St. Patricks Day og Sand Mandala.

St. Patricks dag er den 16. marts. Vi havde fået at vide, at der ville være en parade gennem byen, så vi sprang på cyklerne i solskinnet, og kørte ned i hovedgaden, Dickson Street. Vi tog opstilling sammen med alle de andre i kanten af vejen og ventede på optoget. Mange var klædt i grønt, St. Patricks farve, langs hele hovedgaden. St. Patrick er skytshelgen for Irland, og fejres af amerikanerne i variende grad. Her i byen var der optog fra "torvet" og ned ad hovedgaden. Forrest kom politi og brandvæsen i diverse køretøjer. Så kom et mindre sækkepibeorkester, så forskellige køretøjer med folk i grønt, en irsk dansegruppe, en mavedansergruppe mm. Alle vældig entusiastiske! En halv time, så var det forbi. Så var der "pub crawl", men vi cyklede en lille tur i området i stedet.

I denne uge har der foregået en meget spændende begivenhed her i Fayetteville. I St. Pauls Episcopal Church, som er en stor anglikansk kirke i byen, blev der lavet en sand mandala. I et samarbejde mellem kirken, universitetet og et Tibetansk kulturelt center her i byen, har man inviteret 2 munke fra et kloster i Indien.

En sand mandala er en slags rituel handling som har været en del af tibetansk buddistisk tradition altid. En mandala "tegnes" meget omhyggeligt med farvet sand. I tidernes morgen var det faktisk knuste sten og ædelsten man brugte. Nu om dage farves sandet med vandfarvekorn.

De munke som udfører en sand mandala er uddannet i kunsten fra 10-12 års alderen. De er desuden uddannet i dans, sang, musik, meditation og meget andet. En mandala bliver lavet som et billede på "vejen til buddha", dvs. som en slags religiøs anvisning. Munkene mediterer på mandalaen og mens de arbejder på den, husker de den udenad.

Det anses for helende at betragte en mandala. Den virker rensende og bringer god energi. Denne mandala her, arbejdede de på en uge. Der var en slags åbningsceremoni, og så startede de med at ridse nogle af konturerne op med kridt på det kvadratiske bord. I ugens løb kunne interesserede komme og kigge på, hvordan arbejdet skred frem. De startede fra midten og arbejde sig ud.

Jeg var oppe og se den i ugens løb, og i søndags var vi med til afslutningsceremonien. Munkene sang først sammen med en herboende munk, det var virkelig anderledes. De brugte deres stemmer på en helt utrolig måde, som er virkelig speciel. Lyden er meget kraftig og skaber overtoner og man føler en resonans i kroppen. De sang og ringede med klokker, og så fejede de mandalaen sammen mod midten med malerpensler!

Det er en del af ritualet, som et symbol på at intet varer evigt, og derfor skal mennesket ikke binde sig til nogen ting. Det er ikke materielle ting der er det vigtige, men at man med sine handlinger og væren gør godt i verden. Så gik munkene forrest i et optog ned gennem byen og til vores park, Wilson Park, hvor sandet ledsaget af sang blev ledt ud i Steel Creek, den lokale å.

 Dette som symbol på, at al denne gode energi og skønhed fra arbejdet med mandalaen nu ledes ud i lokalområdet til gavn og velsignelse for hele byens befolkning. Meget smukt, synes jeg.

Jeg har læst lidt om sand mandalaer på nettet, og har opdaget, at der også er blevet lavet flere af slagsen i Danmark de seneste år.