"Have a good one!"

Der gik ikke lang tid, efter vi var kommet, før jeg greb mig selv i at føre indre dialoger på engelsk. Ofte hvis jeg havde været sammen med nogle mennesker, og jeg havde haft lidt svært ved at udtrykke mig på engelsk f.eks. Eller hvis jeg skulle ud og handle, og jeg skulle finde noget bestemt, som jeg skulle spørge efter. Jeg drømmer også på engelsk. Det er egentligt sjovt, så hurtigt hjernen kan omstille sig, når forholdene ændrer sig.

Jeg låner lydbøger på engelsk og nyder at høre dem, mens jeg strikker eller laver mad. Så slår jeg to fluer med et smæk. Et par enkelte bøger er det også blevet til, men det er mere krævende at læse, synes jeg.
Til kor er koncentrationen i top, når jeg forsøger at følge med i prøven, og hele tiden skal oversætte de musikalske fagudtryk. "Messure" er "takt", "bar" er "system" osv. Det er ikke særlig logisk. Det er nok meget godt, det kun er to timer!

Så er der de små dialoger, når man møder nogen enten i en butik, på café eller bare nogen man kender.

Lille ordbog :

Start på hilsen:
"Hello, how are you today ?" eller "How are ya´ll doing today?" (= "Hej")

Svar :
"I´m doing all right" eller "Oh, not too bad" eller "Pretty good" eller "Ok, what about you?" (= Hej")

Svar :
"Oh not too bad either" eller " I´m fine thank you" eller "Well, not too bad" ( = Hej)

Om det så er i Walmart vil denne lille dialog forekomme, når man ser hinanden.

For en dansker er det i starten lidt underligt. Hvis vi oversætter det direkte, lyder det meget overfladisk. Men vi skal jo netop ikke oversætte det direkte, men mere tage det som et udtryk for en hilsen. Når man har vænnet sig til det, er det egentlig meget hyggeligt. Det virker i hvert fald mange gange mere ægte, end når Faktamedarbejderen mekanisk siger : " Hej" uden at kigge på én.

Som tidligere skrevet opfatter vi folk her som meget venlige og åbne. De er også meget direkte i deres væremåde på nogen områder. F.eks. har jeg efterhånden vænnet mig til at få kommentarer og komplimenter på mit tøj, både fra folk jeg kender, og fra komplet fremmede, som jeg går forbi på gaden. Altid sagt på en meget venlig og ligefrem måde. De er heller ikke blege for at begynde at spørge én ud, så snart de kan høre man har accent. Hvor kommer du fra? Hvorfor er du her? Hvad synes du om at være her? Hvor længe skal du være her? Osv. På den måde kommer man i snak med mange mennesker, som vi nok ikke selv ville have kontaktet. Men det er en meget dejlig og uforpligtende måde. Det skaber et meget rart miljø, at mange er så positive. Som en lille bonus kan jeg også mærke, at det smitter. Jeg bliver selv mere åben overfor andre, og vover mig ud i kontakt, når lejligheden byder sig. Der er ikke noget at tabe.

Jeg vil slutte for denne gang :

"Have a good one!"

 (= "hav en god dag!")

Kære Alle der læser dette. I dette indslag er der nogle ord, der er understregede og i en anden farve. Jeg ved ikke, hvordan de er kommet til at se sådan ud. Lad være med at klikke på dem. Der kommer reklamer frem, når man klikker på dem. Hvis der er nogen blog-kyndige som har et bud på, hvordan jeg får dem fjernet må I MEGET GERNE KONTAKTE MIG PÅ MAIL!

Kunsten længe leve.

Jeg så et amerikansk program om Lykke. Det har vist også været vist i Danmark, kort før vi rejste. Det er der hvor danskerne bliver omtalt som det lykkeligste folk. Der er forsket en del i, hvad der egentlig gør os mennesker lykkelige. Sådan helt videnskabeligt er det målt på menneske-hjerner i laboratoriet. Meget interessant, og måske ikke overraskende har forskerne fundet frem til følgende :
(Hvis man har tag over hovedet og nok at spise)

At man har tæt kontakt med familie og venner.
At man oplever at kunne gøre noget for andre, at gøre en forskel for andre.
At man jævnligt oplever "flow" (en tilstand hvor man glemmer sig selv og er helt fordybet i noget der giver mening for en - for nogen kan det være at strikke!, at fiske, at male, at være i naturen, havearbejde, at lave musik, ja forskelligt fra menneske til menneske)
At føle sig som en del af en større helhed og sammenhæng.

