torsdag den 4. april 2013

On the road again.

Vi har et stykke tid haft planlagt en lille ferie til staten New Mexico. Steffen har ikke holdt ferie endnu herovre udover et par forlængede week-ender, så det var ved at være tiltrængt.

Turen startede tirsdag d. 2. april med afgang kl. 8.30 fra Fayetteville. Vi havde en lang køretur foran os, og vejret var ikke for godt. Turen gik ind i Oklahoma, via Tulsa og Oklahoma city, dernæst ind i Texas bl.a. gennem Amarrillo. Vi gjorde kun meget korte stop. En gang for at hente køletasken med rugbrød, frikadeller og gulerødder ind fra bagagerummet. En gang for at få en kop kaffe. Vi ankom til Tucumcari i New Mexico kl. halv 6 New Mexico tid (1 time senere Arkansas tid). Vi er nemlig kommet ind i en ny tidszone.

Vejret var gråt, og tværs over Oklahoma regnede det voldsomt. Ca. 3 timer. Landskabet skiftede, det blev fladere og fladere henover Oklahoma, og meget fladt igennem Texas. Store vidder, ikke mange træer, prærieagtigt. Hen mod grænsen til New Mexico blev der mere bakket med kløfter. Der var temmelig koldt, vi var oppe i 1200 meters højde, da vi forlod Texas.

SMS STEF, hvis du synes, Steffen skal vinde.


Det var en lang dag, og skønt var det med et karbad på det lille motel før vi gik ud og spiste aftensmad.

Næste morgen kom vi afsted efter en gang rugbrød med pålæg og så en god kop kaffe fra espressobaren. Dagens tur foregik i sol fra en letskyet, meget blå himmel. Lange lange stræk ud over prærien, med meget langt mellem byerne, hvor landskabet ændrede sig hurtigt og blev  ørkenagtige  med kaktus, og nogle tørre buske og enebæragtig bevoksning. I horisonten tonede fantastisk flotte bjerge frem, enkelte med sne på toppen.







Vi nåede op i 2500 meters højde, da vi nåede Santa Fe. Det føltes tydeligt, at luften var frisk og klar.

Vi installerede os på motellet, og efter endnu et dyk i køletasken var vi klar til byvandring.

Vores motel ligger i gå afstand til byens "Plaza". Santa Fe udmærker sig blandt andre byer vi har været i, ved at være mere som vi kender byer i Europa. Centreret om et torv med lidt park og bænke, smallere gader, mange fodgængere og kort mellem de forskellige steder i byen. Det var rigtig dejligt at komme ud at gå, og vi fik set en masse spændende ting.

Basilica Cathedral St. Francis, hvis skytshelgen er Frans af Asissi.


Kirken grundlagdes for 400 år siden på dette sted.
New Mexico er blevet amerikansk stat så sent som i 1912. Førhen hørte den til Mexico, ligesom California, Utah og dele af Arizona, Colorado, og Wyoming. (Ved den Amerikansk-mexikanske krig  i 1846-48 mistede Mexico halvdelen af sit territorie til USA.) Derfor er kultur og sprog en blanding af mexicansk og amerikansk. Alting er skiltet på begge sprog, og man hører begge sprog på gaden. Der er er også en del mennesker her med indiansk baggrund, hvilket især ses i de mange souvenir butikker i form af indianske smykker og håndværk. Kort herfra ligger også indianske "pueblos" (landsbyer), hvor indfødte amerikanere lever i de originale huse, nogle så gamle som 1000 år. Særligt for Santa Fe er også kendt for den såkaldte "adobe" stil, som er meget karakteristisk. Husene er lavet i rødt ler, med meget tykke vægge og flade tage. Formen er afrundet uden hjørner og kanter. Meget organisk og smukt.

Efter en god lang travetur sluttede vi dagen af med at tage op til Lou Ann i hendes lille "Casita" lidt uden for byen. Vi fulgtes ned i byen og spiste lækker mad på en rigtig hyggelig restaurent.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar