søndag den 31. marts 2013

Besøg fra Danmark.

De seneste dage har vi haft besøg af en familie fra Odense, som kom torsdag aften. De havde været "on the road" helt fra Washington, hvor de havde lejet en bil i mandags, hvor de ankom. Det har været nogle rigtig hyggelige og intense dage. Det har været så hyggeligt at kunne vise venner hjemmefra rundt her, hvor vi slår vores folder. Vi har haft 2 hele dage sammen.

Den første dag var sightseeing i Fayetteville til fods. Vi fik set parken, universitetet, byen, biblioteket, Hog House Brewery, hvor vi fik frokost, og kaffebaren Arsagas. Gæsterne nåede endda i antikvariatboghandel, hvor de fik anskaffet et flot eksemplar af en bog om middelalderen til biblioteket derhjemme! Efter aftensmad hygge og vort hjemlands vemodige sange udsat for 4 stemmer!

Igår gik turen til kunstmuseet "Christal Bridges", hvor vi fik set på kunst og gik en tur i parken. Derefter en tur i Walmart, hvor de unge mennesker fik købt noget nyt tøj. Hjemme igen stod den på en dejlig lun aften på terrassen til drinks. Vi havde inviteret Lou Ann, og alle nød hinandens selskab. Dernæst grillet laks og Norgeskartofler og salat. Dertil hygge og flerstemmig sang. Lou Ann fik endda smagt dildsnapsen, inden hun i hast måtte eskorteres hjem. Et vældigt tordenvejr brød løs, og hun havde åbne vinduer.
Vi andre beundrede Thor i fuld fart over nattehimlen i sin stridsvogn. Utroligt egentlig, at han var kørt den lange vej!





Idag var det så allerede tid til at sige farvel og på gensyn. Vores venner skulle afsted til næste stop på ruten : Washington, hvor andre ventede på deres besøg.

Vi var velsignet med skiftende vejr, men overvejende sol og 20 gr.

Idag var der meget stille i det lille hus. Vi kørte ud til Lake Wilson lige udenfor byen i det sommerlige vejr. Efter en tur rundt om søen, hvor vi så smukke vilde blomster, kørte vi lidt rundt i landlige omgivelser en times tid, for at kigge på området sydøst for byen.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar