fredag den 7. december 2012

Kor med tåre-garanti !

Jeg var på vej ned at handle igår eftermiddags, da jeg opdagede en kuvert sat fast i klemmen på vores post kasse. Det var adresseret til "Denmark Neighbours", altså os. I kuverten var et fint julekort, og en invitation til at gå med vores to søde nabo-damer til koncert i en nærliggende kirke! Vi skulle bare sige til, så kunne vi køre med Ramona og Martha derned. Jeg susede selvfølgelig straks over til Ramona og sagde ja tak. Så måtte jeg udskyde strikkeklubben.

Jeg fik handlet, bl. a. til at bage lagkagebunde, da vi skulle til "Pot luck" fredag, (dvs. sammenskudsgilde), som er årets julefrokost på Steffens arbejde. Jeg bagte fir-kantede lagkagebunde i et ildfast fad i mangel af bedre, og kogte vaniljecreme.

Koncerten med titlen "Winterfest" foregik i "United Babtist Church", en meget stor kirke med et flot kirkerum, hvor scenen var sat op. Koncerten bestod af 4 afdelinger, først 2 forskellige aldersopdelte store børnekor ca. 40 i hvert, dernæst 2 voksen kor med uni studerende. "Concert choir" på ca. 70 sangere, og "Scola Cantorum" med ca. 50. En virkelig vel-klingende messing-blæser kvintet bandt det hele sammen med dejlige julemelodier, når alle sangerne skulle ned og op på scenen. Kvaliteten var rigtig god i alle korene, en virkelig fantastisk koncert. Mange numre kendte vi fra vores egne jule koncerter, og der var også 3 stykker fra Handels Messias. Det sidste kor som er næsten professionelt lavede et fantastisk nummer fra Nigeria som afslutning på deres afdeling : "Betelehemu". Prøv lige at søge på det, og hør det på youtube ! Det ellers meget stilfulde og klassiske kor livede fuldtændig op med trommer, tamburiner og andre rytmeinstrumenter og bevægelser og klap. Vildt. Publikum rejste sig spontant og klappede helt vildt bagefter!
Som afslutning på koncerten kom alle 4 kor på scenen (ja de kunne ikke rigtig være der, så de stod på hver side nede på gulvet også), og så sang de "Hark the herald angels sing", ""Angels we have heard on high" og "O come all ye faithfull". Fantastisk rørende at høre så mange stemmer i fælles klang. Der begyndte det altså at svide i øjnene, og jeg tror vi begge for alvor mærkede, hvor vi savner at synge i vores kor. Det er jo den første jul i mange, mange år, vi ikke har julekoncerter at øve os til og hele det fællesskab, der er ved det.
En meget dejlig aften.

Da vi kom hjem lagde jeg lagkage sammen, så den var klar til start i dag, hvor jeg drog afsted på gåben mod uni til julefrokosten som var kl. 12 middag. Fik den pyntet i laboratorie køkkenet, og så afsted.

Lad mig sige det sådan : det var en anderledes julefrokost, set med danske øjne. Først stod vi i kø ude på gangen en halv times tid. Det var sådan set meget hyggeligt, for så blev jeg præsenteret for nogle af kollegerne, og vi kunne stå og snakke lidt der. Så kom vi op til maden. Uni havde leveret skinke og kalkun, kartoffelmos og sukkerbrunet yams. Dertil spændende tilbehør, som folk havde haft med. Dernæst dessert, som også var medbragt. Uni gav sodavand, alkohol må ikke nydes på matriklen. Så spiste man ved små og større borde, ca. en times tid, så begyndte folk at gå tilbage til deres kontorer og laboratorier, for at fortsætte arbejdsdagen. Vi hyggede os ved vores bord, blev siddende til ca. kvart i to, og det var så årets julefrokost!

Lagkagen blev spist til sidste krumme!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar