Gry´s Blok - now in English !

That´s right, now in English. I hope you´ll all enjoy a little news from Danmark once in a while, when I get around to write and take pictures.

I hope to keep in touch with many friends this way, like I did with friends here when we were i Fayetteville.
Maybe it will even inspire some of you to visit the little kingdom in Scandinavia?

Adjusting back to life here in DK is difficult in a way we never thought it would be. Perhaps I can describe it this way : We feel we belong in two countries now. Leaving Fayetteville was like ripping out some part of our hearts.

We will never forget the warmth and friendlyness, curiosity and openmindedness that we met. Thank you, all of you. Welcome here, if you get the chance.

When you go abroad for 10 months, you look at your country, your culture and your life and yourself in a different way. You get a wider horizon so to speek. You find out that there are so many other ways of living, so many other understandings, - and also you find out how much we are all alike in the end anyway.

Something that is striking when you return from the US is the coolness in the Danish culture. Of course the weather is cooler, but also the people are cooler. Not your friends or family, but people in general. When you pass people on the street, you just walk by, not a word, not a greeting. Unless you know people. I have tried to take home the friendlyness and openness, have tried to greet people with a "Hej". Just to try to make a little difference in my own approach. A few people greet me back, but mostly they just look down, or act surprised.

Of course this is an unfair generalisation about Danes as a whole. But we live in Odense, a city of about 190.000 citizens, and this is how it looks here. Its different in smaller towns and in the countryside.

In the trafic I find people are very rude. Cars driving faster, not taking care of the many bicyclists and pedestrians. Honking their horn for nothing, if someone is driving a little slow or something like that.

When  buying grosseries, the cashier speeks just the least possible words, like "Hi", "Would you like your receipt", "Have a nice day", sometimes without even looking at you, like something they were told to say. If I try to start a conversation, with someone next to me in the queue, they either answer with one word, or maybe just look shy at me, like "are you crazy?"

Why is it like that, I wonder ?

Is it the cold and dark climate, that makes people depressive?
Is it the fact, that we dont have so much personal space here?? (5.5 million people on an area 1/3 of Arkansas), so everybody protects their territory?
Is it because the majority dont go to church and get a moral and ethical inspiration there? That we are a spiritually poor country?
Is it because the pace of everyday life here is stressfull and too fast for many people, so they get more unsocial?
Is it the "Law of Jante"?

I dont know the answer.

On the other hand, if we are together with people we know, with friends and family, then we are just as friendly and nice as people from Arkansas...

Here are a few pictures from september days in Danmark. Its cool, and changes between windy, rainy and grey to sunny and pleasant. Temperatures around 55 these days.

Ready to go for a bicycle ride.

The wine is almost ripe.

By Odense Å - in Munkemose. (Odense river - in Monks bog)

At the lake in Munkemose.

Ugly ducklings enjoying the late afternoon sun.

The old man and the Fjord.

Rosehip Rose.

Rosehip harvesting by the fjord.

Flowers and bees.

By Kerteminde beach.

 Vikings after the swim - water 54 F air 55 F

Sidste indlæg fra Fayetteville....langt om længe.

Kære kære læsere.
Tak for jeres trofasthed de sidste 10 måneder. Det har været dejligt med alle de positive tilbagemeldinger, og dejligt at dele alle vores eventyrlige oplevelser. Vi er nu for længst hjemme (godt tre uger har vi nu været i DK), men jeg skylder en afslutning, så den kommer her.

De sidste uger i Fayetteville stod i afskedens og opbruddets tegn. Afsked med steder og mennesker som vi har fået et nært og varmt forhold til. Afsked med den særlige amerikanske ånd, som vi er kommet til at holde så meget af. Den positive og imødekommende omgangsform, den nysgerrige og hjertelige væremåde, vi er blevet mødt med overalt, hvor vi har færdedes. Hold op, hvor det har været svært at sige farvel.

N. Washington Ave

Farvel "Pride of the Ozarks", ved deltagelse i gudstjeneste den sidste søndag.

Lykkelig forsker.

Gode gamle Fullbright, som gjorde det hele muligt!

I den sidste uge var vi inviteret til forskellige venner på skift, var rundt og sige farvel på universitetet og biblioteket mm., og vi holdt selv en afskeds-pot-luck for alle venner og naboer. Her lavede vi vores Danmarksforedrag med en power-point fremvisning om Danmark.

Danske landskaber.....

De lytter tålmodigt, skønt lammekøllen dufter fra grillen...

 

Og så er der kongehuset.....

Professer Tipsmark, Rebecca, Asha og Professer Steffen.

Vi mander os op til et smil for fotografen lige på falderebet. 

Hold da op, der er ufattelig langt hjem!

Farvel og tak for denne gang!

Week-end med vand.

Der er så mange steder vi lige skal nå at besøge en sidste gang, eller næst-sidste.... Så mange fine steder vi har lært at kende de sidste 10 måneder her. I week-end´en tog vi ud til en af favoritterne : Kings River Falls sammen med Christian og Kai.

Det har regnet kraftigt her på det sidste, så der var virkelig høj vandstand, noget vi ikke har oplevet tidligere. Men som I ved, er der også slanger i Paradis. Vi var så heldige at møde nogle af dem på 1. hånd. Lidt spændende at gå rundt, når man har mødt den første, da nogle af de arter der findes her er ret giftige. Men bare man kigger sig godt for og ikke kommer til at træde dem over tæerne, er de flinke nok.

På stien derud fandt vi kantareller og andre svampe. Tænk at vi også skulle opleve det her!

Copperhead, lå i en klippesprække, ved nedgangen til vandet, giftig.

Flodkrebs.

Badetur med efterfølgende frokost i det grønne, kan det blive bedre?

Cottonmouth, giftig vandslange. Lå og hyggede sig under et lille træ ved stien.

Sunfish - blev sat ud igen.

I en lille båd der gynger, sidder jeg og synger, synger om de ting, der gir´ livet værdi.....

Søndag kørte vi til Mulberry River, som vi havde opdaget i foråret på én af vores små køreture ud i det blå. Denne gang lejede vi et par små kajakker og tog en bid af floden. Der var meget vand i, hvilket er usædvanligt på denne årstid, og der var utrolig smukt. Turen bød på en vekslen mellem roligt vand og stykker med temmelig kraftig strøm - white water. Det var sjovt, og da vi først havde lært kajakkerne lidt at kende, kunne vi også fint manøvrere med dem. De første steder med strøm og små vandfald følte man sig nok lidt ude af kontrol, men man lærer faktisk hurtigt. Vi mødte også nogle erfarne sejlere, som gav os et par tips. Skøn tur.

Næh, sikke nogen søde hunde, de ville med os ind i bilen, da vi skulle køre fra bådeudlejningen...

Efter sejlturen gik vi en lille tur til "Twin Falls", to vandfald fra to forskellige dale som - næsten - mødes.

Og se hvad vi fandt!

Old Faithfull - den trofaste.

Den sidste hele dag i Yellowstone brugte vi til at køre til området ved en af de største geysere i parken, "Old Faithful". Den springer - meget trofast - en gang hver anden time. Tidspunktet forudsiges + / - 10 minutter. Området omkring OF har den største koncentration af aktive geysere i verden. Kun 4 andre steder i verden (Rusland, New Zealand, Island og Chile) har lignende områder.

Der er anlagt vandrestier mellem geyserne, så man kommer helt tæt på, og vi var så heldige at se rigtig mange af dem springe, mens vi var der. Også her var der boblende kilder og eventyrlige, mangefarvede vandhuller. En meget speciel oplevelse.

Old Faithful i udbrud.

Et liv ved Old Faithful giver sul på kroppen.

Bakterier og mikroorganismer giver de flotte farver.

Yellowstone National Park er virkelig et besøg værd. Man kunne sagtens bruge 3 uger alene her. Det er et meget stort areal, og mulighederne er mange. Der er et utal af vandreruter og steder at se.

Den 3. august begyndte hjemturen mod Fayetteville. De sidste to dage var køre-dage med overnatning på hoteller. Vi kørte en lille omvej forbi "Grand Tetons", en nationalpark i sig selv, med de mest imponerende bjerge. The Tetons rejser sig direkte op fra dalen, og har således ingen forbjerge.

I bjørneland.

I cowboy-land.

Efter en lang dag i bilen kun afbrudt af mindre pauser, var var det rart at sove på hotel. Der blev endda tid til en dukkert i poolen, før vi dejsede om i Laramie, Wyoming.

Skønt at se køer på græs med masser af plads!

Juhu, endnu et skilt til samlingen!!

Vi kører stadig!!

Næste dag blev endnu en lang dag på de uendelige veje. Først ud af Wyoming, igennem Colorado og ind i Kansas, hvor vi gjorde holdt i Salina.

Sidste dag blev knapt så lang. Vi tillod os at sove længe og spise morgenmad i fred og ro. Vi nåede hjem til Fayetteville, trætte og mætte af oplevelser sidst på eftermiddagen. Vi glædede os alle til at bare være hjemme igen.

ENDELIG HJEMME!

Ugen herhjemme igen gik med besøg hos vores forskellige gamle naboer, som jo alle var ivrige for at møde "de unge danskere". Vi var til aftensmad, til eftermiddagskaffe og de unge mennesker blev endda inviteret på brunch på byens bedste café af vores gode veninde Lou Ann. Nogen af os var til Barbershop-øvning, nogen var med cykel og bus til "Mall´en", nogen var med på rundvisning på biblioteket, nogen gik til poolen, og andre trængte bare til at slappe af.
En aften var vi alle på Japansk Hibachi-restaurant, hvor en ekvilibristisk kok gik helt amok med åben ild og jonglerede med knive, redskaber og mad. Han fik os alle, hver og én, til at prøve at gribe et stykke broccoli med munden! Sikken et show! Dertil var maden rigtig god, det nød vi alle.

Efter 18 dage med uregelmæssige måltider, mad i køletaske, en hel del fast og junk-food, og primitiv madlavning på campingblus, og i diverse lidt snuskede hostels var det nu rigtig dejligt at have et rigtigt køkken igen. At kunne opbevare mad i et rigtigt køleskab, at købe ind et sted man kender, og til en rimelig pris. Ja, det er helt basale ting man kommer til at skønne på efter en road-trip.

Dagene fløj afsted, og pludselig var det lørdag og afrejsedag. Vi havde dog inviteret Lou Ann på brunch og dernæst nåede vi ind og shoppe lidt i Himalayan Mountainshop. Det er en ret hyggelig og speciel butik som ejes af en mand fra Bhutan, som er tidligere munk, men nu amerikansk gift og bosat i Fayetteville.

Om eftermiddagen gik turen til XNA, Northwest Arkansas Regional Airport, hvor vi fik vinket farvel og sagt god rejse.

Det har været en meget intens og oplevelsesmættet måned, hvor vi har skullet være sammen døgnet rundt næsten uafbrudt.  En måned hvor bølgerne ind i mellem har gået højt, men alligevel er faldet til ro igen. Det er mange år siden, vi alle seks har været på ferie sammen, og aldrig i så lang tid, så hver enkelt af os har været udfordret på hver sin måde.
Alt i alt har vi klaret det godt, og kan huske tilbage på en masse spændende, lærerige, og sjove oplevelser og stunder med hinanden, og med mennesker vi har mødt. Vi har set en lille smule af nogle skønne steder i det store, store land, og forhåbentlig har det givet lyst til engang selv at rejse ud og udforske det videre. Endelig har vi oplevet amerikanernes gæstfrihed, åbenhed, hjertelighed og nysgerrighed overfor os. Jeg håber, vi alle kan tage det med os videre i livet.

"Farvel og på gen - kik!"