mandag den 12. august 2013

Old Faithfull - den trofaste.

Den sidste hele dag i Yellowstone brugte vi til at køre til området ved en af de største geysere i parken, "Old Faithful". Den springer - meget trofast - en gang hver anden time. Tidspunktet forudsiges + / - 10 minutter. Området omkring OF har den største koncentration af aktive geysere i verden. Kun 4 andre steder i verden (Rusland, New Zealand, Island og Chile) har lignende områder.

Der er anlagt vandrestier mellem geyserne, så man kommer helt tæt på, og vi var så heldige at se rigtig mange af dem springe, mens vi var der. Også her var der boblende kilder og eventyrlige, mangefarvede vandhuller. En meget speciel oplevelse.

Old Faithful i udbrud.

Et liv ved Old Faithful giver sul på kroppen.

Bakterier og mikroorganismer giver de flotte farver.




















































Yellowstone National Park er virkelig et besøg værd. Man kunne sagtens bruge 3 uger alene her. Det er et meget stort areal, og mulighederne er mange. Der er et utal af vandreruter og steder at se.

Den 3. august begyndte hjemturen mod Fayetteville. De sidste to dage var køre-dage med overnatning på hoteller. Vi kørte en lille omvej forbi "Grand Tetons", en nationalpark i sig selv, med de mest imponerende bjerge. The Tetons rejser sig direkte op fra dalen, og har således ingen forbjerge.




























I bjørneland.

I cowboy-land.
Efter en lang dag i bilen kun afbrudt af mindre pauser, var var det rart at sove på hotel. Der blev endda tid til en dukkert i poolen, før vi dejsede om i Laramie, Wyoming.

Skønt at se køer på græs med masser af plads!

Juhu, endnu et skilt til samlingen!!

Vi kører stadig!!
Næste dag blev endnu en lang dag på de uendelige veje. Først ud af Wyoming, igennem Colorado og ind i Kansas, hvor vi gjorde holdt i Salina.

Sidste dag blev knapt så lang. Vi tillod os at sove længe og spise morgenmad i fred og ro. Vi nåede hjem til Fayetteville, trætte og mætte af oplevelser sidst på eftermiddagen. Vi glædede os alle til at bare være hjemme igen.

ENDELIG HJEMME!


























Ugen herhjemme igen gik med besøg hos vores forskellige gamle naboer, som jo alle var ivrige for at møde "de unge danskere". Vi var til aftensmad, til eftermiddagskaffe og de unge mennesker blev endda inviteret på brunch på byens bedste café af vores gode veninde Lou Ann. Nogen af os var til Barbershop-øvning, nogen var med cykel og bus til "Mall´en", nogen var med på rundvisning på biblioteket, nogen gik til poolen, og andre trængte bare til at slappe af.
En aften var vi alle på Japansk Hibachi-restaurant, hvor en ekvilibristisk kok gik helt amok med åben ild og jonglerede med knive, redskaber og mad. Han fik os alle, hver og én, til at prøve at gribe et stykke broccoli med munden! Sikken et show! Dertil var maden rigtig god, det nød vi alle.



























Efter 18 dage med uregelmæssige måltider, mad i køletaske, en hel del fast og junk-food, og primitiv madlavning på campingblus, og i diverse lidt snuskede hostels var det nu rigtig dejligt at have et rigtigt køkken igen. At kunne opbevare mad i et rigtigt køleskab, at købe ind et sted man kender, og til en rimelig pris. Ja, det er helt basale ting man kommer til at skønne på efter en road-trip.



























Dagene fløj afsted, og pludselig var det lørdag og afrejsedag. Vi havde dog inviteret Lou Ann på brunch og dernæst nåede vi ind og shoppe lidt i Himalayan Mountainshop. Det er en ret hyggelig og speciel butik som ejes af en mand fra Bhutan, som er tidligere munk, men nu amerikansk gift og bosat i Fayetteville.






















Om eftermiddagen gik turen til XNA, Northwest Arkansas Regional Airport, hvor vi fik vinket farvel og sagt god rejse.




Det har været en meget intens og oplevelsesmættet måned, hvor vi har skullet være sammen døgnet rundt næsten uafbrudt.  En måned hvor bølgerne ind i mellem har gået højt, men alligevel er faldet til ro igen. Det er mange år siden, vi alle seks har været på ferie sammen, og aldrig i så lang tid, så hver enkelt af os har været udfordret på hver sin måde.
Alt i alt har vi klaret det godt, og kan huske tilbage på en masse spændende, lærerige, og sjove oplevelser og stunder med hinanden, og med mennesker vi har mødt. Vi har set en lille smule af nogle skønne steder i det store, store land, og forhåbentlig har det givet lyst til engang selv at rejse ud og udforske det videre. Endelig har vi oplevet amerikanernes gæstfrihed, åbenhed, hjertelighed og nysgerrighed overfor os. Jeg håber, vi alle kan tage det med os videre i livet.

"Farvel og på gen - kik!"




















































Ingen kommentarer:

Send en kommentar