Det, der ikke har betydning, er penge og prestige.

Jeg blev lige inspireret til at lægge nogle billeder ind fra Chrystal Bridges, som giver lidt flere indtryk derfra. Selvom billederne ikke rigtig kan matche virkeligheden. Der er mange billeder på deres spændende  hjemmeside både af bygningerne, omgivelserne og kunsten.

"Krystal Broerne" med mere.

Ja, nu er der allerede gået en uge, siden jeg skrev sidst, tiden flyver afsted.

Mandag var vi til kor for første gang. Det var rigtig dejligt at synge igen. Det foregår i et lokale på universitetets "Music department". Det var en ny og anderledes oplevelse. Korets omkring 55 medlemmer var vel omkring fra 20-70 år, med gennemsnit omkring 60 vil jeg gætte på. Dirigenten er en meget livlig og dygtig yngre mand, som er professer på universitetets Music Department". Han leder foruden dette kor også universitetets flagskib "Scola Cantorum". Vi har set ham flere gange til korkoncerterne op mod jul. I pausen opfordrede han alle til at hilse på hinanden og lære hinanden at kende, for som han forklarede : 1. så har du én at spørge om, hvor vi er i noderne 2. så har du én at køre med, hvis din bil er brudt sammen, når du skal til kor 3. så har du én at hviske med, når dirigenten siger noget vrøvl.
En hyggelig aften, hvor vi (igen) mødte en masse flinke mennesker.

I denne uge har jeg været til et interview på biblioteket med Margeret som står for at koordinere de frivillige på Fayetteville Public Library. Som før nævnt er det vældig almindeligt her at arbejde frivilligt nogle timer om ugen, og på den måde bakke op om forskellige aktiviteter og tilbud i lokalsamfundet. Især mange pensionister gør det. Faktisk er det sådan at mange steder slet ikke ville kunne eksisterere uden frivillig hjælp. Man kan være frivillig indenfor nærmest alt. Skoler, børnehaver, fritidstilbud af alle slags, parker, udstillinger, hjemmeservice til ældre og handicappede, sygehuse, lufthavnen, koncerter og markeder, begivenheder osv. osv. Nå men, nu laver de et "Background Check" på mig, og så skal jeg igang 1-2 dage om ugen nogle timer. Det bliver spændende og dejligt at komme lidt ud til noget, hvor jeg kan gøre noget nytte for andre, og opleve et arbejdsmiljø indefra.

Fredag aften tog vi ud og spise på en restaurant her i Fayetteville, som Steffen kalder "Den bedste thai restaurant udenfor Thailand". Og det er alligevel noget. At gå ud at spise her er en noget anden oplevelse end hjemme. Det er en hurtig affære, hvor de sætter en ære i, at man bliver betjent hurtigt på alle måder. Knapt har man sat sig og fået spisekortet, før de spørger, om man vil bestille. Knapt har man lagt bestikket, før de spørger om man vil have mere eller en regning. Ikke noget med at sidde alt for længe og nyde maden. Eller sagt på en anden  måde : Man skal insistere på at sidde længe, hvis man vil det. Men det vil man ikke, for de kommer hele tiden og spørger om noget...og ingen andre sidder længe. Til gengæld kan man få resterne med hjem i bøtter, en overordentlig sympatisk skik. De kalder det en "doggy bag", altså som om det er til hunden..Det er virkelig noget, vi kan lære noget af i Danmark, når man tænker på, hvor meget madspild der er fra restauranter derhjemme. En indlysende idé.

Lørdag var jeg med min nabo, Martha, til et møde i Fayetteville Garden Club, en forening for haveentusiaster. De har forskellige foredrag og aktiviteter. Denne dag var det et foredrag om træer, som blev afholdt i "Ozark Botanical Garden". En lokal kunstner udstiller sine malerier dels her, dels på biblioteket. Udstillingen består af ca. 20 store malerier malet med farveblyanter og farvekridt. De forestiller "Champion Trees i Arkansas". Hver stat har sine Champion trees. Et champion tree er det største træ af sin slags. F.eks. det største "White Oak tree", det største "Pine tree" osv. En pensioneret professor fra Universitetet, som nu er meget aktiv frivillig i "Botanical Garden" fortalte om projektet, og der var spørgsmål fra tilhørerne.
Spændende.

Det var en lun (15 gr i skyggen) dag, så Steffen og jeg sad nogle timer i haven og blev lidt røde. Det er første gang i lang tid, det har været så lunt. Vi tog en cykeltur op på Mt. Sequoyah og ned ad skovstierne på "bagsiden".

Så idag gik turen til "Chrystal Bridges" ca. ½ times kørsel herfra i byen Bentonville. Chrystal Bridges er et kunstmuseum for amerikansk kunst, som åbnede 11.11.11, altså meget nyt. Idéen og pengene til det kommer fra den før omtalte Walton familie, som ejer Walmart koncernen.
Stedet er fuldstændig fantastisk, det kan ikke beskrives, det må ses. Det var en kæmpe oplevelse, så alle der besøger os, kan godt regne med vi skal derop!!

I præsentationsvideoen hvor Alice Walton ses i samtale med arkitekten Moche Safdie om tilblivelsen af museet fortæller de bl.a. om, hvordan de var ude og se andre museer for at blive inspireret til bygningen. Noget som især bliver fremhævet, var deres besøg på kunstmuséet Louisiana nord for København. Det der især gjorde indtryk her var den måde naturen og museet er vævet ind i hinanden. Hvordan det bliver en samlet æstetisk oplevelse. Hvordan man går fra én udstilling, ud i naturen og ind i den næste. Hvordan man kan se havet.
Prøv at gå ind på Chrystal Bridges og se deres hjemmeside, det er virkelig specielt, meget smukt. Det minder mig meget om Bornholms kunstmuseum, hvis nogen kender det?
Entréen her er sponsoreret af Walton familien til evig tid. Så kan man jo spørge sig selv om, hvorfor der var protester ved Walmart op til jul, fordi medarbejderne var vrede over dårlige arbejdsforhold. Men det er jo en anden historie.....

Torden og Lynild.

Christian havde inviteret os med på endnu en hike i lørdags. Det var godt, for det var gråvejr. På en gråvejrsdag er vi nok lidt drøje i optrækket, hvis ikke vi har en aftale. Han er medlem af "North West Arkansas Hiking Group". Gruppen er en samling af mennesker, som nyder at vandre i naturen og at gøre det sammen med andre. På den måde møder man nogle nye mennesker, og opdager nogle vandreture man ikke selv ville have fundet. Der er en leder af gruppen, som også har arrangeret, hvor man skal hen. Som jeg forstår det, kan alle melde sig som arrangør. De arrangerer også kortere campingture, hvor man tager af sted med telt og kano eller kajak.

Det var en hyggelig samling folk, nogle lidt yngre end os, de fleste nok lidt ældre. Jeg vil gætte på mellem 25-65, både par og singler, flest mænd. Vi gik i gåsegang et stykke, indtil vi kom til det første udkikspunkt over søen, Lincoln Lake. Søen er bl.a. kendt som overvintringssted for Bald Eagle, en ørneart med et vingefang på op til 2½ meter! Derfra gik snakken livligt, og samtaleemnerne falder lige for, når man oplever noget sammen.  Mange fine udsigter over søen, flotte klippeformationer, madpakker tæt sammen under nogle klipper. Og så så jeg mit livs første levende bæltedyr i naturen, bare 10 meter inde i mellem nogle træer! Siden jeg første gang så et fotografi i min barndoms Dokter Lieberkind Zoologi-bog har jeg været meget fascineret af dette sælsomme dyr!

Turen var vel omkring 8 km rundt om søen, de sidste 10 minutter i kraftig regn, torden og lyn. Regnen samlede sig hurtigt på stien i små bække, så det blev glat. Hurtigt nåede vi bilen og kunne køre hjem til et dejligt karbad.

Vejret skifter næsten hver dag i øjeblikket. Forleden dag var det sol og 16 grader. Næste dag var der minus 5 da vi stod op. Sådan er det åbenbart.

Eventyret om den forsvundne dal.

Søndag var vi afsted på nye eventyr sammen med vores tro følgesvende Christian og Kai. Godt og vel 1 times kørsel herfra fandt vi udgangspunktet for vores vandretur, "Lost Valley". Vi gik ad en fin velafmærket skovsti gennem et meget smukt terræn præget af klipper og egeskov. Vi kom forbi store klippefremspring og små vandfald og vandhuller. Det sidste stykke var lidt mere stejlt, og så var vi ved turens højdepunkt - en klippehule.
Vi bevægede os spændte ind langs Clark Creek, et mindre vandløb, der løb ud derfra, og et stykke inde måtte vi ned på alle fire og kravle. Det var jo selvfølgelig bælgmørkt, så vi havde hver en lygte. Jeg tøjlede min klaustrofobi og blev belønnet efter overkommelige anstrengelser. Efter måske 10 meter åbnede hulen sig igen, og vi stod i en klippehule med et godt 10 meter højt vandfald. En forunderlig oplevelse. Efter lidt tid og noget kiggen omkring med lygten opdagede vi, at hulen var fyldt med små dværgflagermus midt i deres vintersøvn!

