På fisketur / I forskningens tjeneste.

Igår stod vi tidligt op, fordi vi skulle afsted på "fisketur" til den lille by Norfork 2 1/2 times kørsel herfra. Vi var lige forbi uni, for at hente et par store køletasker på vejen. Det var en flot tur, koldt men solskin og blå himmel. Norfork ligger halvvejs gennem Arkansas nogenlunde på højde med Fayetteville. Vejen førte os gennem de velkendte Ozark Mountains til en kæmpe dæmning ved Norfork Lake.

Norfork Lake bag dæmningen.

Her ligger et af USA´s største dambrug, hvor der opdrættes ørreder til udsætning. Steffen havde fået lov til at komme og hente 250 små 2 grams ørreder til sin forskning. Vi ankom i deres frokostpause, så der var ikke et øje, da vi kom. Vi benyttede tiden til at se os omkring ved dambruget og floden, og spiste så frokost oppe ved dæmningen. Så fandt vi først en meget venlig og snakkesalig sekretær, der fortalte om stedet, og derefter en medarbejder som fangede fisk til os.

122, 123, 124, 125.....ca.

De blev fyldt i vores medbragte pink affaldssække, fik pustet noget oxygen ned ovenpå vandet, og så blev sækkene omhyggeligt forsejlet med elastikker og puttet i vores medbragte køletasker. 125 fisk i hver, sådan ca. Der gik ørreder i forskellige størrelser i de forskellige bassiner, fra bittesmå til nogle store krabater. Sjovt at se dem så tæt på. De mellemstore sprang i vandet.

Floden, hvor børn kunne øve sig i at fiske, fyldt med gydende ørreder.

Dambruget har også undervisning af skoleelever, som kommer og studerer fiskene. Ved siden af løber en flod, hvor de havde lavet fine broer og afsatser, hvorfra man kunne fiske. Her kan unge mennesker under 16 stå og øve sig i at fange med flue, men man skal kaste alt ud man fanger, det er kun til øvelse. Fiskene stod nærmest i kø her, ikke fordi dambruget sætter ud her, men fordi der bare er mange her!

Hjemturen til campus føltes længere end udturen. Sådan en tur ville man ikke lige tage derhjemme, ville man? 2 1/2 time hver vej, det er jo lige som, hvis vi tager i sommerhuset og tilbage! Afstandene føles bare anderledes herovre, når landet er så stort.

Og nu til noget helt andet:

Da vi havde været her et par uger meldte trangen sig. Trangen til RUGBRØD. Vi havde fundet skiveskåret rugbrød et sted, men det så ikke så spændende ud. Så jeg besluttede mig til at bage selv. Fandt rugmel i Ozark Natural Store, men skårne rugkerner havde de bare ikke. Jeg fandt skårne havrekerner, og besluttede mig til at gøre forsøget. Jeg researchede lidt på opskrifter på nettet, tog lidt her og der, og startede helt fra start med at lave en surdej over 2 dage, og så 2 dage mere til langtidshævning. Vi synes det blev rigtig godt, og hermed er et nyt brød født! I får lige opskriften.

Det nyfødte brød !

Gry´s Havre-rugbrød:

Surdej :
1. dag : 80 gr. rugmel blandes med 1 dl. lunkent vand. Står et døgn med film løst over.
2. dag : dejen blandes med 80 gr. rugmel og 1 dl. lunkent vand og et mikro-nip tørgær, står 1 døgn igen.

Surdejen er nu klar til brug. Hvis den ikke skal bruges nu, opbevares den i køleskab. Pas på, den vokser!

Dej :
3. dag :
600 gr. (ca. 12 dl.) rugmel
surdejen
2 ss groft salt
6 dl. vand
blandes i en skål, hæver under løs film/viskestykke 1 døgn

4. dag :
2 dl. surdej tages fra og sættes i køleskab (så kører det bare, start herfra næste gang, du bager)
300 gr, (ca. 5 dl) skårne havrekerner (eller rugkerner, eller andre kerner / frø)
3-4 dl. lunkent vand
blandes, hæver i rugbrødsform (28cm) mindst 6 timer.

Glat med lidt vand på hænderne. Drys evt. med sesam, græskarkerner, gryn, frø.
Bages 1 t. 40 min. på nederste rist. 175 gr. C ( 350 gr. F).

God fornøjelse !

Miniferie.

I forbindelse med Thanksgiving holder mange en lille ferie. Det gjorde vi også.

Fredag kørte vi til en mindre by kaldet Eureka Springs ca. 45 miles herfra. Byen er oprindelig opstået omkring nogle kilder, hvor rivaliserende indianske stammer havde "Helle", hvor de kunne mødes og hvile. Senere blev stedet kendt for det helbredende vand i kilderne, hvor folk valfartede til for helbredelse af sygdomme. Senere igen blev det et mere mondænt sted med varme bade og luksus for de rige.

I denne lille by var jeg på efterårs-ferie under mit ophold i Kansas i 1981. Jeg var blevet inviteret på "Løvfaldstur" med en gruppe pensionister i bus. En vældig hyggelig oplevelse, som jeg tydeligt husker. Især et besøg i en lille kirke ude midt i skoven tæt på byen gjorde stærkt indtryk på mig. Kirken blev færdig i 1980, bygget af en arkitekt ved navn Jim Reed, som selv oprindelig er fra Pine Bluff i Arkansas. Kirken er bygget i sten, træ og glas, og man har en fornemmelse af at være midt i naturen. En meget smuk kirke. Selvfølgelig måtte vi besøge "Thorncrown Chapel".

Vi lytter til musik.

Kirken i skoven.

Vi gik derefter en tur i byen, som var frygtelig turistet. Den ene butik efter den anden med de mest skrækkelige souvenirs. Der var mange mennesker, på trods af at det var en meget kold og blæsende dag. Hvordan mon det så ikke er i højsæssonen? Byen er desuden kendt for sine viktorianske huse malet i pastelfarver.

Lørdag var vi ude at cykle på nogle mindre veje ud i den vestlige ende af byen, hvor vi ikke havde været tidligere. Vi kom helt ud på landet, hvor vi passerede roligt græssende Angus kvæg på en mark.

En del af vejen på cykelsti som pludselig hørte op ved et pigtrådshegn. Så måtte vi en anden vej, og op på nogle større veje. På hjemvejen fandt vi en sti gennem et krat, så vi kunne komme på stien igen.
Kørte forbi Campus for at fotografere egern.

Søndag kørte vi med Christian og Kai til Hawksbill Crag, hvor vi skulle "hike" (gå en tur ad en mærket sti). For at komme til vores udgangspunkt kørte vi 1 1/2 time ud af byen gennem meget øde landskab. På vejen gik vi ind og provianterede lidt i en Country-store, en blandet landhandel med servering. Der var ægte cowboys og folk i army tøj, og alt kunne vist købes der, der var ingen andre butikker i miles omkreds. De kiggede ligeså meget på os, som vi kiggede på dem! Det sidste stykke gik stejlt opad til toppen af bjergkammen, hvor der kun var grusvej. Selv deroppe boede folk, og der var kvæg, og endda en kirkegård!

På info tavlen ved parkeringspladsen kunne man læse, hvordan vi skulle forholde os i tilfælde af, at vi skulle møde en bjørn :
1. bak, eller gå i en stor bue uden om, tag små børn på skuldrene,
2. giv bjørnen plads, så vil den sikkert gå,
3. du kan ikke løbe fra en bjørn, den løber 2 gange så stærkt som noget menneske nogensinde har løbet, og desuden klatrer den nemt op i et træ!
4. hvis bjørnen angriber, så slå fra dig med, hvad du nu kan få fat på, opfør dig aggressivt, det er set før at bjørne er blevet skræmt af store kæppe!

Således opmuntrede gik vi en i øvrigt fredelig og flot tur ud til et udkikspunkt på en enorm klippe der ravede ud over dalen. Nu er næsten alle blade faldet af træerne, men alligevel et flot syn ud over bjergene, The Ozarks.

Når der er mere vand i floden er der et vandfald her.

Frokostpause i solen.

Gid vi ku´ flyve!

Hawksbill Crag

Thanksgiving Day.

Idag er Thanksgiving Day. Alle har fri, de fleste butikker er lukkede. En lille hurtig research på nettet fortæller mig, at denne dag har været fejret muligvis siden midt i 1600-tallet. En dag hvor man fejrer høsten og i det hele taget siger tak for, hvad man har. En dag hvor man mødes i familien, og her i USA betyder det, at mange rejser på kryds og tværs mellem staterne for at komme hjem. Jeg har indtryk af at denne dag betyder næsten det samme for amerikanerne, som juleaften gør for os derhjemme. Der er dog en lille historie ved siden af, som jeg fik et lille hint om ved strikke klub aftenen. Jeg sad jo imellem en "african american" og en hvid amerikaner. Og da sidstnævnte begyndte at fortælle mig om, hvad Thanksgiving er, lød der fra min anden side nogle bemærkninger, som gik på at de hvide jo var kommet og havde været ikke så helt ordentlige (for at sige det diplomatisk) overfor de oprindelige indbyggere. Det blev sagt på en humoristisk måde, men jeg forstod jo godt, hvad hun mente. Altså at Thanksgiving er opstået med de mennesker som kom og "erobrede" land fra "the american indians", og at de takkede for noget, som de havde taget uretmæssigt. I kølvandet af Thanksgiving Day kommer American Indian Heritage Day (i morgen), som fejrer de værdier, som de oprindelige indbyggere har bidraget og bidrager med til det amerikanske samfund. Denne dag havde jeg aldrig hørt om før.

Vi havde tænkt, vi skulle lave en kalkun, nu vi er her, men den mindste jeg kunne få vejede 6 kg. Det var lidt voldsomt. Så det blev til en kylling i stedet, da vi bare får 2 gæster i aften : Christian og Kai. Til dessert bliver det en "Irresistable Pecan Pie", som virkelig er tung!

Stuffed chicken !

Nu vi er ved dyr, vil jeg lige fortælle lidt om dyrelivet, som vi er omgivet af.

Når vi sidder i haven, hører vi altid noget pusle, det lyder lidt som solsorte der hopper rundt i visne blade...Store solsorte. Men det er det ikke. Fik næsten et chok første gang jeg så, hvad det var :
De sødeste grå egern med kæmpe haler! De er så søde. De er her overalt, på plænen, i træerne, på taget. Der er også rigtig mange ved cykelstierne og på Campus piler de rundt i hobetal.

Der er en hel del fugle, men de er lidt mere sky. En art der har gjort særligt indtryk indtil videre er en "Northern Cardinal".  De har besøgt vores have tidligt om morgenen i par, hannen er skrigende rød, med en lille sjov top, ligner en papegøje, hunnen er lidt mere afdæmpet i farven. De er bare utroligt flotte.

Der er en del rovfugle også, som vi især ser, når vi er ude at cykle. På motorvejen ser vi nogle trafikdræbte dyr i vejkanten med jævne mellemrum. Det er bæltedyr og vaskebjørne. Desværre har vi ikke set dem i levende live endnu.

Ude i "The Ozark Mountains", som vi faktisk befinder os midt i her i Fayetteville, findes der faktisk mange spændende vilde dyr. Bjørne, hyæner, elge, pumaer osv.

Om aftenen hører vi cikader som nok synger på sidste vers inden vinteren. Den lader i øvrigt vente på sig, vinteren. De sidste to dage er temperaturen lige krøbet op på 20 gr. Men det er da OK.

Flashbacks !

Fredag cyklede jeg en tur syd på til Walker Park. Jeg udforsker mit kort og det er nogengange en fordel, at jeg ikke kan se højdekurver på mit bykort. Turen derned gik af sig selv, bare måtte jeg sørge for at bremse godt ! Så turen op igen, kan I nok regne ud, var lidt mere op ad bakke!

Steffen og jeg mødtes til en fredagsøl igen (tadition?), og vi blev hængende til det var tid at finde Barnhill Arena på Uni. Vi havde nemlig bestemt os for at gå til en volleyball kamp Arkansas vs. Georgia.
Og så var det tid for flashbacks til 1981-82 hvor jeg var i Kansas som udvekslingsstudent i High School. En volley kamp er jo ikke bare selve kampen, men i høj grad alt det udenom. (Eller basket, football eller et hvert andet sportsarrangement). Først blev spillerne præsenteret en ad gangen mens de løb ind på banen med højde og navn, mens de vinkede til folk. Så rejste man sig og med ansigtet vendt mod "Stars and Stribes" og orkestret spillede "Nationalhymnen". Ja, så var der jo publikum, som råbte og sang, så var der et kæmpe orkester (alle slags blæsere og trommer 40-50), af uni studerende som peppede kampen op med slagsange og marcher og accompagnement til "Pep club", en stor gruppe studerende som sidder ved siden af med kampråb, sange og diverse kamp bevægelser og dans på stedet. Så var der jo ikke mindst "Cheer-leaderne", som her var i selskab med hver sin hærdebrede fyr, 1 1/12 gang så høj og dobbelt så bred som pigen. Deres opgave var dels kamp råb i megastore megafoner, og   meget spektakulært at løfte pigerne op i strakt arm !! (Ja, én arm!), når der var time-out eller pause. (Her kommer en video, tryk på trekanten nederst til venstre.)

 I den store pause midtvejs kom et hold på ca. 25 unge kvinder ind i pallet miniskørter og dansede en slags jazz ballet. Og så var der jo maskotten for University of Arkansas : "The Razorback", som er et karrikeret rødt vildsvin!! 2 af disse fyre gik rundt mellem publikum og piskede stemningen op. Og sidst men ikke mindst blev hele kampen speaket af en fuldstændig overgearet mandsperson, som råbte i mikrofonen hver gang der var serv og mål og andet.
Det var sjovt at opleve, og samtidig havde jeg denne følelse af en let krympen af tæer i skoene, fordi det er så overgearet, og hvordan gebærder man sig midt i sådan en heksekeddel af fans, som går vildt meget op i det, når man ikke selv har noget særligt forhold til det ?? Kampen varede to timer, var på et rigtig godt niveau, og sjov at se.

"The Razorback!" .... og os.

Lørdag tog vi cykeltøjet på og cyklede til Lake Fayetteville, hvor jeg havde været først på ugen. Solen skinnede selvfølgelig, og vi nød turen.

Pausetid, så vi lige kan svede lidt af.

Om aftenen tog vi ind til Fayetteville sammen med Christian og hans søn Kai på 6 år for at overvære juleudsmykningen "Light og the Ozarks" blive tændt. Vi kom ved halv 6 tiden, og jeg tror nærmest hele Fayettevilles befolkning (73.800) havde fået samme idé. Vi stod tæt pakket sammen med alle de andre og kl. seks blev der talt ned og de imponerende lys blev tændt. Det var virkelig overvældende. Så kom en endeløs parade af handelsdrivende, firmaer, kirker, kennelklubber, butikker, skønhedsdronninger, børn og andre i store trucks med anhængere, den ene efter den anden, nogen mere vellykkede end andre. Vi havde hørt at der skulle komme en kamel som børnene kunne ride på og at man kunne se et levende rensdyr formedelst 1dollar. Desuden skulle Santa komme som rosinen i pølseenden. Efter en halv times tid syntes vi det var nok, og så tog vi ud at spise mexicansk lidt udenfor byen.

Søndag cyklede vi en tur op til Mt. Sequoyah, en stejl men ikke så lang tur. Vi har regnet ud at det svarer til Himmelbjerget i stigning. Ellers en rolig søndag med lidt shopping og afslapning.

Handheld knitting.

Så har jeg været i Handheld knitting for første gang. Sikken en god oplevelse. Da jeg trådte ind ad døren sad der måske 25 kvinder i alle aldre rundt om et langt bord midt i butikken. Cynthia fik fortalt med høj og klar røst : Her er Gry, og hun er fra Holland ! Alle kiggede, og jeg fik sagt at jeg er fra Danmark. Der blev lavet en plads til mig ved bordet, og jeg blev tilbudt et glas vin efter eget valg.

Snakken gik, men hver gang jeg sagde noget i starten, blev der sådan lidt stille, og jeg blev lyttet til og spurgt til. De var meget venlige og snakkende. Vi snakkede selvfølgelig om strikketøj og hvad vi lavede, men mange emner blev vendt. Jeg snakkede især med de to kvinder, jeg sad ved siden af, men også på tværs af bordet. Der var bare alle typer kvinder fra helt unge i 20érne til op i 60érne gætter jeg på. Vi snakkede om valget, Barack og Michelle Obama, social security, steder man kunne se i Arkansas, hvordan man pensioneres og at mange stadig arbejder selvom de har pension, famileforhold, og den kommende Thanksgiving som er en stor festdag her i landet.

Jeg tog hjemad lidt i 8, fuldstændig høj af den gode og venlige stemning, her skal jeg bare komme hver torsdag. Næste gang er desværre aflyst pga Thanksgiving. Jeg vil nok også gå derned engang i mellem og "drop-in strikke" bare for hyggens skyld. Endnu engang blev jeg fortalt, at der næsten altid vil være nogen i butikken der sidder og strikker. Da jeg gik fik jeg endda et kæmpeknus af Cynthia. Prøv at gå ind på www.handheldknitting.com og se den skønne dame og hendes butik !

Borgerservice !

Igår var vi igen på "Social security Office", for at få et "social security number". Det var et lidt trist sted, med en hel masse mennesker på stole, der var stillet op på lange rækker. I den ene ende sad to uniformerede vagter iført knippel og revolver. En ung og en ældre mand. Den ældre gik en runde en gang imellem. Han var dårligt gående, og vi talte om. at han måske ikke var så meget bevendt, hvis han skulle sætte efter nogen? Man trak et nummer, og på vores stod der at der ville være ca. 49 minutters ventetid. Mange af de folk der sad der, så noget mismodige ud. En ad gangen blev man så kaldt op til en af de tre åbne skranker, eller ind bag ved i et kontor. Da vi blev kaldt op, viste det sig at kun Steffen kunne få et nummer, da min visa-status er en anden. Praktisk betyder det nok ingenting.

Ja de seneste dage er gået med at få cykler og udstyr i orden. Nu har vi alt til faget hørende : pumpe, lappegrejer, lygter og låse. Dejligt at kunne komme omkring på denne måde, havde ikke turdet håbe på det hjemmefra. Idag har jeg endda fundet et nyt sted at handle, uden at komme ud på alt for store veje.

Ja, det der med at handle er jo et kapitel for sig ! Det kan godt være I har hørt det før, eller selv oplevet det : Jeg må bare fortælle det : Udvalget er ENORMT! Selv de mindste butikker er store, og hver enkelt varegruppe har så mange variationer, så man bliver helt træt af at kigge på de forskellige slags, sammenligne priser og indhold. Og hvad man dog ikke kan få altså, det er ikke til at beskrive. Mange madvarer sælges halvt eller helt færdige til at spise. Bare hæld vand på, eller tilsat margarine! Grøntsager og frugt skåret ud, så det er lige til at spise uden besvær, skåret, revet osv. Og så en detalje som ikke er uvæsentlig : Næsten ingenting er genkendeligt. Selv de mærker, vi måske har i Dk er i en anden slags emballage her. På en måde synes jeg det ser meget gammeldags ud ? Men det er jo meget spændende og sjovt også.

Idag var jeg lige forbi turistbureauet igen, og spurgte om den bedste vej til Mt. Sequoyah på cykel. Hun advarede mig på det kraftigste, og om jeg var vandt til at cykle "up hill" osv. Jeg tænkte, jeg bare kunne trække noget af vejen, hvis det blev for stejlt....Det var det, men ikke så slemt endda. Og en fantasisk udsigt over byen deroppe. Så flot! Der ligger et "Retreat Center", som ejes af Methodist Church, hvor der også foregår koncerter mm for offentligheden. Der skal bl.a. være et julemarked.

Ved Mt. Sequoyah Retreat Center.

Udsigt over Fayetteville.

I aften tager jeg til strikkeklubben, er lidt spændt. Var lige forbi Cynthia i Handheld knitting for at sikre mig det var i aften. Jo, jo, og hun "has told everybody about you", og hun kunne huske mit navn!

Omslag i vejret.

Igår søndag var vejret slået om da vi vågnede. Det var mørkt og regnede næsten uafbrudt hele dagen. Vi kom kun ud, da vi sidst på eftermiddagen kørte ud og handle. Det var dagens motion!

I dag mandag, var det minus 2 gr. da vi stod op ! Solen skinnede dog igen fra en skyfri himmel, så det løftede humøret. Vi tog afsted for at opsøge kontoret, hvor vi skulle ansøge om et "Social security number", som svarer til vores CPR nr. Et nummer det kan være godt at have, når man skal bo her så længe som vi skal. Desværre havde kontoret lukket, da det er "Veteran´s Day". Vi besluttede at benytte lejligheden til at få åbnet en bank konto, nu vi var afsted, og kørte til "Arvest Bank" tæt på. Det tog ca. 1 1/2 time, hos en venlig bank mand, som ikke var vant til at lave den slags kontoer til "Foreigners". Vi oplever ofte amerikanerne som meget bureaukratiske, man skal udfylde virkelig mange formularer, og underskrive det ene og det andet før man er færdig.
Så tog vi ud i Wallmart, hvor jeg anskaffede en cykelhjelm. og vi købte en cykel nr. 2, så vi kan komme ud og cykle sammen.

Man kan blive ved med at tage billeder af de flotte farver.

Så fulgtes vi ad til Uni, hvor vi gik fra Herodes til Pilatus og fik lavet adgangskort til Steffen et sted, og hentede nøgler til hans kontor flere kilometer derfra på et andet kontor. Desuden gik vi op og så den lejlighed, hvor han og Morten boede under deres sidste ophold her i byen.
Så var det tid for arbejde for Steffen, og jeg gik ned i en cykelbutik for at købe lappegrejer og en cykelpumpe.
Selvom det nu kun er 6 gr. er det varmt når man går op og ned ad de stejle gader i solen, så endnu engang havde jeg fået for meget tøj på. Mon jeg lærer det ?

Hilsen til Pansy !

Disse små fine stedmoder blomster (Pansies) ser man i mange bede inde i byen. De har endda klaret frosten i denne omgang.

Week-end

Koncerten torsdag aften var en dejlig oplevelse. Vi hørte kormusik fra Buxtehude til Ola Gjeilo (nulevende meget hot norsk komponist bosiddende i New York) med Universitetets allerbedste kor "Scola Cantorum".
Dirigenten Stephen Caldwell har et andet kor som er åbent for andre end studerende, Master Choir. Dem skal vi høre mandag aften, og måske kan vi synge i det. Nu må vi se.


Fredag gik jeg til "Hyper building" på Campus, hvor jeg forhørte mig om muligheden for et medlemskab. Når man går ind på Campus området møder man denne advarsel :

 Jeg fik en fin rundvisning og så alle faciliteterne : Svømmehal med olympiske mål, træningssale med maskiner og andre til holdundervisning, basket ball baner. Der var også udlejning af cykler, kano og kajak og campingudstyr. Alt hvad hjertet kunne begære. Endnu engang er jeg imponeret, både af mulighederne, og ikke mindst af den hjælpsomhed amerikanerne kommer en i møde med. Så snart man får pippet om at man er fra Danmark er det "cool".

Bill Clintons hjem, da han var professor på University of Arkansas.

Eftermiddag i haven i 22 gr. med Obama, livet er herligt.
Mødtes på "Hog Brewery" med Steffen til et godt glas amerikansk øl : "Scout Stout"

Lørdag formiddag på expedition til "Ozark Natural Foods", en gigantisk helsekost butik. Den er medlemsejet, COOP som Brugsen derhjemme, og de forhandler udelukkende økologiske, fairtrade varer, så vidt muligt fra lokale virksomheder og landmænd. Virkelig mange spændende varer, blandt meget andet var jeg særlig imponeret af deres mel i løs vægt af så mange slags, jeg aldrig har set før noget sted. Jeg fik handlet lidt til det hjemlige bageri. Skønt med sådan en butik blot et par km væk.

Eftermiddagen brugte vi sammen med Christian. Vi kørte til en sø, "Lake Leatherwood" 1 1/4 times kørsel herfra. Dejlig vandretur rundt om den, på ca. 1 1/2 time, i shorts!

Bare ikke kameraet blæser ned!!

Om aftenen var vi sammen med Christian inviteret hjem til et amerikansk par, Bart og Heidi til spisning. Bart har været mellemmand og sørget for vi kunne bo her i huset. Meget venlige mennesker og dejlig mad.

Pigen med den blå cykel.

Juhuu. Vi har lånt Christian´s cykel. Idag stod vi endnu en gang op til en skyfri himmel og sol. Jeg besluttede mig for en cykeltur ad de gode "trails", der er her i Fayetteville. Jeg fik kigget på kort og tog rygsækken på med de mest nødvendige ting og en lille smule proviant. Vi har meget nem adgang til "Frisco trail" og "Scull creek trail" herfra hvor vi bor. 

Billedet er taget fra vores indkørsel, udsigt mod Fayetteville.

Det er en smuk tur gennem flotte landskaber, langs en flod meget af vejen. Det minder lidt om Å-stien, blot er belægningen støbt og vældig god at køre på. Langs ruten er der med jævne mellemrum kort så man kan orientere sig.

Et kik ned fra en af de mange broer hvor man krydser Mud Creek.

 Jeg besluttede mig undervejs at tage turen ud til Lake Fayetteville og køre rundt om den. Det blev en virkelig flot tur, og lang! En del af turen rundt om søen var på en gangsti som gik op og ned, og hvor jeg ofte måtte af og trække. (Look forward to the trail that will be here). Godt det var en mountain bike, det gjorde det noget nemmere.

Sådan var skovstien på det sidste stykke rundt om søen.

Lake Fayetteville.

Mud Creek med en fiskehejre der er gået!

Turen tog i alt 3 1/2 time, så jeg var godt mør, da jeg kom hjem. I aften tager vi ind til byen sammen med Christian for at høre en kor koncert i Walton Arts Center, byens koncert sal.

Four more years for Obama !

Vi kunne glæde os over den gode nyhed, da vi stod op i morges. Her i Arkansas vandt republikanerne stort, men for hele USA gik det jo bedre.

Solen skinner, og selvom morgenerne er kølige bliver det dejligt lunt sensommervejr op ad formiddagen.
Da vi gik hjemmefra idag, mødte vi nogle af naboerne, som vi faldt i snak med. Et par meget venlige og interesserede ældre damer.
Jeg fulgte jeg Steffen på arbejde, og fandt derefter "Hand held Knitting", som er en garn butik som jeg havde spottet på internettet hjemme i DK. Jeg mødte indehaveren Cynthia, og blev inviteret med i strikke klubben. Man kommer ind fra gaden, hvis man har lyst, og tager bare sit strikketøj med. Der sidder næsten altid nogen og strikker, hyggeligt. Hver torsdag aften er der vin og strik!
Derefter gik jeg til biblioteket og blev oprettet som låner. Det er gratis, og man kan låne mange ting foruden bøger og film. Bl. a. en cykellås! Et meget stort og flot bibliotek som jeg vil benytte mig af, når jeg er færdig med biografien om Obama, som jeg er igang med.
Efter frokost sammen med Steffen gik vi på "The music Department" på uni og fik oplyst dirigenten på et kor, som vi måske er interesserede i at synge i. Vi tager til en koncert med dem i morgen aften i byens koncertsal.

Ankommet - endelig !

Så er vi her. Meget mærkeligt, vi kan ikke rigtigt forholde os til det endnu. Sådan en lang rejse, og så så hurtigt! Især turen over Atlanten er helt surrealistisk, hvis man tænker over det. Vi sidder 600 mennesker i 11 kilometers højde i 8 timer på meget lidt plads. Vi får mad to gange, har mulighed for at se TV, film (jeg nåede bl.a. at se tre Walander krimier, så jeg fik helt ondt i øjnene), og andet på en lille skærm på sædet foran, bl. a. holde øje med flyvehøjde, kilometer til målet, temperatur og hastighed. Vi kan gå på toilettet, vi kan læse, sove og benene vokser!! Det er svært at få sjælen med.
Rejsen var planlagt, så vi havde god tid til at skifte, men på grund af forskellige forsinkelser undervejs måtte vi løbe. Både i Heathrow og i Dallas.I Dallas kom vi 2 minutter for sent til gaten. På det tidspunkt var vi godt nok trætte, og sveddryppende i vores gode varme tøj, som passede til kolde Danmark, men ikke til sommerlige Texas!! Heldigvis kunne vi komme med et fly allerede to timer efter.
Christian hentede os i lufthavnen og kørte os til huset, som skal være vores hjem de næste 6 måneder. Det var jo mørkt da vi kom, men kunne da kende meget fra billederne vi havde fået sendt på mail. Christian kørte os til "Harps", hvor vi handlede ind til lidt aftensmad og morgenmad. Klokken var 4 om natten dansk tid, men 7 timer tidligere her. Vi var så trætte at gulvet gyngede.
Mandag morgen kunne vi så se, hvor vi var! Et dejligt stort hus, mange træer, på en fredelig villavej på en bakke med udsigt ud over Fayetteville. Pga. de mange træer i efterårsfarver er her meget smukt. Solen skinner, og sandalerne blev fundet frem.
Efter at have pakket ud, skypede vi til forældre og børn. Hvor er det altså dejligt vi kan det så let.
Så gik vi en tur ned i byen ca. 1 km herfra. Vi gik gennem en lille park og fulgte en cykel og gang sti, som jeg kommer til at bruge meget, når jeg får en cykel.

Vi fik hilst på Steffens kolleger på uni, og var så ude at spise med Christian. Gik en tur gennem byen, og så bl.a. et vejkryds hvor folk stod og reklamerede for forskellige kandidater til valget. Foruden præsident valget, er der bl.a. valg til borgmester og byråd og forskellige lovforslag. Her i Arkansas skal de bl.a. stemme om det skal være lovligt at anvende hash til medicinsk behandling.




Da vi kom hjem igen tog vi en tur ned til Wallmart, et meget stort supermarked og handlede. Vi så også på cykler, men alle dem jeg prøvede var for korte til benene. Er alle amerikanere kortbenede?
På det tidspunkt kom der et søvntog kørende for os begge. Kl. var kun 19 her, men over midnat dansk tid, så jet lag´et har ikke lagt sig endnu.

I dag tirsdag er jo "Election day", og vi ser valg på TV. Det er tæt løb, og ret spændende at se. Steffen skal på arbejde idag. Jeg vil ud at gå en tur, måske ned til byen en gang.

Afsked for alvor!

Så kom den længe ventede dag. Efter hele ugen at have taget afsked med venner, familie, børn og naboer i et væk på sms, mail og i det virkelige liv var vi klar. De seneste dage har været fyldt af pakning, rengøring og klargøring til vores lejere, som skal passe hunde, hus og have, mens vi er væk. Dejligt at det er i trygge hænder. Karl kom kl. 3 og fik de sidste instrukser, og 1 kvarter før afgang hev jeg det sidste tøj ud af tørretumbleren og fik det lagt på plads.
Taxaen kom, og da vi begyndte at bære bagagen ud, fulgte hundene med og ville springe ind i taxaen. Heldigvis var Karl der jo og han kom os til undsætning, og vi kom afsted i god ro og orden. Vores søde naboer vinkede fra døre og vinduer, og tårerne pressede lidt på. 10 måneder - det er nu længe, ikke rigtig til at fatte lige nu.
På stationen kom Morten og Jonathan for at vinke, og i det samme opdagede min kære mand, at han havde glemt billetterne. De var ellers købt i god tid - online-og printet ud, men glemt. Nye billetter blev købt, og vi nåede toget, og fik taget afsked. Heldigvis kom vi i tanker om, at vi kunne vise billetten på computeren, så vi fik refunderet billetterne i Kastrup.

På hovedbanen skulle vi skifte tog, og vi mødtes med Nanna, som vi havde aftalt at spise sammen med i Kastrup. Og heldigvis for det. Vi kunne nok ikke have klaret de 6 store kufferter og 2 computere fra en perron til den næste selv. Pyha.
Vi checkede ind på BB-hotel Kastrup, og spiste kinesisk buffet på restaurant på den anden side af gaden.

Nanna sover her i nat, vi har et 3-sengs værelse, så det er ret hyggeligt, næsten som om vi er på ferie!
Vækkeuret står til 5.45, vi checker ind kl. 7 og flyver kl. 8. Så næste gang blogger jeg fra USA !

Familien samlet en sidste gang

Familien er samlet en sidste gang inden afrejsen. Selv Nanna kiggede ned til os fra væggen :-)

Vi forstår ikke al den virak, hvad skal der ske? Hvorfor får vi godbidder oppe på bordet???