onsdag den 27. marts 2013

Devil´s den.

Den seneste periode har budt på lidt mere rolige forhold her. Ikke at der ikke er sket noget, men jeg kan se på kameraet, at der i hvert fald har været stille på den front.

Først og fremmest er det blevet meget koldere. Efter en week-end ved St. Patrick´s Day med 25 gr. har vi nu haft en periode med frostgrader om morgenen og måske 5 gr om dagen. Jeg tror marts sammenlagt har været koldere end januar her. Vi har haft en forventning om, at det nok ville være tidligt forår her, nu det ellers har været så mild en vinter, men nej.

På trods af det kolde vejr har vi flotte dage med sol ind i mellem. Fuglene synger så det er en lyst, og vi kan så småt se et svagt grønligt skær i buske og enkelte træer. Og vi ved at det kan komme pludselig en dag, så det håber vi på.

Jeg arbejder med mit foredrag om Danmark. Nu er vi igang med at finde billeder. Hold op hvor er Danmark dog på mange måder et dejligt land! Der findes så mange smukke billeder.

I sidste uge var vi så heldige, at finde et hus vi kan leje, når vi skal flytte herfra. Det er ikke så stort, men det behøver vi jo heller ikke, når vi bare er to. Når "børnene" kommer, bliver det lidt mere trangt, men vi har jo før været i sommerhuset alle 6, og det her er større. Det er meget specielt, da det er et kun 2 år gammelt hus, som er bygget i miljøvenlige og energibesparende materialer. Hvilket er helt ny-tænkende herovre. De har holdt åbent hus, da det var nyt, og folk er kommet langvejs fra for at se det. Det er meget lyst og venligt indrettet, nærmest "skandinavisk stil".

Jeg har også fået kontakt med min fortid som udvekslingsstuderende i Kansas, 1981-82. Jeg har i mange år ikke haft kontakt, det er vel omtrent 14 år siden, vi har skrevet breve sammen. Jeg talte med dem i telefon året efter, jeg kom hjem derovre fra. Altså ca. 30 år er gået, siden jeg har hørt deres stemmer.

Så det krævede lidt mod at ringe på det nummer, jeg havde fundet frem til på biblioteket. Min værtsmor tog telefonen, og vi fik os en lang snak. De har nogle problemer med helbredet begge to, men hun bor stadig på farmen, hvor jeg boede hos dem dengang. Det var en meget rørende oplevelse at tale sammen, som at dumpe ned i en anden tidslomme. Pludselig var jeg tilbage til en masse minder, jeg egentlig havde glemt. Det fyldte meget i mine tanker i dagene efter, og fylder stadig. Vi har talt om et besøg senere på foråret.

I lørdags trodsede vi det kolde og overskyede vejr og kørte til "Devil´s Den State Park", for at komme ud og gå en vandretur. Devil´s Den ligger ret tæt på Fayetteville, og der har vi endnu ikke været. Der var mulighed for mange forskellige ruter, men vi valgte "Yellow Rock Trail". Den førte os fra floddalen op ad bjerget til nogle flotte udkiksteder. Fordelen ved vandre ture nu er, at man har udsyn langt langt væk!






 Dog glæder jeg mig til at se det hele i grønt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar