Barbershop i Bentonville.

Torsdag aften gik turen til Bentonville for at mødes med barbershoppen som Steffen synger med. Vi medbragte 2 danske lagkager, bare for en sikkerheds skyld. Vi regnede med at synge lidt for dem, og ellers høre dem synge. Det viste sig at de havde lavet et stort arrangement ud af det. Der var inviteret en kvindelig barbershop gruppe, folk fra ældrecenteret og så ellers en masse barbershoppere og deres koner. Så der var faktisk ret mange mennesker.

Det var helt vildt hyggeligt. Det startede med velkomsttaler, hvor vi jo naturligvis blev præsenteret, og hvor alle andre blev præsenteret. Så startede barbershopperne med at fortælle lidt om hvordan de gør når de mødes. Hvordan de varmer op, fysisk og stemmemæssigt, og vi fik alle lov at være med i den del. Så sang de nogle sange for os, virkelig underholdende. Medlemmerne er nok i gennemsnit mellem 70-80 år, men de går igennem til et 13-tal i stil og show!

Så var det vores tur, og vi sang vort hjemlands sange, bl. a. "I Danmark er jeg født", "Ole sad på en knold", "Opvågni" og nogle andre. Det faldt i god jord. Vi fik i hvert fald stående bifald, det er vist 1. gang i Onkel Tage´s historie. Så var det den kvindelige barbershops tur. Det var en kvartet, og bare så flot.

Så var der pause. Ældrecenteret serverede ost og kiks og snackgrøntsager, og så passede lagkagerne jo godt ind. Og på bedste amerikanske vis blev vi alle opfordret til at introducere os for hinanden alle sammen, og "have a clever conversation of music"! Og så gik snakken. Der er bare ikke nogen generthed ved det, sådan gør man bare her. Og hvor er det befriende og hyggeligt, alle snakker med alle og så skifter man konstant rundt og får snakket med mange forskellige på kort tid. Det er meget forskelligt fra hjemme i Danmark, hvor vi er meget mere reserverede. Nogen kalder amerikanerne for overfladiske, men det synes jeg altså ikke er helt rigtigt. Det er bare en anden måde, men når man vænner sig til det, kan man godt få en rigtig god kontakt også på kort tid. Men man skal være lidt mere modig. (Gælder for mig i hvert fald.)
Vi sluttede af med at lytte til lidt mere Barbershop, og så var det godnat og tak for rigtig dejlig aften!

(Her kommer inden længe nogle billeder)

Koncert, Krebsegilde, mv.

Det er efterhånden trivielt at blive ved med at skrive det : Men tiden flyver altså hurtigere og hurtigere. Der er  en eller anden psykologisk mekanisme der sætter ind, når halvdelen af tiden er gået. Om det så er en sommerferie på 3 uger, eller det er et ophold på 10 måneder. Vi har jo 4 måneder tilbage, og det føles på en måde så kort. Måske er det fordi vi oplever så meget ?

Vi var så heldige at have fået 2 billetter til en symfonikoncert i den nærliggende by Bentonville. Orkestret var virkelig godt, og der var to fremragende solister. En på tværfløjte og en pianist. Musikken var bl.a. af Rachmaninov.

Billederne af orkestret var slørede, så I får et billede af to fra publikum.

Søndag den 21. april var en dejlig varm solskinsdag. Vi var inviteret til "Craw Fish Party" hos Heidi og Bart sammen med nogle af deres venner. Vi dukkede op ved halv 5 tiden, medbringende en dansk lagkage, som altid gør lykke herovre. Det var en rigtig hyggelig eftermiddag/aften i selskab med søde mennesker.

Bart koger krebs i to store gryder på terrassen

Lækre sager kogt i specielle krydderier a la New Orleans.

Serveret i en bunke midt på bordet, og så spiser man med fingrene, bemærk dugen. (Aviser).

Dagen efter havde vi en aftale med en lærer og en gruppe studerende på Universitetet. De skal til Danmark for et kort ophold og studere i maj/juni. Vi havde forberedt en powerpoint og foredrag om Danmark, som vi fik fremlagt for første gang. Det var med lidt sommerfugle i maven, men det gik rigtig godt. Det er så svært at begrænse sig, men der er jo en grænse for, hvor lang tid man kan fange et publikum. Der var mulighed for spørgsmål og kommentarer undervejs, så det gjorde det dejlig afslappet.

Onsdag kom så den længe ventede dag, hvor Onkel Tage ankom til NWA Regional Airport. Vi hentede de glade men ret trætte mennesker, der havde rejst i næsten et døgn. Flot klaret! Desværre mangler vi to fra familien, men måske de følger os her på blokken. En hilsen herfra i hvert fald!

Morgenmad med jetlag.

Hygge.

Onkel Tage tager University of Arkansas med storm!

Dogwood træer.

Et par billeder fra parken idag. Det er gråvejr og 6 gr. (32 gr i går aftes) og hundekoldt. Men foråret er kommet for at blive. Nu er Dogwood træerne begyndt at blomstre, det er bare flot.

Besøg fra North Carolina.

Dagen efter vi kom hjem fra ferie fik vi besøg af en "gammel" ven i 4 dage. Han var inviteret til at give forelæsning på universitetet, og så hyggede vi os resten af tiden. Bl.a. med besøg på Chrystal Bridges og vandretur ved vandfaldene ved Sweden Creek og Kings River.

Russel med venner.

Frokostpause ved vandfaldet.

Meget trætte, glade venner siger farvel i lufthavnen.

Efter Russels besøg blev det hverdag igen. Temperaturen er steget, og de sidste 3 dage har det været godt varmt! I skrivende stund, kl. halv 6 om aftenen, er jeg trukket ind i det kølige hus. Der er fugtigt varmt og 32 gr udenfor lige nu. Pyha. Men alle siger, det bliver værre til sommer!

Jeg er lige kommet hjem fra min daglige runde i parken. Man kan se fra dag til dag, hvor alting gror! Der er virkelig mange mennesker også, så snart  det bliver varmt. Børn med forældre på legepladsen, ved åen, unge college studerende, der hygger sig på tæpper, spiller volleyball og softball, folk i alle aldersgrupper, der går og løber. Især her ved aftenstid er der mange. Vi er så heldige at have et friluftsbad hernede i parken også. Det åbner en gang i begyndelsen af juni, så det glæder jeg mig til allerede!!

Ude godt - hjemme også godt !

Turen hjem fra Amarillo, Texas, gennem Oklahoma til Fayetteville gik fint. Der havde dagen før været et værre uvejr med sne, tordenvejr og tornadoer, men vi rejste bagefter det heldigvis. Der var sket en hel del uheld på vejene kunne vi se, sikkert pga det glatte føre. En del biler/lastbiler stod i rabatten.

Som vi nærmede os Arkansas blev vejret mildere, og træerne var så småt blevet lysegrønne. Det var skønt at se. Næste dag gik jeg en tur i vores "egen" park, og her kommer nogle billeder derfra.

Så fik vi kulden ....

Imorges begyndte vi så hjemfarten mod Arkansas. Vi forlod Carlsbad i 24 gr. Celsius og støvstorm. Temperaturen var faldet lidt fra de ca. 30 gr. der havde været de to dage vi havde været der.

Vores mål idag var Amarillo, Texas, hvor vi skal overnatte, inden den lange tur imorgen på 7 1/2 time. Undervejs havde vi planlagt at gøre et stop i Palo Duro State Park. Den har USA´s 2. største canyon (kløft) efter Grand Canyon.

Landskabet ud af New Mexico ændrede sig hurtigt. Det blev fladt, fyldt med oliepumper og ellers meget øde. Støvstormen fulgte os ind i Texas, i ca. 500 km. Temperaturen faldt mærkbart undervejs.

Da vi kom til Palo Duro åbnede jorden sig ned ét, og der viste sig et utroligt landskab. En kløft med vægge i orange, gule, turkise farver. Meget specielle geologiske formationer i et landskab med mange træer, og kaktus og små blomster.