Vel ude igen fandt i en dejlig plet i solen, hvor vi nød vores madpakker.

Om aftenen var vi inviteret ud at spise hos Inés og David, Steffen og Christians kolleger. Inés er oprindelig fra Chile, og hendes mand David er fra Texas. Inés bror, Victor, som var på juleferie hos dem, var der også, ligesom deres datter Nicole, som var hjemme fra college
Det blev en utrolig hyggelig aften, med en masse snak, godt humør og udveksling om vores forskellige lande. Meget festligt. Meget præget af den sydamerikanske sprudlende energi. Og så ikke mindst maden, som var først tapas, serranoskinke og ost, dernæst en lækker norsk laks på grillen med lækkert grøntsagstilbehør og salat. Derefter flan og te.

Igår var vi så af forskellige årsager, som ikke skal nævnes her, på en tur til Norfork Hatchery igen. Denne gang sammen med Christian. Vi skulle hente et antal små fisk ligesom sidst, og dertil nogle hypofyser (koglekirtler) fra nogle fuldvoksne fisk, hvis det var muligt.
Turen derud tager jo omkring 3 timer, så man bliver noget ør af at køre så meget i bil. Til gengæld ser man et varierende landskab med store vidder, klipper, floder og bakker til gengæld. Solen var vores følgesvend, og vejret var mildt. Vi spiste madpakker ved Norfork River lige ved dæmningen tæt på dambruget. Vandstanden var idag meget lav, så vi kunne betragte de mange fluefiskere som stod i waders i floden og håbede på en laks.

Et blik opad Norfork River, bemærk misteltenene i træet!

Dambrugsfolkene var igen meget imødekommende, og professorerne fik alle de fisk, de bad om. Endda også resterne af de laks, som de fik hypofyserne fra. De kan jo spises!

Noget trætte kom vi hjem og havde endnu en middagsaftale. Denne gang en kvinde som vi havde mødt ved nabo partyet efter jul.
Lou Ann bor på nabovejen i et meget specielt, virkelig smukt hus. Det var bygget, så der kom en masse lys ind og indrettet med lyse farver, meget forskelligt fra typiske amerikanske hjem, som generelt er mørke og noget dystre.
Det blev en meget spændende aften, hvor vi fik snakket om alt mellem himmel og jord. Hun er et meget åbent menneske, som er meget interesseret i at møde og få venner blandt udlændinge. Hun er meget vidende om andre lande og samfundsforhold, og meget interesseret, Hun er uddannet i litteraturvidenskab. Hun er på mange måder meget anderledes og har andre værdier, end de mennesker vi har mødt indtil nu. Bl.a. andet har hun en tæt tilknytning til nogle buddistiske munke som har slået sig ned her i Fayetteville, og buddismen, hvilket hendes hjem også bar præg af.

Tænk engang hvor vi er heldige at møde så mange forskellige mennesker, som vi kan udveksle tanker med, og opleve gang på gang, hvor meget vi egentlig har til fælles. Det giver jo også anledning til at granske lidt i, hvordan vi selv er overfor udlændinge i vores eget land. Hvor åbne er vi selv, når vi er på hjemmebane?

Gråt Nytår.

Nej, jeg mener selvfølgelig Godt Nytår til alle jer! Men i disse dage er det "Liden sol", derfor overskriften. Sært som mangelen på lys ændrer sindsstemningen.

Lørdag for en uge siden var vi til en rigtig hyggelig nabosammenkomst, hvor alle naboer var inviteret fra vores vej og tilstødende veje. Vi fik indtryk af et nabolag, hvor mange kender hinanden og en åbenhed overfor os som nytilkomne. Arrangementet var fra 6 til 8, og der var tre slags suppe, som man kunne gå ud i køkkenet og tage. Der var måske 30 mennesker ivrigt snakkende i køkken og stue ind i mellem hinanden. Man satte sig, hvor det kunne lade sig gøre, og faldt i snak, hvor man nu var. De to timer gik hurtigt, og opløftede gik vi hjem, med flere tlf. numre og adresser og løfter om at blive inviteret på middage. Idag kom én af gæsterne forbi vores hus, og vi aftalte at komme over til middag i løbet af ugen.

Om søndagen kørte vi med naboerne Martha og Mike til "Episcopal Church" og hørte "De 9 læsninger". Der var et børnekor og et voksenkor, og læsninger ind i mellem, som vi kender det hjemmefra. En harpenist akkompagnerede børnekoret. Harpen klinger virkelig fint sammen med børnestemmer. Der var også orgel, en dygtig organist. Koret sang bl.a meget andet "Magnum Mysterium" af Morten Lauridsen.

Nytårsaften var vi inviteret ud til en bjerghytte, ca. 1½ times kørsel herfra, hos et par af Christian´s venner, hvor vi skulle overnatte. Dagen før (midt i lagkagebagningen) blev vi desværre nødt til at aflyse turen. De sidste 10 km derud er på små grusveje, og pga sne var vejenes tilstand for usikker. De kunne end ikke køre med deres fire-hjuls-trækker derude. Vi aftalte i stedet med Christian at komme derud og lave mad sammen med ham og Kai.

Vi nåede at høre det meste af Dronningens Nytårstale direkte (sidst på formiddagen her), og noterede os, at vi i år var blandt dem hun nævnte! "...de som er nødt til at fejre Nytår langt herfra... det danske mindretal i Arkansas.." osv.

Dernæst skypede vi (forsøgte vi) med vores sædvanlige nytårsvenner i Danmark. Men vi måtte nøjes med at tie stille og indsuge stemningen af Nytårsaften gennem skærmen. Det er for svært at Skype med så mange på en gang, når de tilmed er en smule udiciplinerede efter et glas champagne. Men hyggeligt var det da.

Sidst på eftermiddagen drog vi til Christian og Kai bevæbnet med indkøb til en lækker Jamie Oliver menu med laks, fundet på nettet i sidste øjeblik, samt en lagkage til 10 personer!

En hyggelig aften, lidt atypisk dog. Efter maden tog vi et slag ludo alle 4. Ved 22-tiden tog vi hjem. Vi var en tur inde ved Town Square og vende, og på trods af at der var en del liv i byen, var det ikke til at se, at der foregik noget nogen steder. Heller ingen fyrværkeri overhovedet, som vi i øvrigt heller ikke har hørt eller set noget til i december. Intet.

Hjemme i stuen fulgte vi Nytår på CNN, og så det blive nytår i New York. Da det blev nytår her, gik vi ud på gaden for at se, om der skete noget, men alt var, som det plejede. Naboerne var vist gået i seng, alt var stille. Bortset fra, endelig, kunne vi høre fyrværkeri nede fra byen. Vi havde håbet at kunne se noget, men det tågede vejr lod intet lys skinne igennem. Lidt tamt.

Det grå triste vejr fulgte nytårsdag. Vi besluttede at bruge dagen på endelig at se "Chrystal Bridges", et helt nyt, meget stort og flot museum for amerikansk kunst, bygget af en af Walton arvingerne. Lige meget hvem, vi har talt med, opfordrer de til, vi skal se det. Da vi nåede derop efter en god halv time var der lukket. Vi havde endda checket på hjemmesiden, pga. at det var nytårsdag. Men de har lukket om tirsdagen!

Det fik os ud på en mindre "Road trip", da vi nu alligevel var ude at køre. Vi kørte nordpå til Missouri, og derefter vestpå og ind i Oklahoma og hjem til Arkansas igen. De tre stater mødes i et punkt, som er markeret med en sten.

På den tredie side står der Arkansas.

Vi kom igennem flotte landskaber med meget bakket terræn, klipper og skove og marker.      
Vi var inde i en blandet landhandel i en lille by, som havde alt fra almindelige købmandsvarer til cowboystøvler, Wrangler jeans, pyntegenstande og smykker. De er ret sjove de butikker langt uden for lands lov og ret. De minder én om en amerikansk film fra 50´erne. Som om tiden har stået stille her.

Når man kører ude på landet her, lægger man også mærke til en anden ting. Man ser alt for meget skrammel, affald og gamle biler efterladt rundt omkring, som om naturen var en losseplads. Der er måske bare for meget plads her ? Også ved almindelig bebyggelse ude på landet, er der ved nogen huse en hel skrammelplads omkring deres hus. Nogen steder er der skilte med "Flea Market" (loppemarked), men andre steder er det bare rod, der får lov at ligge.

Ugen her efter nytår har været noget skiftende med sol og gråvejr, men stadig omkring frysepunktet.