Mandag var vi til kor for første gang. Det var rigtig dejligt at synge igen. Det foregår i et lokale på universitetets "Music department". Det var en ny og anderledes oplevelse. Korets omkring 55 medlemmer var vel omkring fra 20-70 år, med gennemsnit omkring 60 vil jeg gætte på. Dirigenten er en meget livlig og dygtig yngre mand, som er professer på universitetets Music Department". Han leder foruden dette kor også universitetets flagskib "Scola Cantorum". Vi har set ham flere gange til korkoncerterne op mod jul. I pausen opfordrede han alle til at hilse på hinanden og lære hinanden at kende, for som han forklarede : 1. så har du én at spørge om, hvor vi er i noderne 2. så har du én at køre med, hvis din bil er brudt sammen, når du skal til kor 3. så har du én at hviske med, når dirigenten siger noget vrøvl.
En hyggelig aften, hvor vi (igen) mødte en masse flinke mennesker.
I denne uge har jeg været til et interview på biblioteket med Margeret som står for at koordinere de frivillige på Fayetteville Public Library. Som før nævnt er det vældig almindeligt her at arbejde frivilligt nogle timer om ugen, og på den måde bakke op om forskellige aktiviteter og tilbud i lokalsamfundet. Især mange pensionister gør det. Faktisk er det sådan at mange steder slet ikke ville kunne eksisterere uden frivillig hjælp. Man kan være frivillig indenfor nærmest alt. Skoler, børnehaver, fritidstilbud af alle slags, parker, udstillinger, hjemmeservice til ældre og handicappede, sygehuse, lufthavnen, koncerter og markeder, begivenheder osv. osv. Nå men, nu laver de et "Background Check" på mig, og så skal jeg igang 1-2 dage om ugen nogle timer. Det bliver spændende og dejligt at komme lidt ud til noget, hvor jeg kan gøre noget nytte for andre, og opleve et arbejdsmiljø indefra.
Fredag aften tog vi ud og spise på en restaurant her i Fayetteville, som Steffen kalder "Den bedste thai restaurant udenfor Thailand". Og det er alligevel noget. At gå ud at spise her er en noget anden oplevelse end hjemme. Det er en hurtig affære, hvor de sætter en ære i, at man bliver betjent hurtigt på alle måder. Knapt har man sat sig og fået spisekortet, før de spørger, om man vil bestille. Knapt har man lagt bestikket, før de spørger om man vil have mere eller en regning. Ikke noget med at sidde alt for længe og nyde maden. Eller sagt på en anden måde : Man skal insistere på at sidde længe, hvis man vil det. Men det vil man ikke, for de kommer hele tiden og spørger om noget...og ingen andre sidder længe. Til gengæld kan man få resterne med hjem i bøtter, en overordentlig sympatisk skik. De kalder det en "doggy bag", altså som om det er til hunden..Det er virkelig noget, vi kan lære noget af i Danmark, når man tænker på, hvor meget madspild der er fra restauranter derhjemme. En indlysende idé.
Lørdag var jeg med min nabo, Martha, til et møde i Fayetteville Garden Club, en forening for haveentusiaster. De har forskellige foredrag og aktiviteter. Denne dag var det et foredrag om træer, som blev afholdt i "Ozark Botanical Garden". En lokal kunstner udstiller sine malerier dels her, dels på biblioteket. Udstillingen består af ca. 20 store malerier malet med farveblyanter og farvekridt. De forestiller "Champion Trees i Arkansas". Hver stat har sine Champion trees. Et champion tree er det største træ af sin slags. F.eks. det største "White Oak tree", det største "Pine tree" osv. En pensioneret professor fra Universitetet, som nu er meget aktiv frivillig i "Botanical Garden" fortalte om projektet, og der var spørgsmål fra tilhørerne.
Spændende.
Det var en lun (15 gr i skyggen) dag, så Steffen og jeg sad nogle timer i haven og blev lidt røde. Det er første gang i lang tid, det har været så lunt. Vi tog en cykeltur op på Mt. Sequoyah og ned ad skovstierne på "bagsiden".
Så idag gik turen til "Chrystal Bridges" ca. ½ times kørsel herfra i byen Bentonville. Chrystal Bridges er et kunstmuseum for amerikansk kunst, som åbnede 11.11.11, altså meget nyt. Idéen og pengene til det kommer fra den før omtalte Walton familie, som ejer Walmart koncernen.
Stedet er fuldstændig fantastisk, det kan ikke beskrives, det må ses. Det var en kæmpe oplevelse, så alle der besøger os, kan godt regne med vi skal derop!!
I præsentationsvideoen hvor Alice Walton ses i samtale med arkitekten Moche Safdie om tilblivelsen af museet fortæller de bl.a. om, hvordan de var ude og se andre museer for at blive inspireret til bygningen. Noget som især bliver fremhævet, var deres besøg på kunstmuséet Louisiana nord for København. Det der især gjorde indtryk her var den måde naturen og museet er vævet ind i hinanden. Hvordan det bliver en samlet æstetisk oplevelse. Hvordan man går fra én udstilling, ud i naturen og ind i den næste. Hvordan man kan se havet.
Prøv at gå ind på Chrystal Bridges og se deres hjemmeside, det er virkelig specielt, meget smukt. Det minder mig meget om Bornholms kunstmuseum, hvis nogen kender det?
Entréen her er sponsoreret af Walton familien til evig tid. Så kan man jo spørge sig selv om, hvorfor der var protester ved Walmart op til jul, fordi medarbejderne var vrede over dårlige arbejdsforhold. Men det er jo en anden historie.....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar