torsdag den 6. december 2012

Tålmodighed !

Tålmodighed er en dyd, som er god at have i store mængder, hvis man bliver syg og skal til lægen, her hvor vi er i hvert fald.

Det undrede os, at det var så let at blive modtaget på skadestuen i søndags, men måske var det fordi det var "emergency" ? Da jeg tirsdag ringede for at få en tid til kontrol på den klinik, vi var blevet anvist, var det en anden sag. Da det var en uni klinik, skulle de først finde patienten i deres system, og da de ikke kunne det udfra adgangskort nummer og navn og titel, ville de slet ikke give ham en tid. Jeg var lidt desperat, så jeg pressede på, for at den noget modvillige sekretær kunne undersøge det nærmere, og hun lovede at ringe tilbage. Da hun efter 2 1/2 time ikke havde givet lyd, ringede jeg igen. Nårh nej, det var mig med manden, nej hun kunne ikke finde ham i systemet, så hun kunne ikke give ham en tid. Nå, dagen var nu så fremskreden, at patienten havde det en anelse bedre, så vi opgav at få en tid den dag.
Steffen ringede senere og kom igennem til et andet lægehus, hvor han fik en tid næste dag. Vi har begge tegnet en sygeforsikring, men de enkelte forsikringsselskaber samarbejder jo med bestemte lægehuse og hospitaler, derfor skal man finde en af dem. Da han ringede, var sekretæren ikke sikker på, de havde et sådant samarbejde med vores forsikring, men da vi dukkede op dagen efter, var alt i orden.

Som ny i lægehuset, skulle Steffen som det første vise forsikringspapirer og ID. Dernæst udfylde en formular med en masse spændende spørgsmål. 3 sider med helbredsoplysninger, både om den nuværende sygdom, og sygehistorie og helbredsoplysninger i det hele taget. Foruden oplysninger om forbrug af alkohol, tobak, narkotika og kofein! Hvor mange kopper om dagen Hr. Madsen ?
Så har de sådan et system, hvor patienten kommer ind (ventede kun 1 kvarter) til en sygeplejeske, som måler højde, vægt, BT og spørger til sygdommen. Så bliver patienten efterladt i rummet :"Lægen kommer lige om lidt!" Efter 1/2 time kom lægen så.

Ja, så tålmodighed er en dyd.

Som vi kender det fra andre forsikringer, er der også her en selvrisiko for lægebesøg. Afhængigt af forsikringsselskab varierer beløbet. Så man betaler altså selv et beløb uanset hvad. Det gør nok, at de fleste kun besøger lægen, hvis det er virkelig nødvendigt.
Jeg er en stor fan af offentlig dækning af sundhedsvæsenet i Danmark, og synes det er af stor betydning, at vi har sundhed for alle uanset indkomst. Men måske kunne man indføre en indkomstbestemt mindre afgift pr. lægebesøg for at komme unødvendige lægebesøg til livs ? Man hører jo om, at nogen går til lægen rigelig ofte ? Og dermed belaster sundhedssystemet unødigt. Jeg mener, vi skal jo spare, hvor vi kan. Måske kunne der ske en omfordeling af ressourcerne på den måde. Selvfølgelig skal der differentieres, så man ikke straffes økonomisk, hvis man er ofte syg, eller får en kronisk sygdom.

Nå, patienten overlevede, og er idag cyklet på arbejde, lidt bekymret for om han kunne klare bakkerne op til uni, men det går nok...

Vi modtog en fin lille pakke for et stykke tid siden. Indholdet skulle hjælpe os med at komme lidt i julestemning. Det blev vi rigtig glade for! Noget af indholdet kan I se her, hængt op på en Kristjørnegren. (Vi har et enormt Kristjørne træ i haven) :


Pakken kom fra Holstebro, gæt fra hvem?

Vi har ord som sulten og tørstig. Men hvad kalder man det, man hungrer efter garn! Pga. bagagebegrænsninger da vi skulle flyve herover, måtte jeg efterlade mit elskede garn-lager derhjemme. Set i bagklogskabens klare lys, ville jeg nok have kunnet klemme mindst 4 kilo garn mere med, f.eks. i stedet for min ene vinterjakke og et par lange forede støvler!!
Nå, sådan blev det ikke, men da mit medbragte sparsomme lager af garn er ved at rinde ud, satte jeg mig for at opsøge steder, hvor jeg ville kunne anskaffe mig noget. I min lokale strikkebutik kan man få det mest eksklusive lækre garn i virkelig gode kvaliteter. Og til gode priser. Men ganske almindeligt bomuldsgarn til overkommelig pris er der ikke noget af.
Fandt 2 steder, hvor jeg kunne cykle til nogenlunde sikkert, ca. 10 km herfra.
Første butik var en stor stof butik, som også havde et udvalg af garn. Bare ikke det jeg gik efter. Anden butik "Hobby Lobby", kan bedst beskrives som en krydsning mellem Stof og stil, Panduro Hobby, Mega Møblers indretningsting og pynteafdeling lige før kasserne og en kunstmalerafdeling i en farvehandler. Alt dette i en butik på størrelse med Bilka! Her fandt jeg en lille garn-afdeling, hvor jeg fandt noget bomulds- og viscose garn, som jeg kunne bruge. Pudsig garn afdeling. Små lagre af hver type garn, kun få farver i hver kvalitet, og ofte farver som overhovedet ikke passer sammen. Det der fylder mest er 100% acryl garner i babyfarver, eller vanvittige farveskiftegarner. Meget mærkeligt firma.... Nå, jeg fandt noget jeg kunne bruge, og i det hele taget en spændende og inspirerende forretning, som jeg slet ikke har set nok af.

Denne uge er gået hurtigt, det er allerede torsdag, og jeg skal til Strik!
Jeg slutter lige af med et par solnedgangbilleder fra haven i går aftes. Lysene for neden er fra down town Fayetteville.








I

Ingen kommentarer:

Send en kommentar