jeg forhørte mig om muligheden for et medlemskab. Når man går ind på Campus området møder man denne advarsel :

 Jeg fik en fin rundvisning og så alle faciliteterne : Svømmehal med olympiske mål, træningssale med maskiner og andre til holdundervisning, basket ball baner. Der var også udlejning af cykler, kano og kajak og campingudstyr. Alt hvad hjertet kunne begære. Endnu engang er jeg imponeret, både af mulighederne, og ikke mindst af den hjælpsomhed amerikanerne kommer en i møde med. Så snart man får pippet om at man er fra Danmark er det "cool".

Bill Clintons hjem, da han var professor på University of Arkansas.

Eftermiddag i haven i 22 gr. med Obama, livet er herligt.
Mødtes på "Hog Brewery" med Steffen til et godt glas amerikansk øl : "Scout Stout"

Lørdag formiddag på expedition til "Ozark Natural Foods", en gigantisk helsekost butik. Den er medlemsejet, COOP som Brugsen derhjemme, og de forhandler udelukkende økologiske, fairtrade varer, så vidt muligt fra lokale virksomheder og landmænd. Virkelig mange spændende varer, blandt meget andet var jeg særlig imponeret af deres mel i løs vægt af så mange slags, jeg aldrig har set før noget sted. Jeg fik handlet lidt til det hjemlige bageri. Skønt med sådan en butik blot et par km væk.

Eftermiddagen brugte vi sammen med Christian. Vi kørte til en sø, "Lake Leatherwood" 1 1/4 times kørsel herfra. Dejlig vandretur rundt om den, på ca. 1 1/2 time, i shorts!

Bare ikke kameraet blæser ned!!

Om aftenen var vi sammen med Christian inviteret hjem til et amerikansk par, Bart og Heidi til spisning. Bart har været mellemmand og sørget for vi kunne bo her i huset. Meget venlige mennesker og dejlig mad.

Pigen med den blå cykel.

Juhuu. Vi har lånt Christian´s cykel. Idag stod vi endnu en gang op til en skyfri himmel og sol. Jeg besluttede mig for en cykeltur ad de gode "trails", der er her i Fayetteville. Jeg fik kigget på kort og tog rygsækken på med de mest nødvendige ting og en lille smule proviant. Vi har meget nem adgang til "Frisco trail" og "Scull creek trail" herfra hvor vi bor. 

Billedet er taget fra vores indkørsel, udsigt mod Fayetteville.

Det er en smuk tur gennem flotte landskaber, langs en flod meget af vejen. Det minder lidt om Å-stien, blot er belægningen støbt og vældig god at køre på. Langs ruten er der med jævne mellemrum kort så man kan orientere sig.

Et kik ned fra en af de mange broer hvor man krydser Mud Creek.

 Jeg besluttede mig undervejs at tage turen ud til Lake Fayetteville og køre rundt om den. Det blev en virkelig flot tur, og lang! En del af turen rundt om søen var på en gangsti som gik op og ned, og hvor jeg ofte måtte af og trække. (Look forward to the trail that will be here). Godt det var en mountain bike, det gjorde det noget nemmere.

Sådan var skovstien på det sidste stykke rundt om søen.

Lake Fayetteville.

Mud Creek med en fiskehejre der er gået!

Turen tog i alt 3 1/2 time, så jeg var godt mør, da jeg kom hjem. I aften tager vi ind til byen sammen med Christian for at høre en kor koncert i Walton Arts Center, byens koncert sal.