Eventyret om den forsvundne dal.

Søndag var vi afsted på nye eventyr sammen med vores tro følgesvende Christian og Kai. Godt og vel 1 times kørsel herfra fandt vi udgangspunktet for vores vandretur, "Lost Valley". Vi gik ad en fin velafmærket skovsti gennem et meget smukt terræn præget af klipper og egeskov. Vi kom forbi store klippefremspring og små vandfald og vandhuller. Det sidste stykke var lidt mere stejlt, og så var vi ved turens højdepunkt - en klippehule.
Vi bevægede os spændte ind langs Clark Creek, et mindre vandløb, der løb ud derfra, og et stykke inde måtte vi ned på alle fire og kravle. Det var jo selvfølgelig bælgmørkt, så vi havde hver en lygte. Jeg tøjlede min klaustrofobi og blev belønnet efter overkommelige anstrengelser. Efter måske 10 meter åbnede hulen sig igen, og vi stod i en klippehule med et godt 10 meter højt vandfald. En forunderlig oplevelse. Efter lidt tid og noget kiggen omkring med lygten opdagede vi, at hulen var fyldt med små dværgflagermus midt i deres vintersøvn!

Vel ude igen fandt i en dejlig plet i solen, hvor vi nød vores madpakker.

Om aftenen var vi inviteret ud at spise hos Inés og David, Steffen og Christians kolleger. Inés er oprindelig fra Chile, og hendes mand David er fra Texas. Inés bror, Victor, som var på juleferie hos dem, var der også, ligesom deres datter Nicole, som var hjemme fra college
Det blev en utrolig hyggelig aften, med en masse snak, godt humør og udveksling om vores forskellige lande. Meget festligt. Meget præget af den sydamerikanske sprudlende energi. Og så ikke mindst maden, som var først tapas, serranoskinke og ost, dernæst en lækker norsk laks på grillen med lækkert grøntsagstilbehør og salat. Derefter flan og te.

Igår var vi så af forskellige årsager, som ikke skal nævnes her, på en tur til Norfork Hatchery igen. Denne gang sammen med Christian. Vi skulle hente et antal små fisk ligesom sidst, og dertil nogle hypofyser (koglekirtler) fra nogle fuldvoksne fisk, hvis det var muligt.
Turen derud tager jo omkring 3 timer, så man bliver noget ør af at køre så meget i bil. Til gengæld ser man et varierende landskab med store vidder, klipper, floder og bakker til gengæld. Solen var vores følgesvend, og vejret var mildt. Vi spiste madpakker ved Norfork River lige ved dæmningen tæt på dambruget. Vandstanden var idag meget lav, så vi kunne betragte de mange fluefiskere som stod i waders i floden og håbede på en laks.

Et blik opad Norfork River, bemærk misteltenene i træet!

Dambrugsfolkene var igen meget imødekommende, og professorerne fik alle de fisk, de bad om. Endda også resterne af de laks, som de fik hypofyserne fra. De kan jo spises!

Noget trætte kom vi hjem og havde endnu en middagsaftale. Denne gang en kvinde som vi havde mødt ved nabo partyet efter jul.
Lou Ann bor på nabovejen i et meget specielt, virkelig smukt hus. Det var bygget, så der kom en masse lys ind og indrettet med lyse farver, meget forskelligt fra typiske amerikanske hjem, som generelt er mørke og noget dystre.
Det blev en meget spændende aften, hvor vi fik snakket om alt mellem himmel og jord. Hun er et meget åbent menneske, som er meget interesseret i at møde og få venner blandt udlændinge. Hun er meget vidende om andre lande og samfundsforhold, og meget interesseret, Hun er uddannet i litteraturvidenskab. Hun er på mange måder meget anderledes og har andre værdier, end de mennesker vi har mødt indtil nu. Bl.a. andet har hun en tæt tilknytning til nogle buddistiske munke som har slået sig ned her i Fayetteville, og buddismen, hvilket hendes hjem også bar præg af.

Tænk engang hvor vi er heldige at møde så mange forskellige mennesker, som vi kan udveksle tanker med, og opleve gang på gang, hvor meget vi egentlig har til fælles. Det giver jo også anledning til at granske lidt i, hvordan vi selv er overfor udlændinge i vores eget land. Hvor åbne er vi selv, når vi er på hjemmebane?