Big Bang !

Nu er det vist på tide. Det er svært at følge med og nå at skrive bare lidt af alt det, jeg gerne vil, når vi oplever så meget, som vi gør. Jeg arbejder for tiden meget intenst på et power point foredrag om Danmark ind i mellem det, jeg ellers laver. Vi vil præsentere det for naboer, venner, kolleger og andre der måtte være interesserede. Vi har også fået en henvendelse fra Universitetet, som har spurgt, om vi vil holde det for nogle studerende.  Det er et spændende projekt at skulle lave, og samtidig noget uoverskueligt. Hvad skal man have med, hvad skal man sortere fra? Der er så meget, jeg gerne vil fortælle, når jeg kommer igang,. Og ikke mindst finder jeg ud af, hvor meget jeg faktisk ikke ved, og som jeg så går igang med at finde ud af om mit eget land!

Big Bang er navnet på et rock-band på 3 medlemmer. Mænd , som sikkert selv vil sige, de er i deres bedste alder. Steve på guitar (dekanen på biologisk institut), Brad på bas (Han arbejder med IT på uni og var den der skaffede os huset, vi bor i) og så en trommeslager. De gav den gas med gamle rock numre på et lille lokalt værtshus, hvor vi var nede at høre dem, sammen med andre kolleger fra Uni. Der var knald på, så tankerne fløj tilbage til den tid, hvor man gik til gymnasiefester, og kom hjem med summen for ørerne. Der blev ikke taget hensyn til Arbejdstilsynets decibel-grænse!

På biblioteket har jeg mødt en svensk-finsk kvinde, som jeg får mig en snak med hver onsdag. Hun er også voluntør dernede, og har desuden boet her i 30 år. Det er rigtig interessant at snakke med hende, hun ved jo en masse om livet her, set med skandinaviske øjne. Hun bor lidt uden for byen og har inviteret mig derud, når Dogwood træerne blomstrer, hvilket vil sige om et par uger. Det er noget mange nævner - Dogwood træerne. De har store hvide blomster, og der er åbenbart rigtig mange af dem. Det lyder rigtig smukt.

Sidste week-end drog vi til Little Rock, hovedstaden i Arkansas. Det kan godt være, at mange ikke har hørt om Arkansas. Men de fleste har hørt om Little Rock, hvor Bill Clinton var guvernør, før han blev præsident. Hovedformålet var at høre "Scola Cantorum", universitetets bedste kor, som vi har hørt ved flere lejligheder. De er bare gode! Da Little Rock ligger tre timers kørsel syd for Fayetteville, besluttede vi os for at lave en week-end tur ud af det.

Vejret var pragtfuldt. Da vi stod ud af bilen ved middagstid lørdag, var der vel 20 gr.! Så vi fik os installeret på hotellet, på med de bare ben, og så afsted ud i solen!

Med Clinton Library i baggrunden.

Efter medbragt frokost på skrænten ned mod Mississippi floden, fik vi os en dejlig  gåtur. Vi gik langs floden ved River Market og gennem et parklignende område. Der er 6 broer over floden som forbinder Little Rock og North Little Rock, som er to forskellige byer. Der var engang en som stillede op til borgmester posten. Han tabte valget, flyttede over broen og grundlagde en by, og blev borgmester der!

Little Rock´s skyline

En sporvogn kom forbi, vi hoppede på, og fik en rundtur i hele byen med en ivrigt snakkende konduktør, som fortalte om alt vi kørte forbi. På den måde fik vi hurtigt et overblik over byen.

Vi så et museum om Arkansas dyreliv og  Old State House Museum. Sidstnævnte er der hvor statens regering historisk har haft til huse, der var udstillinger som beskriver Arkansas´ lovgivende forsamlings historie, guvernører gennem tiderne og meget, meget andet. Man bliver altså udmattet af så meget information, så vi måtte opgive at komme igennem det hele. Men interessant er det.

En vældig kendt mand og hans løbesko og bodyguard.

Vi sluttede dagen med en god øl og middag på det traditionsrige "Flying Fish", hvor de serverer tradionel sydstatsmad : Fried Catfish og fritter! Sjovt at opleve stedet, som var vældig berømt og populært med kø langt ud på gaden og op ad fortovet. (Lou Ann havde foreslået det, var måske ikke gået derind ellers?)

Dagen efter vågnede jeg op til lyden af naboens brusebad .....troede jeg. Ved et kik ud ad vinduet viste det sig at være kaskader af regn som væltede uafbrudt ud af himlen. Det fortsatte det meste af dagen.

Nå, vi glædede os til morgenmaden. Da vi kom over i god tid, var der absolut ingenting! Portieren kunne fortælle os, at man var gået over til sommertid i løbet af natten, så klokken var kvart over 10, og ikke som vi troede, kvart over 9. Nå for Søren, lidt flovt, vi var jo næsten blevet sure. Han var bare så flink, og tog os med ud bagved og fandt frem hvad vi gerne ville have! Service!

Vi besluttede os til at køre ud til Central High School museum og se det. Cenral high school blev verdensberømt i 1957. Skolekommisionen i Little Rock havde besluttet at man ville starte integration af hvide og afro amerikanere i de samme skoler. Op til denne tid havde der været seperate skoler, med utrolige forskelle i forhold til skolernes økonomi og ressourcer. F.eks. nævnes det, at når de hvide skoler kasserede deres bøger blev de afleveret på de afro amerikanske skoler, hvor man så måtte klare sig med dem.
Der var vedtaget lov om at skolerne i USA skulle starte integrationen.
Guvernøren på det tidspunkt, Guvernor Faube, valgte at gå imod skolekommisionen, og den føderale lovgivning. Han opfordrede folk til at gøre modstand, og det kom til voldelige demonstrationer og korporlige sammenstød. Han satte den statslige hær ind, for at forhindre de sorte studerende i at komme i skole. Det endte med at Præsident Eisenhover satte 1200 soldater ind og meldte ud, at ingen stat står over lovgivningen i USA. Dette er meget kort og overfladisk fortalt. Det gjorde dybt indtryk at se udstillingen, og hvis nogen har lyst at vide mere kan I nemt finde det på nettet.

Little Rock Central High School i regnvejr.

Koncerten med Scola Cantorum var fantastisk, ikke mindst på grund af den skønne akustik i St. Andrews Cathedral. Denne gang hed koncerten "Flowers of the Spring" - Forårsblomster - og indeholdt bl. meget andet en række stykker af den dansk fødte komponist Morten Lauridsen.

Efter en lille snak med dirigenten, som også er vores dirigent drog vi hjemad mod Fayetteville. Alt i alt en spændende week-end med gode oplevelser.

Vi nyder de lyse aftener nu vi har fået stillet klokken rigtigt, og fuglene kvidrer så det er en lyst. Der er mange drosselagtige fugle, og især kardinalerne nyder vi, med deres vidunderlige sang.

På gen-kik, St Louis.

Torsdag i sidste uge tog vi så igen den gamle Ford Taurus ud på eventyr. Køreturen tager jo godt 5 timer hver vej, så egentlig lidt vildt at tænke på. At vi indenfor 1 måned kører 2 ture bare for at overnatte og så køre hjem næste dag! Det ville vi vist ikke gøre under hjemlige forhold.

Vi ankom ved halv tre tiden, fik os installeret på motellet, og kørte så på opdagelse i byen. Vi startede med en god kop kaffe og dernæst en gåtur i en stor park. Skønt at få bevæget sig efter den lange køretur.

I St. Louis er der et område, som kaldes "The Hill". Her er der en koncentration af efterkommere af italienske indvandrere, og derfor mange italienske butikker og restauranter. St. Louis er ellers en meget blandet by. Som mange andre steder vi er kommet, ser det fuldstændig rodet og tilfældigt ud. Pæne bygninger med flotte facader, og lige ved siden af bygninger, der bare er forladt og står og forfalder. Meget mystisk. Meget forskelligt fra lille Danmark, hvor alt til sammenligning er så ordentligt og pænt.

Vi havde købt billetter til en koncert med det legendariske mandskor "Chanticleer" fra Californien. (Prøv at høre eksempler på deres kunnen på deres hjemmeside!). For Steffen var det gensynsglæde, han har hørt dem for 20 år siden, for mig var det ganske nyt. Medlemmerne er selvfølgelig blevet skiftet ud undervejs, men koret har eksisteret i 35 år. De er 12 mand høj, som synger SATB, som i et blandet kor. Dvs. at halvdelen faktisk synger i det tone-leje, som traditionelt er kvindestemmer. Klangen er dog helt klart maskulin, meget smukt og specielt. Oplevelsen kan ikke beskrives her, den må opleves. Akustikken var jo fantastisk, idet koncerten foregik i Cathedral Basilica, hvor vi allerede en gang tidligere har været til koncert.
De sang smuk tidlig musik fra 12-1400 tallet, og op til vores tid. De sluttede sidste afdeling af med Negro Spirituals. Flot.

Der var en del uro på motellet natten igennem, der var meget lydt, og folk bøvlede forbi og snakkede højlydt på svalegangen, så nattesøvnen var ikke så god, som den kunne have været. Svært at vide, hvad man får, når man bestiller på nettet. Sidst boede vi jo nærmest på luksushotel, men til samme pris.

Det var snevejr og hundekoldt og gråt. Vi valgte at køre over Mississippi-floden til staten Illinois for at besøge "Kahokia Mounds". Det er et sted, hvor der på et tidspunkt (ca. år 800-1200), har været en by med mellem 20-40000 indbyggere. (Indfødte amerikanere =indianere).  Det er den største by, man har kendskab til nord for Mexico på den tid. (Større end London på samme tid.) Det har været et temmelig avanceret samfund med både landbrug, jagt og handel. Det har været et rigt samfund, og der er et stort antal høje (ca. 70), som har haft forskellige funktioner. De har tjent som basis for høvdingens og højtstående mænds huse, som gravhøje og som steder for religiøse ritualer. Der er lavet ærkæologiske udgravninger, og der er et museum med meget flotte og lærerige udstillinger. Vildt spændende, vi lærte en hel del nyt den dag. Den måde indianerne er blevet behandlet på i historien af indvandrerne fra Europa er jo i den grad en meget pinlig affære. De er blevet undertrykt, massakreret og forflyttet. Fordrevet fra deres land. Mange blev syge og døde af de sygdomme, indvandrerne kom med. En sørgelig historie. Interesserede kan finde stedets hjemmeside og læse mere.
Efter at have oplevet storheden på en af de største høje, "Monks Mound", i blæst og kulde, vendte vi næsen mod Fayetteville igen. I må desværre undvære billeder fra denne tur, vi havde glemt kameraet.

Søndag var vi på endnu en tur med vandreklubben. Sammen med Christian og Kai kørte vi til udgangsunktet knapt 2 timer herfra. I dejligt solskin var vi så heldige at møde en krondyr-flok på godt 70 individer i Boxley Valley på vej derop. Hvor heldig kan man være? Fantastisk syn.

På Round Top Mountain fik vi en god gå-tur og fantastiske udsigter over Ozark bjergene. Vores vandrekammerater fortæller os, at denne tid er den bedste at vandre på, fordi man stadig kan se langt omkring, og det er endnu ikke for varmt.

Der er lunt på Toppen!

Fossiler, sku´man være heldig ? Ved War Eagle Creek på hjemvejen.

Flokken lå der stadig, da vi nogle timer senere kom forbi igen.

Snekaos, icestorm, Swedish Creek Falls og oversvømmelse.

Ugen startede hårdt ud med en vejrudsigt, der lovede sne! Vi har intet fået siden mellem jul og nytår, så det var jo også på tide, hvis vi skulle nå det inden foråret. Tirsdag cyclede jeg til biblioteket, som jeg plejer. I løbet af den 1½ time jeg var der faldt sneen blødt og dækkede alt. Det var flot at se alle træerne blive hvide, og jeg havde en fremragende udsigt over landskabet, idet biblioteket ligge på en bakke. Folk begyndte at blive urolige, der kom meldinger ind om, at folk ikke kunne komme op ad bakkerne i deres biler, at skolerne ville sende børnene hjem, osv. Kl. halv 12 meddeltes det i højtalerne, at biblioteket ville lukke kl. 12 pga sneen. Det føltes lidt fjollet, jeg grinede lidt ad det hele, så jeg tog min cykel og cyklede hjem :-)
Der var kommet ca. 5 cm sne.

Men det er selvfølgelig anderledes her pga de meget stejle bakker. De er ikke vant til at få særlig meget sne, så de færreste har vinterdæk på. Kun de allerstørste veje i byen bliver ryddet. Jeg så ikke en eneste sneskraber den dag.

De havde også varslet icestorm, altså islag, men det blev det heldigvis ikke her i denne omgang. For to år siden havde de en forfærdelig icestorm som varede i næsten en uge. Folk havde ikke strøm og varme, og det var for farligt at køre i bil. Mange træer knækkede på grund af vægten af det tykke lag is, der kom overalt. Folk fortæller om, hvordan de hjalp hinanden og stimlede sammen i de huse, hvor det var muligt at have noget varme af en slags og lave varm mad. Biblioteket havde åbenbart et system, så de ikke blev ramt, og var åbent, så folk kunne komme der og holde sig varme.

Der kom regn næste dag, og al sneen smeltede væk. Det har været noget koldt, lidt over frysepunktet, men de fleste dage har solen skinnet fra en blå himmel.

Min nabo, Martha, havde advaret mig om, at vi ville få bevinget besøg her en af dagene. Vi har et kæmpestort Kristtjørnetræ i haven, som indtil nu har været fuld af røde bær.Den opmærksomme læser vil måske erindre noget om en adventskrans af Kristjørn?
Så pluselig var der så voldsom en fuglesang i haven, som i en voliere. Der var hundredvis af fugle som forsynede sig før deres videre færd. Efter 2 dage var træet ribbet! Det var virkelig sjovt at opleve. Der var "Robbins", "Cedar Waxwing" og andre.

Igår, Lørdag, var vi sammen med Christian en tur med vandreklubben ude ved en trail ved Sweden Creek Falls. På turen derop kom vi igennem bjerglandskab med mange træer. Da det var frostvejr var der dannet is på træer og planter overalt. Solen skinnede, og landskabet var fuldstændig eventyrligt! Det lignede et sølv og glas! Jeg har aldrig set noget lignende.

Da vi kom til udgangspunktet, gik vi ad den fint afmærkede sti ned mod vandfaldet. I starten gik det nedad, og vi skulle passe meget på, fordi der ind i mellem var meget galt. Især da vi kom til at gå tæt op ad en klippevæg. Der hang store istapper, som var begyndt at dryppe pga solens varme. Der var de mest fantastiske is formationer.

Nede i bunden kom vi så til vandfaldet, som vel var omkring 25 meter langt. Meget flot! Efter at have gået rundt og kikket ved foden af vandfaldet gik vi op til toppen, hvor vi kunne se starten af vandfaldet. Vi slog os ned og nød solen.

Steffen sidder ved kanten af vandfaldet, lige der hvor vandet ryger ud over kanten.

Her står jeg oppe ved starten af vandfaldet.

På denne tur var der også flinke mennesker, som var nemme at snakke med. Der var ikke så mange gengengere fra sidst vi var med, men det er åbenbart meget forskelligt, hvem der deltager.

Vi besluttede selv at tage ud til endnu et vandfald på hjemvejen, nu vi var afsted. Christian foreslog, vi lige tog ned forbi Jacques´ hytte på vejen, og så om han og familien var hjemme. Jaques havde vi mødt sammen med hans thailandske kone og børn hos Christian for nogle uger siden.
Det var dem, vi var inviteret ud til Nytårsaften, hvor vi måtte opgive pga vejret. Jaques er ret alternativ i sine holdninger og sin måde at leve på. Han har rejst meget, og er som han siger "scandiofob". (Et begreb han selv har opfundet, som betyder at han sympatiserer med den skandinviske samfundsmodel).

Han har bygget et hus her langt, langt ude i Ozark bjergene. Man kører ad en snoet, bakket jordvej det sidste lange stykke. Det ligger i en lysning på en bakke med udsigt ud over bjergene, meget smukt og fredfyldt. Fantastisk sted. Han har bygget det for ca. 15 år siden, og har i en periode boet derude. Nu bor han med sin familie i Fayetteville og bruger hytten som en slags sommerhus.

Jaques og familien var der ikke, men vi gik op og kiggede ind ad vinduerne. Vi opdagede hurtigt, at der var oversvømmelse i hele underetagen. Der stod måske 5 cm vand over det meste af gulvet. Vandet fossede ned fra en beholder over vasken, der var et vandrør, der var sprunget, så det ud til.
Vi skyndte os op til bilen og kørte op på toppen af bakken for at ringe. (Der er ikke mobildækning nede ved hytten). Christian fik fat i Jaques, som fortalte, hvor nøglen var, så vi kunne komme ind og få lukket for vandet. Jaques ville komme, men der er 1½ times kørsel.

Vi fik lukket for vandet og begyndte at gå igang med at få ting væk fra gulvet og så ellers få vandet væk. Steffen bevæbnet med et fejeblad og en spand, Christian og jeg med hver sit badehåndklæde og spand.
Efter kort tid hørte vi motorlarm uden for. En stor, kraftig, ældre mand  i overalls på sådan en terrængående motorcykel på 4 hjul ankom til hytten. Det var en af naboerne, som var blevet hidkaldt af Jaques for at hjælpe med låsen, hvis vi ikke kunne komme ind. Han greb en gulvmoppe og gav en hånd med.

Det så lidt uoverskueligt ud til at starte med.Vi kæmpede med vandmasserne en lille times tid, før vi var færdige. Forbavsende så hurtigt det går, når man er flere om det. Vandet var frysende koldt, så det var hårdt for hænderne at vride de iskolde håndklæder. Naboen tog hjem igen, og vi så os lidt om på grunden. Det er virkelig en fredfyldt lille perle midt ude i skoven.

Vi besluttede os for at tage direkte hjem bagefter, havde fået "vandfald" nok for idag!
På vejen mødte vi Jaques, som inviterede på aftensmad. Vi takkede dog nej, det ville blive for sent syntes vi.

Losar - Kinesisk/tibetansk/bhutanesisk nytår.

Den kinesiske tidsregning er en anden end den vestlige. De er i et andet år end vi er, og deres måned begynder altid ved nymåne. Kinesisk nytår er således 2. nymåne efter vintersolhverv. I år var det d. 10. februar, hvor vi i følge kinesisk kalender gik ind i slangens år. Mange lande som gennem tiden har været under kinesisk indflydelse følger denne kalender.

I mandags var jeg inviteret (gennem Lou Ann som er en kvinde i nabolaget) til en sammenkomst i anledning af Nytåret. Værtsparret var en mand fra Bhutan, Lama Thinley, og hans amerikanske kone Sally. Lama Thinley var tidligere munk, men kom så til Arkansas, hvor han mødte Sally og slog sig ned. Gæsterne var deres venner, amerikanere og en del asiater, nogle af dem munke i deres gule og bordeax munketøj. De bor i et rigtig dejligt stort træhus på Mt. Sequoyah, med en flot udsigt fra den store træterrasse over byen syd for. Rummene var store og lyse, med store vinduer, så man følte sig lidt som i et moderne træ-sommerhus i Danmark. Et af rummene var indrettet med et stort "Shrine" som en en slags buddhistisk alter. En slags meget flot udsmykket reol, malet i de traditionelle mønstre og farver fra Bhutan. Deri var placeret alt muligt, buddha figurer, blomster, frugt, kager, et kors, ikoner, religiøse billeder, guld og sølv mm. Meget flot og specielt.

Det var arrangeret som en slags sammenskudsgilde. Værtsparret havde lavet nogle særlige bhutanesiske "dumplings", der lignede piroger. Ris til og en stærk chilisauce. Gæsterne havde bragt forskellige andre retter. Det foregik som jeg har oplevet flere gange herovre : Man tager noget mad, og så sætter man sig spredt i stuen og snakker, går måske op og tager mere, og sætter sig og snakker med nogle andre. Meget afslappet og hyggeligt. Jeg mødte mange spændende og venlige mennesker, det var et meget internationalt selskab. Ved halv 9-tiden begyndte folk at bryde op, og det gjorde vi så også. Lidt underligt, nu det var Nytår??

Denne smukke fiskehejre, "Blue Heron", mødte jeg ved Scull Creek Trail på Valentine´s Day.

Torsdag var jo Valentines Day. Butikkerne har bugnet af alt muligt kommercielt bras i lyserødt og rødt.Kager, chokolade, smykker, heliumbaloner, bamser, slik og pynt.
Jeg havde jo meldt mig til at være frivillig hjælp på biblioteket til "Valentine Sweetheart Tea Party" for børn 4-7 år. Jeg har lyst til at opleve så meget som muligt af kulturen her, og her havde jeg mulighed for at opleve noget indenfor mit eget fag : pædagogik.

Jeg ankom til "festsalen", som de to børnebibliotekarer havde pyntet op til den store guldmedalje. Der var små runde borde og stole i børnestørrelse med plads til 4-5 børn ved hvert bord. Alt var rødt og lyserødt, bordpynt, blomster, servietter, heliumbaloner. På hver tallerken var en lille Valentine-anretning : En kage, chokolade, smarties - alt i lyserødt/rødt - lidt vindruer og to minitærter. Dertil rød saft. Vi var to frivillige, som hjalp med at få de sidste praktiske ting klart.

Så blev de ca. 30-35 børn lukket ind - ca. 3 drenge, resten piger. I forskellige variationer af prinsesse kjoler.
Børnene blev gelejdet op i den ene ende af rummet, hvor der var en lille scene. Forældrene satte sig ude i kanten af lokalet på stole. Den ene bibliotekar talte med børnene, bl.a. om de havde husket at medbringe deres gode manerer ? Og hvad det var? De øvede sig i at neje, de fik opfrisket, hvad man siger til værten, når man har været på besøg : "Tak for en dejlig fest", og de blev bedt om at komme og sige farvel, når festen var forbi. De fik nu læst op af nogle billedbøger - med Valentine tema. Bibliotekarerne læste op, meget dramatisk, og med meget dialog med børnene. Børnene var meget optagede. Ind i mellem de to oplæsninger var de oppe og bevæge sig, de sang et par sange med fagter til. Til sidst var der dukketeater om en ræv og en elg der blev forelskede og gift!
Så blev børnene bænket, 4-5 børn ad gangen fik lov til at rejse sig og gå til bords. Så blev der guffet en 20 minutters tid, og så begyndte forældre og børn at sige farvel og tak for idag.

Man kan jo altid diskutere om børn skal have så meget sukker, så skrappe farver, pyntes op som voksne, og være så bevidste om sig selv i den alder. Når det er sagt, synes jeg det hele foregik i en god og venlig atmosfære. Selvom der var mange børn, var der en rolig stemning, og en taknemmelighed fra både børn og forældre. Alt i alt en god oplevelse.

Om aftenen var Steffen og jeg til et arrangement hos én af Steffens kolleger sammen med kolleger fra biologisk institut. Det var en slags reception/hyggelig sammenkomst med drinks og snacks, stående/gående/balancerende med glas og sager rundt omkring, som vi nu er ved at vænne os til.

Det var i anledningen af, at der er slået en stilling op ved instituttet. Der er blevet inviteret 4 ansøgere, 1 ad gangen til "ansættelsesdage". Dvs. hver ansøger er inviteret til at komme 2 dage. På disse to dage skal de igennem et stort program. Hver en time er planlagt : morgenmad med dekanen, ½ times samtaler med et antal af de ansatte kolleger, spisning med en gruppe studerende, foredrag skal de også holde, en ansættelses samtale og så denne "social" om aftenen, så man får et indtryk af, hvordan de fungerer socialt også ! Det er et ansættelsesudvalg, der tager den endelige beslutning om, hvem der skal ansættes, men alle der har mødt ansøgeren, har lov at komme med deres mening om kandidaten. Det er noget af et program at skulle igennem, men det er meget normalt herovre indenfor universitetsverdenen.

Søndag var vi på vandretur ved nogle smukke vandfald ca. 1½ times kørsel her fra Fayetteville. Det ene sted gik vi ud til et vandfald kaldet "Glory Hole Falls". Det er specielt på den måde, at vandfaldet har lavet et hul igennem en klippe, så vandet faktisk kommer gennem et hul i loftet i en klippehule!

Det andet sted vi gik ud til hedder "Kings River Falls". Det var et utrolig smukt sted med en flod, man går langs med. Floden danner små vandfald, og mange steder kan man gå på klipper ude i vandet.
Vejret var fantastisk, sol fra en blå himmel.

Kings River Falls.

Her skal vi ud en varm sommerdag og bade.

Christian hoppede i herfra, kort efter billedet var taget ! Brrrr!

Til lykke Vibse !!

Happy Mardi Gras!

I lørdags var vi til Mardi Gras Parade nede i byen. Mardi Gras stammer fra den samme tradition som vores Fastelavn, det brasilianske og andre karneval, og fejres i varienrende grad og på forskellige måder her i USA. Særlig stor og grundfæstet er den i byen New Orleans, som er præget af oprindelig fransk indvandring. Mardi Gras er den sidste dag inden fasten, som varer til påsken. Oprindelig har både katolikker og protestanter  fastet i denne periode. Denne sidste dag spiste man voldsomt og festede og slog sig løs, ofte med masker og udklædning. I Danmark siges det at man denne dag så bort fra klasseskel og status, alle var med ved samme bord, da man ikke kunne kende hinanden!

Birds of a feather party together.

Her i Fayetteville fejredes det med en parade fra Town Square ned igennem byen med biler, trucks, udklædte folk, musik og dans. De folk som er med i paraden råber og smider perlekæder til tilskuerne. Alle bilerne har også et kommersielt budskab, således var der en frisør-salon, et paintball-firma, en hundeklub, osv. Mindede om juleparaden.

Lovens lange arm har også fanget nogle perlekæder !

St. Louis tur-retur.

I sidste uge var jeg på besøg i en børnehave her i Fayetteville. Jeg var afsted sammen med min genbo, Ramona, som er pensioneret  lærer. Hendes tidligere chef er leder i børnehaven. Denne børnehave er tilknyttet universitetet, og er en slags forskningsbørnehave, og lærested for studerende. Studerende kommer og laver observationer og kommer i praktik her. Bygningerne er helt nye, åbnet sidste år og top moderne. Vi fik en rundvisning af hele stedet af lederen, som tog sig tid til at fortælle om det hele, deres struktur og pædagogik.

Hvordan var det så? Well, meget anderledes. Grundliggende anderledes. Hvor skal jeg ende, og hvor skal jeg begynde?
Jeg vil forsøge at komme med nogle reflektioner som ikke overhovedet er dækkende, men et lille billede af de indtryk, jeg fik under et besøg på ca. en time.

En børnehave her hedder "School", lige meget hvor små børnene er. Altså en grundliggende opfattelse af at børn kommer her for at lære noget, de ikke kan eller ved. Børnehaven er inddelt i stuer på en lang gang.

Alle rum er lyse og med store vinduer, træmøbler i børnestørrelse. Masser af farvestrålende legetøj og beskæftigelsesmaterialer afpasset efter børnenes alder. Endevæggen i lokalet er på børnesiden et stort spejl. På den anden side af spejlet er der en 1-vejs rude, som vender ud i et observationsrum, hvor de studerende og forældre kan gå ind og kigge uden at blive set. Under rundvisningen gik vi ind og betragtede stuerne på denne måde. Føltes lidt forkert at stå og kigge ind, uden at de var klar over det... Hvordan mon man har det som personale, at man til en hver tid kan blive kigget over skulderen? Ikke at man har noget at skjule, men det må være lidt underligt. Der er høretelefoner så man kan lytte også.

Vi starter med en vuggestue "Nursery School" med børn fra 2 mdr! til 1 år. Personalenormeringen er 1 voksen til 4 børn. (Den normering, som dansk pædagogisk forskning peger på er minimum for børn i alderen op til 3 år, i forhold til, at de har mulighed for at udvikle trygge relationer til voksne). En lille finte er dog, at vi i Danmark ikke modtager børn i vuggestue før mindst ½ år gamle. På stuen var der 4 kravlegårde sat op til de mindste, som de sover i. Alle var dog på gulvet, da vi var der. Der er et puslebord sat op, hvor de skifter børn ved den ene væg. Må lugte lidt, samme rum som de spiser i...

Næste rum var for 1-2 årige. Samme princip med puslebord og små senge de sover til middag i på stuen. Det var lidt af en sensation, da jeg fortalte, at vi putter børn i krybber ude året rundt. Det er fuldstændig utænkeligt her.

Næste rum var for 3-4 årige, og næste igen for 4-5 årige.  Altså meget opdelt efter alder. I denne alder er normeringen 1 voksen til 8 børn (igen passer det med dansk pædagogisk forsknings anbefaling). På alle stuer er der ind i mellem flere voksne, når der er studerende.
I Danmark har vi ofte delt op fra ½-3 år og så fra 3-6 år. Mange steder er alle børn på legepladsen sammen, eller har i hvert fald mulighed for at se hinanden. Vi ser det som en fordel at børn i forskellige aldre er sammen og ser hinanden, lærer af hinanden, hjælper hinanden, ser op til hinanden osv.

En stor forskel er at stedet bærer meget præg af at være en institution med stort I. Børnene skal lære, trænes, udvikles, aktiveres. Jeg oplever, at vi i Danmark har en grundliggende anden opfattelse, således børn i højere grad også får plads til den iboende drivkraft til selv at udvikle sig, til at lege. Vi opfattter den frie leg som meget vigtig. Selvfølgelig skal vi også nære børnene og være gode forbilleder for dem i de tilbud og de rammer vi laver omkring dem.

Der serveres mad, som er lavet i et fælles køkken, hvor en køkkendame laver mad som bliver kørt ud til hver stue på rulleborde. De syntes det lød spændende og rart at vi i min børnehave laver mad i køkkenet på stuen, blandt børnene. De undrede sig dog over, hvordan vi kunne passe børnene imens...

De havde nogle store rum, hvor børnene kunne lege og "træne" deres motorik. Al mulig slags legetøj og redskaber var der. De havde møderum, hvor der kunne holdes personalemøder og forældremøder! Flot. Legepladsen var et område med lidt græs, nogle højbede, en hel del legeredskaber, en sandkasse med højt hegn rundt om. Hele legepladsen kunne overskues på én gang. Alt var sikret med foreskrevne faldunderlag. Der var ingen mulighed for at være bare en smule "hemmelig". Det må være lidt stressende at være der som ét blandt mange børn. De var på legepladsen hver dag, hvis ikke det regnede eller var for koldt...
De havde 2 klapvogne med plads til 6 børn i hver, så de kunne gå tur. Dem var de meget glade for.

Arkansas har deres egne statslige læreplaner, som de skal opfylde i alle børnehaver. Jeg vil ikke gå i detaljer med dem, men blot nævne det der falder mest i øjnene for mig.
I Danmark har vi seks hovedtemaer, her har vi 5. De er defineret forskelligt, og vægten ligger forskellige steder. Noget der er meget mere vægt på her er kognitiv og intellektuel læring. Ligesom i Danmark, skal børnene evalueres i forhold til læreplanerne løbende.

Jeg vil nu stille spørgsmål til, om man kan måle børns udvikling, her eller i Danmark.

Og nu til noget helt andet.

Jeg er kommet godt igang på biblioteket. En formiddag arkiverer jeg lånekortsansøgninger. 2 formiddage sætter jeg DVD´er på plads på hylderne. Jeg nyder at udføre noget rutine arbejde, som stiller minimale intellektuelle krav (får dog opfrisket alfabetet!), og så ellers gå i mine egne tanker. Jeg hyggesnakker lidt, der er en rolig og venlig stemning og jeg kan forske lidt i kulturen, samtidig med at jeg gør noget nytte. I næste uge skal jeg hjælpe med til en eftermiddagsaktivitet i børnebiblioteket : "Sweetheart Valentine Tea party", hvor børn i alderen 4-7 er inviteret. De opfordres til at tage deres fest tøj på, og de skal medbringe deres velopdragenhed! Så må vi se, hvad det er for noget!

I week-enden var vi en smut-tur til St. Louis, Missouri, hvor vi havde bestilt billetter til en kor koncert. Koret, som hedder "Nordic Choir" er et meget godt universitetskor fra Luther College i Iowa. De sang virkelig smukt, uden noder, 80 sangere, som stod med hinanden i hænderne under hele koncerten. Det gjorde dybt indtryk.

Cathedral Basilica

"Nordic Choir" fra Luther college i Iowa.

Kirken er påbegyndt i 1908.

De fine mosaik udsmykninger blev færdiggjort i 1988.

Kirken de sang i hedder Basilica Cathedral. Det er en, for USA, meget gammel kirke påbegyndt for hundrede år siden. Det er en katolsk kirke, og når man ser den, kunne man tro, man var i Sydeuropa. Der er kupler og spir, og indeni er den fuld af mosaikker i lofter og på vægge. Virkelig flot. Og naturligvis med tilsvarende akustik.

St. Louis er kendt for "The Arch" -  som er en kæmpe bue bygget som et vartegn for byen. Det er enormt. Vi gik derned næste morgen fra vores hotel, det havde sneet og solen skinnede. Man kan komme op i den med en elevator, Vi har begge prøvet det, uafhængigt af hinanden for mange år siden.