Vi tog en masse tøj på, temperaturen var nu nede på 5-6 gr, og gik en 10 km. vandretur gennem et område, hvor vi rigtigt kunne studere de smukke omgivelser.

Vi blev virkelig belønnet med et flot syn, da vi nåede turens mål : "The Lighthouses" (= fyrtårnene).
Imorgen går turen hjem igen, der er lovet sne her i Amarillo i nat! Brrrrr! Det er koldt, under frysepunktet nu!

Verdens 8. Vidunder.

Carlsbad Caverns beskrives som verdens 8. vidunder. Det er velfortjent. Vi så dem med vores egne undrende øjne idag.

Udviklingen af Carlsbad Caverns startede for ca.250 millioner år siden. Kort fortalt startede det med et rev i en meget stor sø. Søen tørrede ud og efterlod et lag af gips og mineralsalte ovenpå revet. 20-30 millioner år senere rejste Guadalupe bjergene sig og brød revet op. Regnvand blandede sig med olie og gasser i jorden til svovlsyre som begyndte at udhule de huler vi kender idag. For omkring 500.000 år siden, hvor grundvandet havde sænket sig, begyndte processen, som har dannet de stalaktitter og stalakmitter vi ser idag. Stalaktitter dannes ligesom istapper, dryp for dryp, blot uendeligt langsommere. Stalakmitter dannes hvor dråben til sidst falder, og vokser derfor ligesom op af jorden.
Der er over 118 huler i Carlsbad National Park, hvoraf Carlsbad Caverns er den største. Der er fundet spor af de oprindelige indbyggere, indianerne, i området, og de har kendt til hulerne, men så vidt vides ikke bevæget sig særlig langt ind.
Den første som begyndte at udforske hulerne, var en 16-årig teenager ved navn Jim White. I 1898 var han ansat på en farm i nærheden, hvor han skulle ride rundt i området og sørge for at indhegningerne om kvæget var i orden. En dag så han noget, der lignede røg komme ud fra en klippehule. Han troede, det var en aktiv vulkan, men fandt ud af det var en kæmpe flok flagermus. Han tænkte hulen måtte være stor med så mange flagermus,og begyndte at udforske hulen. Han havde en olielampe og en stige han havde lavet af træ og jernwire, som han brugte til at reperere hegn med! Han arbejdede sig længere og længere ned, hver gang han kom. I starten alene, men senere hen med en kammerat. Han afsatte mærker med sod, for at kunne genkende, hvor han havde været.

Vi startede med at tage elevatoren de 230 meter ned til en guidet tur på 1 1/2 time rundt i den dybeste del af hulerne. Historien om Jim White fik vi af rangeren Mark, som var en gudsbenådet fortæller og skuespiller. Midt i turen fik han alle 40 deltagere til at sætte sig, og så fortalte han om dengang Jim White var nede i den dybeste del af hulen, lige der hvor vi var. Og hans lampe gik ud. (Alt lys slukkedes.) Og hvordan han havde 3 tændstikker tilbage. Der fik vi virkelig en fornemmelse af, hvor stor en bedrift det har været den gang at udforske så stor en hule med helt anderledes primitive hjælpemidler.! Derudover var han geolog og vidste hvad han talte om.

Vi var overvældede af det ene mere utrolige syn efter det andet. Hulerne var så kæmpestore, og det var som at gå i en kathedral. Vi blev mindet om La Segrada Familia, Gaudis "Ufuldendte kirke" i Barcelona.

Efter den guidede tur tog vi elevatoren op og gik ned ad den naturlige indgang til hulen. Det var lavet som hårnålesving meget af vejen. En spændende oplevelse at gå ned i hulen på den måde og se dagslyset forsvinde.

Vi var ca. 5 timer i hulerne, afbrudt af en kort madpakke tur til overfladen.
Derefter kørte vi en tur ud i området med ørken lige ved siden af. Vi kom ud til et sted man kunne vandre, satte bilen og gik en lille times vandretur ned ad "Rattle Snake Trail" - ja, det er rigtigt, der er klapperslanger her, vi så bare ikke nogen. Til gengæld så vi en masse smukke blomster og kaktus planter !

Ørkenvandring !

Idag gik turen til White Sands National Monument. White Sands er en ørken med det fineste hvide gips sand. Ørkenen dækker ca 800 km2 i det sydlige New Mexico øst for Alamogordo. I den nordlige del af White Sands finder man det sted, hvor amerikanerne prøvesprængte en atom bombe i 1945. Nu er der test center for missiler. I den sydlige del findes nationalparken.

Vi gik i 4 1/2 time igennem ørkenen ad en afmærket rute. Vi havde frokost og 2 1/2 liter vand med. Det var en helt utrolig oplevelse at gå i sandet med Sakramento bjergene mod øst og St. Andres bjergene mod vest.
Turen gik fra et område med høje klitter til et helt fladt område, hvor der dannes en sø, når det i en periode har regnet meget kraftigt. Da vi nåede ud for enden af ruten, opdagede vi et træ, som vi gik ud til, for at kunne sætte os i skyggen og spise madpakken. På vej ud til træet, som var uden for afmærkningen, så vi store misil splinter i sandet. Området med national parken lukker et par gange hver anden uge, når der skal øves med missiler.

Efter ørkenvandringen kørte vi østpå henover Sakramento bjergene. Landskabet ændrede sig fra bjerge med dybe kløfter, til et skov område med skisportssted, til flad prærie med kaktus og tørre buske.
Vi drejede sydover og ankom til Carlsbad her til aften.

Hvad skal jeg sige, når jeg ser ?

Torsdag besluttede vi at køre nordpå langs med Rio Grande floden til Taos. Fra byen Taos kørte vi en rundtur ad en særlig malerisk rute. I dette indlæg vil jeg mest lade billederne tale.

Udsigten over Rio Grande kløften.

1000 år gamle Taos Pueblo, hvor indianere har levet og lever. 

Turister kan komme og kigge, og blive vist rundt.

Vi kom forbi Red River Skisportsstedet, hvor Steffen tog den røde løjpe.

Aftenlys over bjergene på hjemvejen.

Sanctuario Chimayo, vi kom da alt var lukket, et valfartssted for pilgrimme. Man kan hente helbredende jord, fra et helligt sted i kirken.

Kirsebærtræerne blomstrede.

Hvordan skal den forståes ?

Det var mange indtryk på bare én dag. Man kunne bruge mindst en uge i dette område, der er så mange spændende og flotte steder.

I dag var det allerede tid til at sige farvel til Santa Fe. Men først var jeg på Georgia O´Keeffe Museum. Georgia O´Keeffe var en meget spændende dame. Hun var maler og fotograf. Hun døde i 1986, 99 år gammel. Hun er kendt som en af Amerikas vigtigste og mest beundrede modernister. Hun er født i Wisconsin, har boet i New York, men begyndte at komme i New Mexico i 1929. Hun følte sig straks hjemme i New Mexico og flyttede hertil på et senere tidspunkt. Mange vil genkende hendes karakteristiske billeder af blomster i nærbillede, og landskaber med orange jord og bjerge i runde former.

Imens jeg var på museet med Lou Ann, gik Steffen tur på den 1 mile lange "Canyon Road" midt i byen. Canyon Road er en smal gade, hvor gallerierne ligger side ved side. Der skulle være omkring 250 kunstgallerier i Santa Fe. Der er mange smukke, sjove anderledes små huse med alskens kunst.

Efter frokost hvor vi tog afsked med Lou Ann, gik turen videre mod Alamogordo i det sydlige New Mexico. Turen gik igennem lange, lange stræk udover prærien, hele tiden med bjerge på begge sider.

Vi kom til "Three Rivers", hvor vi kørte fra vejen ind til et sted, hvor der er fundet 21.000 petroglyffer, som man mener er 10.000 år gamle. Vi gik ind i området, lyset var fantastisk, solen stod lavt.