mandag den 18. februar 2013

Losar - Kinesisk/tibetansk/bhutanesisk nytår.

Den kinesiske tidsregning er en anden end den vestlige. De er i et andet år end vi er, og deres måned begynder altid ved nymåne. Kinesisk nytår er således 2. nymåne efter vintersolhverv. I år var det d. 10. februar, hvor vi i følge kinesisk kalender gik ind i slangens år. Mange lande som gennem tiden har været under kinesisk indflydelse følger denne kalender.

I mandags var jeg inviteret (gennem Lou Ann som er en kvinde i nabolaget) til en sammenkomst i anledning af Nytåret. Værtsparret var en mand fra Bhutan, Lama Thinley, og hans amerikanske kone Sally. Lama Thinley var tidligere munk, men kom så til Arkansas, hvor han mødte Sally og slog sig ned. Gæsterne var deres venner, amerikanere og en del asiater, nogle af dem munke i deres gule og bordeax munketøj. De bor i et rigtig dejligt stort træhus på Mt. Sequoyah, med en flot udsigt fra den store træterrasse over byen syd for. Rummene var store og lyse, med store vinduer, så man følte sig lidt som i et moderne træ-sommerhus i Danmark. Et af rummene var indrettet med et stort "Shrine" som en en slags buddhistisk alter. En slags meget flot udsmykket reol, malet i de traditionelle mønstre og farver fra Bhutan. Deri var placeret alt muligt, buddha figurer, blomster, frugt, kager, et kors, ikoner, religiøse billeder, guld og sølv mm. Meget flot og specielt.

Det var arrangeret som en slags sammenskudsgilde. Værtsparret havde lavet nogle særlige bhutanesiske "dumplings", der lignede piroger. Ris til og en stærk chilisauce. Gæsterne havde bragt forskellige andre retter. Det foregik som jeg har oplevet flere gange herovre : Man tager noget mad, og så sætter man sig spredt i stuen og snakker, går måske op og tager mere, og sætter sig og snakker med nogle andre. Meget afslappet og hyggeligt. Jeg mødte mange spændende og venlige mennesker, det var et meget internationalt selskab. Ved halv 9-tiden begyndte folk at bryde op, og det gjorde vi så også. Lidt underligt, nu det var Nytår??

Denne smukke fiskehejre, "Blue Heron", mødte jeg ved Scull Creek Trail på Valentine´s Day.







Torsdag var jo Valentines Day. Butikkerne har bugnet af alt muligt kommercielt bras i lyserødt og rødt.Kager, chokolade, smykker, heliumbaloner, bamser, slik og pynt.
Jeg havde jo meldt mig til at være frivillig hjælp på biblioteket til "Valentine Sweetheart Tea Party" for børn 4-7 år. Jeg har lyst til at opleve så meget som muligt af kulturen her, og her havde jeg mulighed for at opleve noget indenfor mit eget fag : pædagogik.

Jeg ankom til "festsalen", som de to børnebibliotekarer havde pyntet op til den store guldmedalje. Der var små runde borde og stole i børnestørrelse med plads til 4-5 børn ved hvert bord. Alt var rødt og lyserødt, bordpynt, blomster, servietter, heliumbaloner. På hver tallerken var en lille Valentine-anretning : En kage, chokolade, smarties - alt i lyserødt/rødt - lidt vindruer og to minitærter. Dertil rød saft. Vi var to frivillige, som hjalp med at få de sidste praktiske ting klart.

Så blev de ca. 30-35 børn lukket ind - ca. 3 drenge, resten piger. I forskellige variationer af prinsesse kjoler.
Børnene blev gelejdet op i den ene ende af rummet, hvor der var en lille scene. Forældrene satte sig ude i kanten af lokalet på stole. Den ene bibliotekar talte med børnene, bl.a. om de havde husket at medbringe deres gode manerer ? Og hvad det var? De øvede sig i at neje, de fik opfrisket, hvad man siger til værten, når man har været på besøg : "Tak for en dejlig fest", og de blev bedt om at komme og sige farvel, når festen var forbi. De fik nu læst op af nogle billedbøger - med Valentine tema. Bibliotekarerne læste op, meget dramatisk, og med meget dialog med børnene. Børnene var meget optagede. Ind i mellem de to oplæsninger var de oppe og bevæge sig, de sang et par sange med fagter til. Til sidst var der dukketeater om en ræv og en elg der blev forelskede og gift!
Så blev børnene bænket, 4-5 børn ad gangen fik lov til at rejse sig og gå til bords. Så blev der guffet en 20 minutters tid, og så begyndte forældre og børn at sige farvel og tak for idag.

Man kan jo altid diskutere om børn skal have så meget sukker, så skrappe farver, pyntes op som voksne, og være så bevidste om sig selv i den alder. Når det er sagt, synes jeg det hele foregik i en god og venlig atmosfære. Selvom der var mange børn, var der en rolig stemning, og en taknemmelighed fra både børn og forældre. Alt i alt en god oplevelse.

Om aftenen var Steffen og jeg til et arrangement hos én af Steffens kolleger sammen med kolleger fra biologisk institut. Det var en slags reception/hyggelig sammenkomst med drinks og snacks, stående/gående/balancerende med glas og sager rundt omkring, som vi nu er ved at vænne os til.

Det var i anledningen af, at der er slået en stilling op ved instituttet. Der er blevet inviteret 4 ansøgere, 1 ad gangen til "ansættelsesdage". Dvs. hver ansøger er inviteret til at komme 2 dage. På disse to dage skal de igennem et stort program. Hver en time er planlagt : morgenmad med dekanen, ½ times samtaler med et antal af de ansatte kolleger, spisning med en gruppe studerende, foredrag skal de også holde, en ansættelses samtale og så denne "social" om aftenen, så man får et indtryk af, hvordan de fungerer socialt også ! Det er et ansættelsesudvalg, der tager den endelige beslutning om, hvem der skal ansættes, men alle der har mødt ansøgeren, har lov at komme med deres mening om kandidaten. Det er noget af et program at skulle igennem, men det er meget normalt herovre indenfor universitetsverdenen.

Søndag var vi på vandretur ved nogle smukke vandfald ca. 1½ times kørsel her fra Fayetteville. Det ene sted gik vi ud til et vandfald kaldet "Glory Hole Falls". Det er specielt på den måde, at vandfaldet har lavet et hul igennem en klippe, så vandet faktisk kommer gennem et hul i loftet i en klippehule!













Det andet sted vi gik ud til hedder "Kings River Falls". Det var et utrolig smukt sted med en flod, man går langs med. Floden danner små vandfald, og mange steder kan man gå på klipper ude i vandet.
Vejret var fantastisk, sol fra en blå himmel.

Kings River Falls.




Her skal vi ud en varm sommerdag og bade.

Christian hoppede i herfra, kort efter billedet var taget ! Brrrr!















Ingen kommentarer:

Send en kommentar