Lørdag ved middagstid var Steffen færdig med pligterne, og vi begav os ud på de vilde vover. Vi havde besluttet at bevæge os udenfor byen Queretaro, og se lidt mere af landskabet og en anden by. Vores mål var en mindre by på 30.000 indbyggere kaldet Tequisquiapan en times kørsel med bus fra Queretaro (som har ca. 800.000 indbyggere).
Den kollektive trafik i Mexico er vældig udbygget, nærmest som i Danmark vil jeg tro. Vi ankom i taxa til den centrale bus station i udkanten af byen, og opdagede at den var enorm! Vi startede et sted med at spørge, og fandt frem til det rigtige billetsalg og dernæst den rigtige bus. Selvom vores ordforråd på spansk er ret begrænset, er det passive ordforråd alligevel nok til, at vi kan begå os nogenlunde.
Mens vi ventede på afgang i bussen, fik vi et eksempel på salgsmetoder i Mexico. En sælger stillede sig op forrest i bussen og reklamerede for en creme med bl.a. arnika. Der var ikke grænser for dens virkninger : God mod lændesmerter, gigt, migræne, spændinger osv. osv. Og netop idag var der et meget godt tilbud. Efter den lille salgstale gik han ned gennem bussen og delte creme ud. Så kunne alle se og dufte til cremen. Da han nåede bagsædet vendte han om og fik enten penge eller cremen tilbage. Der var faktisk mange, der købte noget, kunne vi se.
Lige inden afgang kom endnu en sælger. Hun gik bare ned gennem bussen med slikposer, som hun delte ud. På vejen tilbage indkasserede hun så på samme måde penge eller varen. Vi købte en pose blandet guf, interessant! Anderledes, noget af det var der chili på!
På vejen til Tequisquiapan kom vi igennem mere landlige områder. Der var en del majsmarker - der skal jo noget til med alle de tortillas - og andre marker. Der var også andre afgrøder, kyllingefarme, kvæg og bebyggelser. Mange steder så vi små boder ud til vejen, hvor der solgtes mad, der blev forberedt på stedet, frugt og drikkevarer.
På nogle strækninger var der meget tørre stræk med en mangfoldighed af kaktus. Mange var blomstrende, et helt specielt smukt syn. I baggrunden var der til stadighed bjerge. Enkelte mindre søer kom vi også forbi.
Vel ankommet til Tequisquiapan gik vi ind til byens torv, der ligger ved en stor flot kirke. Der var et vældigt leben af lokale og turister. Meget farverig og sprudlende atmosfære.
Da vi kom ind i kirken, var vi så heldige at opleve en "Quinceanera", som var på vej ud med sit følge. En quinceanera er en pige, som bliver fejret på sin 15 års fødselsdag. Den fejrer overgangen fra barn til voksen. Denne fest holdes i alle latinamerikanske lande, og af latinamerikanere som er emigreret. (Vi har således også oplevet det her i staten.)
Dagen fejres med variationer i de forskellige lande. I Mexico starter fiestaen ved en katolsk messe i kirken.
Traditionelt er det første gang pigen bærer make-up, men sådan er det ikke længere. Hun har en flot lang balkjole på, som mest af alt minder om en brudekjole. Traditionelt var den lyserød, men i vore dage er hvid den foretrukne farve. Pigen vi så havde en flot grøn kjole på. Hun følges af et "hof" af jævnaldrende venner. I kirken bliver hun givet en halskæde med et vedhæng med et billede af Mexicos skytshelgen, "Nuestra Senora de Guadaloupe", en katolsk udgave af Jomfru Maria. Hun får også en tiara på.
Efterfølgende er der reception, som indeholder et sæt af traditionelle elementer :
1. Quinceaneraen´s ankomst til festen
2. Quinceaneraen´s skål
3. Den første dans, normalt en vals, hvor Quinceaneraen danser med sin far
4. Familiedansen, den nærmeste familie og venner danser
5. Yndlingssangen, Quinceaneraens yndlingssang (ofte moderne) synges og danses
6. Dansen for alle, alle danse vals.
Nå, det blev en lang historie.
Vi fik en snak med en kvinde på turistkontoret, som havde boet i USA, og derfor talte rigtig godt engelsk. Jeg spurgte hende om, hvorfor vi ser så meget politi og militær og våben rundt omkring i gadebilledet. Jeg fortalte hende. at det er fremmed og lidt skræmmende for os at se. Hun forklarede at det var ikke fordi der var specielt farligt, men at det har præventiv karakter. Ja, det er bare helt anderledes end "hjemme", og folk her er jo vant til det.
 |
| Politimanden her dirigerede trafikken og sørgede for at alle kom sikkert over gaden - iført skudsikker vest og pistol ! |
Vi gik på et stort indendørs marked og det var fuldstændig overvældende at gå og kigge : Tøj, smykker, kunst, håndværk af alle slags, kurve og mad.
Vi tog bussen tilbage til Queretaro kl. 7. Vi havde fået blod på tanden og besluttede at tage bussen hjem til hotellet i stedet for at tage en taxa, som vi havde gjort de andre dage. Det blev en spændende oplevelse. Vi fandt den rigtige bus, men var ikke helt sikre på, at den kørte helt ud, hvor vi skulle. Vi spurgte en ung kvinde, som forsøgte at forklare os det på spansk. Vi troede at forstå, at vi skulle skifte bus på halvvejen. En anden kvinde begyndte at tale til os fra bag i bussen. Hun talte en smule engelsk og fransk. Vi fik en spændende snak om forskelligt, men forstod stadig ikke helt, hvad der skulle ske. Vi forstod dog, at hun skulle af, før vi skulle, så hun kunne ikke hjælpe os videre. Hun bad dog den anden kvinde om at sige til os, når vi skulle af. Klokken var efterhånden blevet 20, og det var bælgmørkt.
Vi kunne ind i mellem kende noget, så vi vidste, vi var på vej i den rigtige retning. Men det var ret spændende. Den unge kvinde gav tegn til, at vi skulle af. Hun havde skrevet en textbesked til os på sin telefon, som hun havde fået oversat til engelsk, for at forklare os, at vi skulle af, og så gå i 25 minutter! I det samme rejste en ung mand sig, som talte meget fint engelsk, og sagde vi kunne følges med ham! Han havde overhørt hele vores samtale, og skulle af det samme sted som os.
Det viste sig, at han var universitetsstuderende og at han havde lagt mærke til Steffen ude på uni. Han studerede fysik, og Steffen og han fik sig en snak om kvantefysik. Ja, tænk, hvad man kan opleve, når man bevæger sig lidt udenfor turist strømmen.
Vi fulgtes med ham halvvejs hjem, og fandt hotellet uden problemer, mæt af oplevelser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar