Besøg fra Danmark.

De seneste dage har vi haft besøg af en familie fra Odense, som kom torsdag aften. De havde været "on the road" helt fra Washington, hvor de havde lejet en bil i mandags, hvor de ankom. Det har været nogle rigtig hyggelige og intense dage. Det har været så hyggeligt at kunne vise venner hjemmefra rundt her, hvor vi slår vores folder. Vi har haft 2 hele dage sammen.

Den første dag var sightseeing i Fayetteville til fods. Vi fik set parken, universitetet, byen, biblioteket, Hog House Brewery, hvor vi fik frokost, og kaffebaren Arsagas. Gæsterne nåede endda i antikvariatboghandel, hvor de fik anskaffet et flot eksemplar af en bog om middelalderen til biblioteket derhjemme! Efter aftensmad hygge og vort hjemlands vemodige sange udsat for 4 stemmer!

Igår gik turen til kunstmuseet "Christal Bridges", hvor vi fik set på kunst og gik en tur i parken. Derefter en tur i Walmart, hvor de unge mennesker fik købt noget nyt tøj. Hjemme igen stod den på en dejlig lun aften på terrassen til drinks. Vi havde inviteret Lou Ann, og alle nød hinandens selskab. Dernæst grillet laks og Norgeskartofler og salat. Dertil hygge og flerstemmig sang. Lou Ann fik endda smagt dildsnapsen, inden hun i hast måtte eskorteres hjem. Et vældigt tordenvejr brød løs, og hun havde åbne vinduer.
Vi andre beundrede Thor i fuld fart over nattehimlen i sin stridsvogn. Utroligt egentlig, at han var kørt den lange vej!

Idag var det så allerede tid til at sige farvel og på gensyn. Vores venner skulle afsted til næste stop på ruten : Washington, hvor andre ventede på deres besøg.

Vi var velsignet med skiftende vejr, men overvejende sol og 20 gr.

Idag var der meget stille i det lille hus. Vi kørte ud til Lake Wilson lige udenfor byen i det sommerlige vejr. Efter en tur rundt om søen, hvor vi så smukke vilde blomster, kørte vi lidt rundt i landlige omgivelser en times tid, for at kigge på området sydøst for byen.

Devil´s den.

Den seneste periode har budt på lidt mere rolige forhold her. Ikke at der ikke er sket noget, men jeg kan se på kameraet, at der i hvert fald har været stille på den front.

Først og fremmest er det blevet meget koldere. Efter en week-end ved St. Patrick´s Day med 25 gr. har vi nu haft en periode med frostgrader om morgenen og måske 5 gr om dagen. Jeg tror marts sammenlagt har været koldere end januar her. Vi har haft en forventning om, at det nok ville være tidligt forår her, nu det ellers har været så mild en vinter, men nej.

På trods af det kolde vejr har vi flotte dage med sol ind i mellem. Fuglene synger så det er en lyst, og vi kan så småt se et svagt grønligt skær i buske og enkelte træer. Og vi ved at det kan komme pludselig en dag, så det håber vi på.

Jeg arbejder med mit foredrag om Danmark. Nu er vi igang med at finde billeder. Hold op hvor er Danmark dog på mange måder et dejligt land! Der findes så mange smukke billeder.

I sidste uge var vi så heldige, at finde et hus vi kan leje, når vi skal flytte herfra. Det er ikke så stort, men det behøver vi jo heller ikke, når vi bare er to. Når "børnene" kommer, bliver det lidt mere trangt, men vi har jo før været i sommerhuset alle 6, og det her er større. Det er meget specielt, da det er et kun 2 år gammelt hus, som er bygget i miljøvenlige og energibesparende materialer. Hvilket er helt ny-tænkende herovre. De har holdt åbent hus, da det var nyt, og folk er kommet langvejs fra for at se det. Det er meget lyst og venligt indrettet, nærmest "skandinavisk stil".

Jeg har også fået kontakt med min fortid som udvekslingsstuderende i Kansas, 1981-82. Jeg har i mange år ikke haft kontakt, det er vel omtrent 14 år siden, vi har skrevet breve sammen. Jeg talte med dem i telefon året efter, jeg kom hjem derovre fra. Altså ca. 30 år er gået, siden jeg har hørt deres stemmer.

Så det krævede lidt mod at ringe på det nummer, jeg havde fundet frem til på biblioteket. Min værtsmor tog telefonen, og vi fik os en lang snak. De har nogle problemer med helbredet begge to, men hun bor stadig på farmen, hvor jeg boede hos dem dengang. Det var en meget rørende oplevelse at tale sammen, som at dumpe ned i en anden tidslomme. Pludselig var jeg tilbage til en masse minder, jeg egentlig havde glemt. Det fyldte meget i mine tanker i dagene efter, og fylder stadig. Vi har talt om et besøg senere på foråret.

I lørdags trodsede vi det kolde og overskyede vejr og kørte til "Devil´s Den State Park", for at komme ud og gå en vandretur. Devil´s Den ligger ret tæt på Fayetteville, og der har vi endnu ikke været. Der var mulighed for mange forskellige ruter, men vi valgte "Yellow Rock Trail". Den førte os fra floddalen op ad bjerget til nogle flotte udkiksteder. Fordelen ved vandre ture nu er, at man har udsyn langt langt væk!

 Dog glæder jeg mig til at se det hele i grønt!

St. Patricks Day og Sand Mandala.

St. Patricks dag er den 16. marts. Vi havde fået at vide, at der ville være en parade gennem byen, så vi sprang på cyklerne i solskinnet, og kørte ned i hovedgaden, Dickson Street. Vi tog opstilling sammen med alle de andre i kanten af vejen og ventede på optoget. Mange var klædt i grønt, St. Patricks farve, langs hele hovedgaden. St. Patrick er skytshelgen for Irland, og fejres af amerikanerne i variende grad. Her i byen var der optog fra "torvet" og ned ad hovedgaden. Forrest kom politi og brandvæsen i diverse køretøjer. Så kom et mindre sækkepibeorkester, så forskellige køretøjer med folk i grønt, en irsk dansegruppe, en mavedansergruppe mm. Alle vældig entusiastiske! En halv time, så var det forbi. Så var der "pub crawl", men vi cyklede en lille tur i området i stedet.

I denne uge har der foregået en meget spændende begivenhed her i Fayetteville. I St. Pauls Episcopal Church, som er en stor anglikansk kirke i byen, blev der lavet en sand mandala. I et samarbejde mellem kirken, universitetet og et Tibetansk kulturelt center her i byen, har man inviteret 2 munke fra et kloster i Indien.

En sand mandala er en slags rituel handling som har været en del af tibetansk buddistisk tradition altid. En mandala "tegnes" meget omhyggeligt med farvet sand. I tidernes morgen var det faktisk knuste sten og ædelsten man brugte. Nu om dage farves sandet med vandfarvekorn.

De munke som udfører en sand mandala er uddannet i kunsten fra 10-12 års alderen. De er desuden uddannet i dans, sang, musik, meditation og meget andet. En mandala bliver lavet som et billede på "vejen til buddha", dvs. som en slags religiøs anvisning. Munkene mediterer på mandalaen og mens de arbejder på den, husker de den udenad.

Det anses for helende at betragte en mandala. Den virker rensende og bringer god energi. Denne mandala her, arbejdede de på en uge. Der var en slags åbningsceremoni, og så startede de med at ridse nogle af konturerne op med kridt på det kvadratiske bord. I ugens løb kunne interesserede komme og kigge på, hvordan arbejdet skred frem. De startede fra midten og arbejde sig ud.

Jeg var oppe og se den i ugens løb, og i søndags var vi med til afslutningsceremonien. Munkene sang først sammen med en herboende munk, det var virkelig anderledes. De brugte deres stemmer på en helt utrolig måde, som er virkelig speciel. Lyden er meget kraftig og skaber overtoner og man føler en resonans i kroppen. De sang og ringede med klokker, og så fejede de mandalaen sammen mod midten med malerpensler!

Det er en del af ritualet, som et symbol på at intet varer evigt, og derfor skal mennesket ikke binde sig til nogen ting. Det er ikke materielle ting der er det vigtige, men at man med sine handlinger og væren gør godt i verden. Så gik munkene forrest i et optog ned gennem byen og til vores park, Wilson Park, hvor sandet ledsaget af sang blev ledt ud i Steel Creek, den lokale å.

 Dette som symbol på, at al denne gode energi og skønhed fra arbejdet med mandalaen nu ledes ud i lokalområdet til gavn og velsignelse for hele byens befolkning. Meget smukt, synes jeg.

Jeg har læst lidt om sand mandalaer på nettet, og har opdaget, at der også er blevet lavet flere af slagsen i Danmark de seneste år.

Big Bang !

Nu er det vist på tide. Det er svært at følge med og nå at skrive bare lidt af alt det, jeg gerne vil, når vi oplever så meget, som vi gør. Jeg arbejder for tiden meget intenst på et power point foredrag om Danmark ind i mellem det, jeg ellers laver. Vi vil præsentere det for naboer, venner, kolleger og andre der måtte være interesserede. Vi har også fået en henvendelse fra Universitetet, som har spurgt, om vi vil holde det for nogle studerende.  Det er et spændende projekt at skulle lave, og samtidig noget uoverskueligt. Hvad skal man have med, hvad skal man sortere fra? Der er så meget, jeg gerne vil fortælle, når jeg kommer igang,. Og ikke mindst finder jeg ud af, hvor meget jeg faktisk ikke ved, og som jeg så går igang med at finde ud af om mit eget land!

Big Bang er navnet på et rock-band på 3 medlemmer. Mænd , som sikkert selv vil sige, de er i deres bedste alder. Steve på guitar (dekanen på biologisk institut), Brad på bas (Han arbejder med IT på uni og var den der skaffede os huset, vi bor i) og så en trommeslager. De gav den gas med gamle rock numre på et lille lokalt værtshus, hvor vi var nede at høre dem, sammen med andre kolleger fra Uni. Der var knald på, så tankerne fløj tilbage til den tid, hvor man gik til gymnasiefester, og kom hjem med summen for ørerne. Der blev ikke taget hensyn til Arbejdstilsynets decibel-grænse!

På biblioteket har jeg mødt en svensk-finsk kvinde, som jeg får mig en snak med hver onsdag. Hun er også voluntør dernede, og har desuden boet her i 30 år. Det er rigtig interessant at snakke med hende, hun ved jo en masse om livet her, set med skandinaviske øjne. Hun bor lidt uden for byen og har inviteret mig derud, når Dogwood træerne blomstrer, hvilket vil sige om et par uger. Det er noget mange nævner - Dogwood træerne. De har store hvide blomster, og der er åbenbart rigtig mange af dem. Det lyder rigtig smukt.

Sidste week-end drog vi til Little Rock, hovedstaden i Arkansas. Det kan godt være, at mange ikke har hørt om Arkansas. Men de fleste har hørt om Little Rock, hvor Bill Clinton var guvernør, før han blev præsident. Hovedformålet var at høre "Scola Cantorum", universitetets bedste kor, som vi har hørt ved flere lejligheder. De er bare gode! Da Little Rock ligger tre timers kørsel syd for Fayetteville, besluttede vi os for at lave en week-end tur ud af det.

Vejret var pragtfuldt. Da vi stod ud af bilen ved middagstid lørdag, var der vel 20 gr.! Så vi fik os installeret på hotellet, på med de bare ben, og så afsted ud i solen!

Med Clinton Library i baggrunden.

Efter medbragt frokost på skrænten ned mod Mississippi floden, fik vi os en dejlig  gåtur. Vi gik langs floden ved River Market og gennem et parklignende område. Der er 6 broer over floden som forbinder Little Rock og North Little Rock, som er to forskellige byer. Der var engang en som stillede op til borgmester posten. Han tabte valget, flyttede over broen og grundlagde en by, og blev borgmester der!

Little Rock´s skyline

En sporvogn kom forbi, vi hoppede på, og fik en rundtur i hele byen med en ivrigt snakkende konduktør, som fortalte om alt vi kørte forbi. På den måde fik vi hurtigt et overblik over byen.

Vi så et museum om Arkansas dyreliv og  Old State House Museum. Sidstnævnte er der hvor statens regering historisk har haft til huse, der var udstillinger som beskriver Arkansas´ lovgivende forsamlings historie, guvernører gennem tiderne og meget, meget andet. Man bliver altså udmattet af så meget information, så vi måtte opgive at komme igennem det hele. Men interessant er det.

En vældig kendt mand og hans løbesko og bodyguard.

Vi sluttede dagen med en god øl og middag på det traditionsrige "Flying Fish", hvor de serverer tradionel sydstatsmad : Fried Catfish og fritter! Sjovt at opleve stedet, som var vældig berømt og populært med kø langt ud på gaden og op ad fortovet. (Lou Ann havde foreslået det, var måske ikke gået derind ellers?)

Dagen efter vågnede jeg op til lyden af naboens brusebad .....troede jeg. Ved et kik ud ad vinduet viste det sig at være kaskader af regn som væltede uafbrudt ud af himlen. Det fortsatte det meste af dagen.

Nå, vi glædede os til morgenmaden. Da vi kom over i god tid, var der absolut ingenting! Portieren kunne fortælle os, at man var gået over til sommertid i løbet af natten, så klokken var kvart over 10, og ikke som vi troede, kvart over 9. Nå for Søren, lidt flovt, vi var jo næsten blevet sure. Han var bare så flink, og tog os med ud bagved og fandt frem hvad vi gerne ville have! Service!

Vi besluttede os til at køre ud til Central High School museum og se det. Cenral high school blev verdensberømt i 1957. Skolekommisionen i Little Rock havde besluttet at man ville starte integration af hvide og afro amerikanere i de samme skoler. Op til denne tid havde der været seperate skoler, med utrolige forskelle i forhold til skolernes økonomi og ressourcer. F.eks. nævnes det, at når de hvide skoler kasserede deres bøger blev de afleveret på de afro amerikanske skoler, hvor man så måtte klare sig med dem.
Der var vedtaget lov om at skolerne i USA skulle starte integrationen.
Guvernøren på det tidspunkt, Guvernor Faube, valgte at gå imod skolekommisionen, og den føderale lovgivning. Han opfordrede folk til at gøre modstand, og det kom til voldelige demonstrationer og korporlige sammenstød. Han satte den statslige hær ind, for at forhindre de sorte studerende i at komme i skole. Det endte med at Præsident Eisenhover satte 1200 soldater ind og meldte ud, at ingen stat står over lovgivningen i USA. Dette er meget kort og overfladisk fortalt. Det gjorde dybt indtryk at se udstillingen, og hvis nogen har lyst at vide mere kan I nemt finde det på nettet.

Little Rock Central High School i regnvejr.

Koncerten med Scola Cantorum var fantastisk, ikke mindst på grund af den skønne akustik i St. Andrews Cathedral. Denne gang hed koncerten "Flowers of the Spring" - Forårsblomster - og indeholdt bl. meget andet en række stykker af den dansk fødte komponist Morten Lauridsen.

Efter en lille snak med dirigenten, som også er vores dirigent drog vi hjemad mod Fayetteville. Alt i alt en spændende week-end med gode oplevelser.

Vi nyder de lyse aftener nu vi har fået stillet klokken rigtigt, og fuglene kvidrer så det er en lyst. Der er mange drosselagtige fugle, og især kardinalerne nyder vi, med deres vidunderlige sang.

På gen-kik, St Louis.

Torsdag i sidste uge tog vi så igen den gamle Ford Taurus ud på eventyr. Køreturen tager jo godt 5 timer hver vej, så egentlig lidt vildt at tænke på. At vi indenfor 1 måned kører 2 ture bare for at overnatte og så køre hjem næste dag! Det ville vi vist ikke gøre under hjemlige forhold.

Vi ankom ved halv tre tiden, fik os installeret på motellet, og kørte så på opdagelse i byen. Vi startede med en god kop kaffe og dernæst en gåtur i en stor park. Skønt at få bevæget sig efter den lange køretur.

I St. Louis er der et område, som kaldes "The Hill". Her er der en koncentration af efterkommere af italienske indvandrere, og derfor mange italienske butikker og restauranter. St. Louis er ellers en meget blandet by. Som mange andre steder vi er kommet, ser det fuldstændig rodet og tilfældigt ud. Pæne bygninger med flotte facader, og lige ved siden af bygninger, der bare er forladt og står og forfalder. Meget mystisk. Meget forskelligt fra lille Danmark, hvor alt til sammenligning er så ordentligt og pænt.

Vi havde købt billetter til en koncert med det legendariske mandskor "Chanticleer" fra Californien. (Prøv at høre eksempler på deres kunnen på deres hjemmeside!). For Steffen var det gensynsglæde, han har hørt dem for 20 år siden, for mig var det ganske nyt. Medlemmerne er selvfølgelig blevet skiftet ud undervejs, men koret har eksisteret i 35 år. De er 12 mand høj, som synger SATB, som i et blandet kor. Dvs. at halvdelen faktisk synger i det tone-leje, som traditionelt er kvindestemmer. Klangen er dog helt klart maskulin, meget smukt og specielt. Oplevelsen kan ikke beskrives her, den må opleves. Akustikken var jo fantastisk, idet koncerten foregik i Cathedral Basilica, hvor vi allerede en gang tidligere har været til koncert.
De sang smuk tidlig musik fra 12-1400 tallet, og op til vores tid. De sluttede sidste afdeling af med Negro Spirituals. Flot.

Der var en del uro på motellet natten igennem, der var meget lydt, og folk bøvlede forbi og snakkede højlydt på svalegangen, så nattesøvnen var ikke så god, som den kunne have været. Svært at vide, hvad man får, når man bestiller på nettet. Sidst boede vi jo nærmest på luksushotel, men til samme pris.

Det var snevejr og hundekoldt og gråt. Vi valgte at køre over Mississippi-floden til staten Illinois for at besøge "Kahokia Mounds". Det er et sted, hvor der på et tidspunkt (ca. år 800-1200), har været en by med mellem 20-40000 indbyggere. (Indfødte amerikanere =indianere).  Det er den største by, man har kendskab til nord for Mexico på den tid. (Større end London på samme tid.) Det har været et temmelig avanceret samfund med både landbrug, jagt og handel. Det har været et rigt samfund, og der er et stort antal høje (ca. 70), som har haft forskellige funktioner. De har tjent som basis for høvdingens og højtstående mænds huse, som gravhøje og som steder for religiøse ritualer. Der er lavet ærkæologiske udgravninger, og der er et museum med meget flotte og lærerige udstillinger. Vildt spændende, vi lærte en hel del nyt den dag. Den måde indianerne er blevet behandlet på i historien af indvandrerne fra Europa er jo i den grad en meget pinlig affære. De er blevet undertrykt, massakreret og forflyttet. Fordrevet fra deres land. Mange blev syge og døde af de sygdomme, indvandrerne kom med. En sørgelig historie. Interesserede kan finde stedets hjemmeside og læse mere.
Efter at have oplevet storheden på en af de største høje, "Monks Mound", i blæst og kulde, vendte vi næsen mod Fayetteville igen. I må desværre undvære billeder fra denne tur, vi havde glemt kameraet.

Søndag var vi på endnu en tur med vandreklubben. Sammen med Christian og Kai kørte vi til udgangsunktet knapt 2 timer herfra. I dejligt solskin var vi så heldige at møde en krondyr-flok på godt 70 individer i Boxley Valley på vej derop. Hvor heldig kan man være? Fantastisk syn.

På Round Top Mountain fik vi en god gå-tur og fantastiske udsigter over Ozark bjergene. Vores vandrekammerater fortæller os, at denne tid er den bedste at vandre på, fordi man stadig kan se langt omkring, og det er endnu ikke for varmt.

Der er lunt på Toppen!

Fossiler, sku´man være heldig ? Ved War Eagle Creek på hjemvejen.

Flokken lå der stadig, da vi nogle timer senere kom forbi igen.